Mars til Juni 1958
Så har jeg haft besøg fra Umanak. Det var præsten der var førstemand. Han var her endda to gange. Han kom den 22. og blev til den 24 om morgenen. Det var meningen, at han skulle rejse hjem til Umanak via Igdlorssuit, men da han kom til Igdlorssuit, fik han at vide, at isen var gået, så han ikke kunne komme den vej. Han vendte derfor tilbage hertil for at telegrafere, og han blev her en dag mere. Vi havde nogle hyggelige dage, det var rart at høre nyt fra Umanak, og der var også mange andre ting at tale om, at det var det letteste på den måde. Det var meningen, at lægen skulle komme, men han måtte vende om på halvvejen på grund af dårlig is og megen sne. Han regner vist med at rejse om nogle dage, hvis isen og vejret tillader. Politiet skulle på sin årlige tur til Upernavik i sidste uge, men også han måtte vende om, nu har han opgivet rejsen for i vinter, isen er dårlig længere nord på også, så han udsætter turen til det kan lade sig gøre at sejle.
Præsten kom med post til mig, brevet fra jer nåede mig i en alder af en måned og det må efter forholdene kaldes flot. Jeg fik også brevet fra frk Hansen, det glæder mig, at hun har været glad for telegrammet. Jeg har også fået min løn for radioen for november og december, det var 83,00 kr. og det er jeg godt tilfreds med. Nu kan det måske synes at være et mærkeligt beløb, men det skyldes, at lønnen er 500 kr pr år, og da 12 ikke kan gå op i 500 er det naturligt, at der fremkommer et ulige tal.
Jeg har en del besvær i denne tid, mit tørrestativ er fuldt, og der er stadig ingen sæler. Jeg søgt om yderligere 200 kr til udviddelse, men jeg tvivler på, at jeg får dem. En mulighed er der, og jeg har skrevet en ansøgning, som skulle få den værste gnier til at punge ud, hvis han har noget at punge ud med. Deet bliver spændende at se, om mine anstrengelser belønnes. Foreløpig har jeg lånt kommunens tørrestativ, og det kan jeg godt ske at få utak for, for der står i indhandlingsreglen, at hellefisk til hundefoder kun inhandles til den forhåndenværende stativplads er optaget. Der står derimod ikke någet om, hvordan man skal skaffe indtjeningsmuligheder til en befolkning, hvis eneste mulighed for at tjene til det daglige brød og kul er at sælge hellefisk til tørring til hundefoder. Det har jeg altså selv måtte finde ud af, men det er ikke sikkert, at min måde at løse problemet på vil tiltale de høje herrer, når de kommer og ser det. Det er også lige meget, det jeg har gjort, anser jeg for at være min pligt, og så kan de sige lige hvad der passer dem, jeg gør som det passer mig. Det bliver forhåbentlig sidste år, jeg skal have bryderi med den slags, når vi får fiskehuset, skulle at blive godt.
For at gøre det endnu vanskeligere for mig, har kæmneren sendt mig en opgøelse over, hvad de forskellige skylder på deres husbygningslån, og samtidig bedt mig om at indkassere pengene. Det er nu vist sagt end gjort, det forfaldne beløb er på over 4000 kr, og når hele befolkningen i øjeblikket ikke tjener mere end 15-1600 kr pr måne, vil enhver vist kunne se det vanskelige i at få dem til at betale 4000 kr inden den 31 maj. Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste, men jeg kan ikke se nogen udvej til at få mere end højest 250 kr inden den tid.
Nogle af fangerne er i dag taget ud for at se, om der er nogle sæler, jeg er lidt spændt på at se, om de finder nogle. Det ville være dejligt, hvis de fik held me dere forsøg, for ellers ved jeg ikke, hvordan det skal gå i den kommende tid.
Radiomessigt set, har marts været en travl måned, jeg har sendt 34 telegrammer og modtaget 28, og vi er ikke kommet længere end til den 26 endnu. Det er det meste jeg endnu har haft, bortset fra julemåneden. Desværre har lytteforholdene være temmelig dårlige, så jeg har ondt i halsen af at sidde og råbe ind i mikrofonen. Jeg har meddelt dem i Umanak, at hvis ikke snart det bliver bedre, vil jeg gå uden for og råbe ned til dem, det bliver lettere end på den annen måde. Det mener de også, men de siger, at hvis jeg gør det, vil de ikke prøve på at lytte til mig, og på den måde slap de helt fri for besværet.
Dagene er lange nu, det er lyst kl 5 om morgenen, og jeg kan se at læse til kl 8 om aftenen. Vi har solskin næsten hver dag, og solen varmer- noget så dejligt. Det er sjældent, at det så varmt i marts, som det er i år. Vi har kun haft et par dage, hvor temperaturen har været nede under – 10 grader.
Jeg har fået besked om, at det er udstedbestyrermøde i Umanak i midten af april, men jeg rejser ikke derned, for isen er for usikker. Hvis nogen vil mig noget, kender de min adresse, og hvis de synes, at det er for besværligt at køre her til på slæde, kan de vente til det kan lade sig gøre at sejle igen. Jeg regner med, at isen går tidligt i år, så det er ikke sikkert at de kommer til at vente så længe.
Nu har jeg haft besøg af det meste af Umanak, det vil sige, af de fleste, som har noget at sige på en eller anden måde. Lægen, præsten og politiet har været her. Det eneste der mangler er, at skoleinspektøren, kæmneren byggelederen og handelschefen skal aflægge besøg. Jeg tvivler dog på, at de gør det. Ialtfald ved jeg, at handelschefen ikke kommer, og der er vist heller ikke store chanser for, at jeg får besøg af hverken skoleinspektøren eller byggelederen. Derimod regner jeg med, at kæmneren kommer en lille tur, det har han ialtfald lovet. Der er mange ting jeg gerne vil snakke med ham om, vi skulle gerne se, om det ikke skulle være muligt at bringe lidt mere orden i folks økonomi.
Jeg har lige fået resultatet at vide af mit regnskab for de to sidste månedeer af 1957. Det viser et overskud på 88 kr. Jeg har på denne måde tjent lige ved 1200 kr pr måned, og det må siges at være ganske godt.
I går stoppede jeg inhandlingen af hellefisk til hundefoder. Alle stativer er fulde, der er ialt 21 tons på dem. Det ser ud som om der er ved at være hajer i vandet igen, og det er lige den rigtige tid de kommer på. Sælerne er stadig nede under isen, jeg ihdhandlede kun 6 sælskind i marts, og det er vist sårligste resultat, der nogensinde er nået her ved stedet. Vejret fortsætter med at være mærkeligt. Et par dage var det ved at blive koldt, men nu er temperaturen igen oppe ved frysepunktet. Vi har fået meget sne, det sneede både skærtorsdag og langfredag, og det begyndte igen i går aftes. I dag påskedag sner det også, og der er ikke udsigt til opklaring. Det kan nu også være lige meget, for der er kommet så meget sne, at det aligevel ikke kan lade sig gøre at køre slædeture. Ialdtfald kan en tur ikke blive nogen fornøjelse, og når det ikke kan det, vil jeg ellere blive hjemme. Jeg har haft nok at læse i de første to påskedage, og jeg har endnu to bøger, som jeg ikke har læst. Lægen kom med fire store bøger til mig, og det er dem jeg læser. Alle de bøger jeg købte i København har jeg læst, nogle af dem endda to gange. Jeg må have bud efter en ny sending, for der skal noget til for at holde til en hel vinter her. Jeg har aftalt med boghandleren, at jeg skal skrive efter nogle flere bøger, og han har lovet at finde noget godt til mig. Desuden har jeg bestilt et leksikon, og jeg håber, at han falder over et, som ikke er altfor dyr. Vi aftalte, at han skulle sende mig den store salomonsen, hvis han kunne jfinde et, og hvis ikke, skulle han sende det lille. Prisen bliver et sted mellem 250 og 500 kr, og jeg er spændt på, hvad der kommer. Det kan godt siges, at det er mange penge at bruge til bøger, men jeg synes, at jeg mangler et leksikon, og man kan ikke få et som er noget værd, hvis man ikke vil betale ordentlig for det.
9. april, jeg hørte talen fra Rådhuspladsen i København, det var en idiot der talte, men trods alt var han ikke dummere, end han kunne holde en tale på fem minutter uden at sige noget. Samtidig med at han taler om, at der ikke mere må komme en 9. april, forhandler man om militært samarbejde med nazisvinene, men det er helt i orden. Lad bare Strauss forsikre verden om, at Tyskland ikke for tiden har planer om at benytte norske havne til militære formål, og lad ham endelig skrige sig hæs i forsøg på at blive en værdig efterfølger for Hitler. Men hvis der kommer en dag, da Tyskland igen besætter Danmark, så lad ikke regeringen fralægge sig ansvaret som de gjorde sidst, men lad dem betale for deres dumhed. Hvorfor sagde taleren ikke sådan i dag, det er i dag det bør siges. Nej han sagde det ikke, fordi vi allerede er kommet så langt, at man ikke må sige sin mening om Tyskere og deres politik – de er vore forbundsfeller. Hvordan kan man? Det er med glæde at jeg har modtaget efterretningen om, at en stor gruppe norske stortingsmænd offentlig har fordømt den politik, som Tyskalnd fører. De er mandfolk, som tør sige deres mening om de mennesker, som lefler for tyskerne, og som søger at gøre sig til helte, mens de kravler for krapylet. De har fået en irettesættelse, for de må skam ikke soge deres mening, Tyskland er jo fuldværdig medlem af Atlantpakten, og de er vore venner. Menneskene bliver aldrig klogere, der kan komme ti gange den 9. april, og når et kort tidsrum er henrundet, vil man atter rende tyskernes ærinde. Men verden som render ærinder for Hunnerbe uden for arbejdstiden, han skal straffes som landsforrædder, men den som kender den rette tid, han skal dekoreres for fortjenerfuld arbejde for mellomfolkelig forståelse. Når den vanskelige tid kommer, kan han krybe i ly og lege med sin orden.
Det er muligt i ikke forstår mig, men jeg er bange for, at der kommer en dag da i vil huske hvad jeg her har skrevet. Jeg husker vad du far sagde i maj 1945. Du sagde, at der ikke vilde gå mange år før Tyskerne atter ville være ovenpå. Jeg troede dig ikke, for jeg var så naiv at tro, at man aldrig mere ville tillade dette folk at få nogen magt. Men du fik ret, de er der igen, og om få år vil de være lige så stærke som før, og jeg er bange for, at vi atter kan vente deres besøg. Jeg tror ikke mere at faren kommer fra øst, nej den kommer fra syd, som den altid har gjort. Jeg må indrømme, at de er dygtige, men længere vil jeg ikke gå. Jeg hader dem fordi jeg ved, at de aldrig bliver anderledes. De fik ikke nok i 1918, og de fik ikke nok denne gang. Mon der bliver en lejlighed til at give dem nok nogensinde?
Sådan taler en expacifist, hvordan taler militaristen???. Jeg ved godt, at jeg ikke må tale sådan. Det er ikke pænt, men jeg kan ikke andet. I må undskylde mig, jeg tror ikke jeg bliver klogere, jeg troede, at der var engang, jeg var klogere, men det tror jeg ikke mere.
Tiden går stadig hurtig, nå for pokker, nu blev det rødt, det var nu ikke meninge, men det er kateketens skyld, han har nemlig haft maskinen, og det er ham som har lavet den om til at skrive rødt. Jeg kan ikke finde den dims til at stille maskinen om med, hvor pokker mon den er bleven af.
Nå nu skulle den være i orden igen, det var lidt vanskeligt at få den til at sidde som den skulle, men det gik. Det går som det var smurt, det er lidt vanskeligt at stille om fra den ene maskine til den anden, så hvis i vil lytte til et godt råd, så lad være med at købe mere end en skrivemaskine, i får bare ærgelse af den anden. Ja der er nu ikke fordi jeg har nogen ærgelse, men i må huske, at jeg er vant til større forhold, og deri ligger forskellen. Jeg eer meget godt tilfreds med mig selv i dag, for jeg har fået listet yderligere 200 kr fra betyrerreren. Pengene skal bruges til udvidelse af mit tørrestativ, og egentlig er det mærkeligt, at jeg har fået dem, for det var tredie gang, jeg bad om penge til dette formål. Jeg har på denne måde fået 600 kr til formålet, og jeg har for disse penge lavet plads til over 8 ton fisk. Det ser ud til, at jeg kommer op på en samlet indhandling på ca 25 tons, det er mere end jeg havde drømt om. det meste der nogensinde har været indhandlet her er 14 tons, så det er lige ved at være dobbelt så meget som det meste. I disse dage går det ikke godt med fiskeriet, der er kommet så meget sne, at det næsten er umuligt at komme frem. Hundene kan slet ikke bunde mere, og fangerne går og vader i sne til midt på livet. Nogle fangere som havde været inde ved viskepladsen, brugte 11 timer for at komme hjem igen. Jeg må lige tilføje, at de var taget derind før sneen kom, og at der er mellem 11 og 12 km derind. Det vil altså sige, at de har holdt en fart på 1 km i timen, og det er ikke en hastighed, som får det til at svimle for en. Det er med andre ord slet ikke så godt, og det bliver ikke bedre, før vi får så meget blæst, at sneen kan blæse vek igen. Vi ser derfor med længsel hen til den dag, da det begynder at storme, selv om vi ved, at det vil blive meget ubehagligt så længe det varer.
Vi havde ventet besøg fra Umanak først i måneden, men alle de som havde forberedt en tur hertil, har ombestemt sig. De har medelt os, at de har udsat turen indtil videre, og jeg er bange for, at det betyder, at de ikke kommer før de kan sejle her til. Hvis der kommer så meget vind, at sneen blæser væk, tror jeg nemlig isen går i stykker, og hvis den gør det, bliver der ikke islæg mere i år.
Nå blæse være med det, vi har radioen, og med den kan vi al den kontakt med omverdenen, som er nødvendig for os. Forresten har radioen være elendig i den sidste tid, jeg har måttet gætte mig til hvad der stod i telegrammerne, men da jeg er god til at gætte, er det endnu ikke sket nogen skade. Det er snar værre at sende telegrammer, for jeg må råbe af mine lungers fulde kraft, og når jeg har råbt et telegram igennem, råber de til mig nede fra Umanak, at jeg skal tale lidt højere, for jeg er meget svag, og de kan ikke høre hvad jeg siger. Mine lunger kan sagtens holde til det, det er værre med halsen, den bliver øm og ru, og jeg må hver gang gå til radioen med en nagende frygt for, at det bliver nødvendigt med mere råben. Heldigvis er det bedre igen, jeg kan nøjes med at tale ganske almindelig, og jeg kan tydelig høre vad de siger i Umanak, men hvor længe mon det varer?
i dag har jeg også fået et nyt flag, det gamle var blæst i stykker, ja det kan godt bruges endnu, men nå på onsdag skal vi flage for margrethe, og det skal være med nyt flag, for hun bliver 18 år, og samme dag bliver hun ridder af elefanten – stakkels elefant. Hvis det bliver storm, skal vi ikke flage, så jeg går og håber, at det skal blive storm – ikke fordi jeg ikke vil flage for margrethe, det vil jeg skam gerne, men jeg vil som før sagt gerne have sneen væk.
Vi har bygget nytntørrestativ i dag, og vi slo tidsrekorden fra sidst. Jeg har nemlig udpønsket en ny måde at rejse stativ på. Vi samler det hele på jorden, derefter rejser vi det på en gang og sømmer det fast til den gamle del af stativet. Det går på amerikansk maner, og det tager ingen tid. Det er også nødvendigt at rejse det hurtigt, for arbejdslønnen skal regnes med i prisen, og jo mindre løn der går på, desto mere stativ kan vi få for pengene. Det er med at regne det ud. I dag var vi kun to mand, og det gør det jo også billigere. Nu må i ikke tro, at jeg har afskediget en mand for at gøre det billigere, det har jeg skam ikke, men det passer sig sådan, at en af mine folk har ferie, og på den måde fik jeg en lejlighed til at spare. Jeg kunne godt have taget en anden mand, men hvorfor skulle jeg det, når vi selv kan klare det.
I butikken er der ikke meget at lave, der fiskes ikke, og der er ingen som har penge. Jeg har lige så mange penge i kassen, som jeg plejer at have den 25 i måneden, så det er småt med midler i de forskellige hjem. Siden påske har jeg indhandlet for 11 kroner, og det er ikke ret meget, når der er 20 fangere, som skal leve af det i fem dage. Det bliver vel bedre igen, og jeg håber, at det bedres inden alt for længe, ellers er jeg bange for, at folk igen bliver nødt til at ty til fattighjælp, noget skal de have for at leve, og som det er nu, ser det ud som om fattighjælp bliver den eneste løsning på problemet. Jeg kan gøre ret meget for at hjælpe folk til at tjene penge, men det står desværre ikke i min magt at fjerne sneen, så de kan komme ud til fiskepladsen.
I dag er det solskin, det fryser 16 i skyggen, men hvor der er læ og solskin, er det tøvæjr. Der er ikke ret meget vind, og den smule der er, kommer fra sydøst. Det plejer at være mildvejrshjørnet, men man kan ikke rigtig regne med vinden i denne tid. Den svinger hele tiden, snart er den i nord, snart i øst, snart i vest, det går frem og tilbage.
Der skulle have været konfirmation i Igdlorssuit i dag, konfirmanderne fra Nugatsiak skulle konfirmeres derovre, men det blev ikke til noget. Man regner med, at det vil tage tre dage at køre de 37 km herfra til Igdlorssuit, og der er naturligvis ingen der har lyst til at begive sig ud på en sådan rejse. Desuden kunne præsten ikke komme frem fra Umanak. Så enden på det blev, at konfirmationen blev udsat på ubestemt tid. Ja der vil sige, man taler om, at det skulle være til næste søndag, men jeg tror ikke det bliver ril noget, for slædeføret er blevet værre i stedet for at blive bedre. Nå de stakkels unger lever vel også lige godt, enten de bliver konfimerede eller ej, så der er ikke sket nogen katastrofe.
Jeg har fået en alvorlig skrivelse fra byggelederen, hvori han på ministeriets vegne anmoder mig om at skaffe logi til to danske håndværkere fra den 1. juli til den 1. oktober. Det var meget højtideligt, men jeg lod ham vide, at jeg desværre ikke på nuværende tidspunkt kunne love noget, da min afgørelse i høj grad ville afhenge af hvem der kom. Jeg sluttede med den sædvanlige ministerielle frase om, at jeg håbede, at mine betænkeligheder ved at afgive bindende svar på nuværende tidspunkt, måtte våre forståelige. Jeg tilføjede, at jeg, da den tjenesteblig som var stillet til min rådighed kun bestod af to rum og køkken, ville have vanskelighed der ved af skaffe passende logi, men jeg med fornøjelse ville prøve at arrangere sådan, at det ville blive muligt for håndværkerne at spise hos mig. Endelig foreslog jeg logispørgsmålet løst på den måde, at man fra Umanak udsendte en barak. Jeg har ikke hørt noget fra dem siden, og jeg regner med, at de er blevet trætte at at skrive til mig. Det gør heller ikke noget, for faktisk vil jeg ikke have håndværkere boende, så det vil være spild af papir at forfølge sagen yderligere.
Grunden til, at jeg ikke vil have nogen boende i mit hus, er ikke så meget pladsforholdene, det er mere andre grunde der gør sig gældende, men da det er grunde, som jeg ikke kan anføre i en offesiel skrivelse, må jeg give pladsforholdene skylden. Når jeg fortæller hvad den egentlige grund err, vil i nok kunne forstå, at den ikke kan anføres i en skrivelse, som skal læses af ret mange. Så nu har jeg været på Grønland i næsten fire år, og jeg har set mange gange hvordan håndværkerne bærer sig ad, når de kommer herop. Ingen generaliseren, men altså nogle af dem. Jeg har set, at de tilsyneladende glemmer, at de er gift eller forlovet. De tager elskerinder blandt stedets unge piger, og de mere foretagsomme af dem, nøjes ikke med en, nej de har flere, ofte på samme nat, Desuden er det enkelte af dem som drikker, ikke fordi jeg har noget imod, at en håndvårker der arbejder hårdt skal have en øl til sin frokost, det hr jeg skam ikke noget imod, men det jeg ikke kan lide er, at mange af dem helst skal være fulde mindst en gang om ugen. Det er klart, at hvis en eller begge de håndværkere som kommer her til sommer er af den nævnte kategori, kan jeg ikke have dem boende, og de kan ikke engang få lov til at spise deres mad i mit hus. Hvis de er af den allerværste slags, kan de ikke engang få lov til at blive ved udstedet, det kan jeg ikke direkte forbyde dem, men jeg har midler til at få dem væk, hvis deres opførsel ikke er pletfri. Det er vel overflødigt at tilføje, at jeg har i sinde at bruge disse midler, hvis det bliver nødvendigt.
Jeg håber imidlertid, at det bliver pæne mennesker der kommer, og der er grund til at tro, at det bliver pæne mennesker der kommer, for folk der har opført sig dårligt i tidligere år kommer ikke igen. De bliver opført på en sortelist, og når de søger påny, får de vide, at de håndværkere, som er nødvendige allerede er antaget. Det er med andre ord let og ligetil.
Hvis det bliver gode folk der kommer, kan jeg få megen fornøjelse af dem, og de kan få megen fornøjelse af at være her. De får lejlighed til at se det virkelige Grønland, og de får lejlighed til at arbejde på egen hånd. De vil sikkert føle sig sat uden for alt, men hvis de er af den rigtige slags, vil de inden længe falde til her, og de kommer til at nyde opholdet. De får mange fordele fram for dem der kun kommer til at arbejde i en by, for byerne er ikke så gode at være i som udstederne. Hvis de vil, kan de spare en masse penge fra, for der bliver ikke noget at bruge penge til. Jeg har ingen speritus her, og jeg får heller ikke noget. Det eneste de skal bruge penge till er mad og cigarettet eller tobak, og pengene til maden får de. Alle håndværkere får 9,80 kr om dagen i kostpenge, og det er nok til at de kan leve af det. Med andre ord, deres ophold her kan blive en oplevelse, som de med glæde kan mindes hele deres liv. Med de forhold der er i Danmark, skulle de ikke blive vanskeligt at få folk nok i år, og med lidt forstand skulle det være muligt at sortere de dårlige elementer fra. Jeg håber altså, at jeg vil få en hyggelig sommer, og at de håndværkere der kommer hertil også vil få en god sommer.
Det er forår nu, solen skinner over halvdelen af døgnet, og den varmer. Vi er snart ovre den tid, da det er nødvendigt at have lampen tændt om aftenen, i går aftes tændte jeg den ikke før kl. 10, så længe kunne jeg se at læse uden lys, så faktisk er det allerede lysrere her, end det nogensinde bliver nede hos jer. Jeg nyder foråret, i dag har jeg været ude at køre i fem timer. Jeg havde en dejlig tur ud af det, for jeg har rigtig skindtøj i år, og det er så varmt, at man kan sidde stille på slæden og svede. Det er rart at være klædt godt på, man behøver ikke at læbe bagefter slæden for at holde varmen, og det frøs endda 25 grader i dag.
Jeg var en tur opp med nord, jeg besækte nogle fangere, som bor i et gammelt hus på den nedlagte boplads Najat. De var nu ikke hjemme, jeg regner med, at de var taget på sæljagt, for de var ikke ved deres fiskeliner. Jeg var også en tur uden vest på, jeg var ude for at tale med fiskerne, som fanger hajer ude på fjorden. De havde ikke fanget noget, da jeg var der, men det var først på dagen, så måske de har haft held med sig længere hen. Jeg håber det, for det har været megetsløjt med indhandlingen i denne måned. Det store snefald hindrede folk i at komme ud til fangstpladserne i flere dage. Der var faktisk ingen inhandling fra den 5 til den 15, og der er lovligt længe for folk at gå uden at tjene noget. Det ser dog ud til, at de fleste har klaret den nogenlunde, og nu begynder der at komme lid gang i hajfangsten, så vi slipper nok for at komme til at udbetale fattighjælp i denne omgang.
I lørdags fik jeg fire hajskind, og jeg regner med, at jeg får et par stykker i morgen også. Desværre er sælerne ikke flinke til at komme op på isen, jeg kan ikke forstå, hvad de vil nede i det kolde vand, når solen skinner og varmer oppe på isen. Nå det kan jo være, at de ikke har opdaget det endnu. Jeg venter præstens besøg i neste uge, og jeg regner med, at politiet også kommer.
Noget senere. Det ser ike ud til, at hverken præsten eller politiet kommer mere i denne omgang, isen er meget dårlig, og foreløbig har de ingen planer om at rejse ud. Vi må formodentlig vente med at se dem, til det bliver sommer, men måske det heller ikke varer så længe.
Jeg var ude at køre en lille tur i søndags, det har jeg skrevet før, men jeg fortalte ikke noget om, hvordan slædeføret var. Det vil jeg gøre nu. Hvor der var slædeveje, var føret meget pænt, men kørete jeg lidt bort fra veje, var det næsten ikke til at kommefrem. Der er tykke snelag, det er hårdt enkelte stedeer, men bedst som man kører på det, falder hundene igennem, og de bliver næsten væk i sneen. Nu var det ikke så slemt, hvis deer ikke var andet i vejen. Det er der imidlertid, for på grund av sneens vægt, er der trængt vand op til isens overflade, og hver gang hundene træder igennem sneed, træder de ned i et 25 cm tykt lag snesjap. Der er vel ikke noget at sige til, at de ikke holder af dette kolde fodbad, og da jeg af og til selv måtte af slæden for at hjælpe hundene igang fik jeg selv at føle, hvor ubehageligt dt er. Hvis jeg havde været barfodet ligesom hundene, tror jeg jeg ville være gået i strejke. Nå selvfølgelig klarede vi os ret ind på fast grund igen, og vi gjorde ikke flere forsøg på at skyde genvej.
Det er meget uheldigt, at føret er så dårligt, for nu er tiden inde til fangst av sæl, som er kommet op på isen for at slikke solskin, menda de for det meste holdeer til et stykke fra de mest befærdede veje, er sneen selvsagt til stor gene. Vi har selvfølgelig lov til at håbe, at det bliver bedre, men der er ikke stor mulighed for, at vort håb er begrundet. Jeg hørte på radioen, at der er post på vej op til os med Tikerak, det varer dog nok et par måneder, inden vi får noget af det. Tikerak har en vanskelig rejse, den er kommen ud i stærk modvind, og den kommer ikke ret meget frem fra den ene dag til den anden. Jeg er glad for, at jeg ikke er ombord, for det kan ikke være særlig spændende. Skibet er fuldt belagt, d.v.s. at der er 48 passagerer med, og der er ikke plads til mere end de tyve i salonen. Resten er henvist til at være i kahytterne, men det kan være, at det også er det sted de helst vil være, ialtfald så længe vejret er som det er nu. Spisesalen er helt ude agter, et af de steder, hvor det gynger allermest, men jeg tror næste, at man med villie har anbragt den der, det er nok gjort for at spare på maden, mens man sejler over atlanten. Dem det går værst ud over på en sådan tur er håndværkerne, de har de dårligste kahytter helt henne i forskibet, der gynger det også noget grusomt. Det kan godt være at det er meget praktisk, for det fratager dem nok apetitten, og det er kun godt, de kan nemlig meget vanskeligt komme hen i spisesalen, hvis det bæser ret meget. De skal nemlig over et stykke åbent dæk, og det kan men kun komme over, hvis det er nogenlunde pænt vejr.
De har dog den udvej, at de kan spise sammen med besætningen, deres spisesalon er også på forskibet og den kost de får, er lige så god, som den der bliver serveret henne hos passagererne. Plads er der ikke meget af, men så må de dele sig i hold, det kan lade sig ordne, men som sagt, jeg er glad for, at jeg ikke er med. Julius Thomsen har ligget underdrejet syd for Island i to døgn, men i dag er det lidt bedre, det går atter fremad. Der ville jeg hellere være ombord, selv om det gode skib vælter sig noget så forskrækkeligt når det blæser, er det dog så stort, at man føler sig mere tryg.
Ja det er hårde vilkår vor sæfolk har, det er ikke ret tit, at de har en rejse, uden de også har en storm. Særlig slemt er det for de to her nævnte skibe, de går jo i kystfart hele sommeren, og når de igen skal over atlanten, er det efterår og stormfult. De har aldrig en rolig overfart, de sejler op i forårsstormens tid, og de sejler hjem i efterårsstormens. Her oppe har de storme flere gange om måneden, men de sker selvølgelig, at de bliver i havn et par dage, hvis vejret er for slemt.
Ha Ha, mens jeg sidder og skriver dette, kommer der en mand ind af døren, han vil købe ligklæde. Selvfølgelig spurgte jeg med medfølelse om Tittus var død. (Tittus er en gammel mand, som ligger for døden). Men han var ikke død endnu, det ser imidlertid ud til, at han vil dø i nat, og så syntes vedkommende, at det var med at sikre sig noget ligklæde nu, det ville være rarest at få det, så man kunne få ham svøbt ind, straks han var død. Hjemme ville man neppe bære sig ad på denne måde, men det er ikke første gang, jeg har været udesat for det her oppe. Han fik nu ikke noget, for jeg kunne lugte, at han hadde drukket, så jeg sagde til ham, at han hellere måtte gå hjem og vente til han døde, så kunne han komme igen. Det var han indeforstået med, så nu sidder han sikker og drikker videre, mens han venter på, at Tittus skal dø. Det er lidt komisk, ikke fordi muligheden for, at Tittus dør i aften ikke er til stede, det er den, men selv om manden der kom her, er ivrig efter, at han skal dø, synes jeg ikke han behøver at vise det så stærkt.
Jeg håber for Tittus at han snart dør, for han har det ikke ret godt, han er meget syg, og han er så forkalket, at han ikke kender sin egen kone. Der har været vagt ved ham de sidste mange nætter, fordi han vil tage sig selv af dage, og det kan gode mennesker selvfølgelig ikke tillade, det vill være alt for let en død for en gammel mand. Man passer skam på ham, og man søger med alle til rådighed stående midler at forhindre ham i at dø. Det er det man kalder for næstekærlighed, og det er det, som jeg kaldeer for den dybeste egoisme, men meningene er delte, som på så mange områder. Hvad der er ret og uret spiller ikke nogen rolle, det det kommer an på er hvad der er annstændigt, og hvad der er i overenstemmelse med det man kalder for kristendom her.
Hvis vi ville, kunne vi lære lidt af dyrene, når de mærker, at de ikke kan mere, lægger de sig til at dø i ensomhed. De dør uden præst og penisilin når den tid er, fordi det er det naturlige. Mennesker er klogere, selv når de ved, at der ikke er noget håb, klynger de sig til livet, de vil hellere være et omvandrende vrag, end et smukt lig, nå er der nu noget at sige til det, men gennem de sidste generationer, har mennesket mistet al naturligt præg, eller rettelre al oprindelighed, og de har antaget det man kalder for en højn udvikling, og de er ceviliserede, hvad det så er godt for noget. Ja det emne kunne man skrive mange bøger om, og der var vel alligevel ingen der blev klogere af den grund, simpelthen fordi der ikke ville være ret mange der gad læse bøgerne. Den menneskelige rase som rase betragtet ødelægges langsomt, særlig den hvide. Når det værst ud over den hvide rase, skyldes det sikkert, at det er den rase, som er hårest angrebet af den sot, som kaldes cevilisation. Der kan indvendes en del mod denne påstand, man kan anføre, at det er noget sludder, menneskene bliver ældre nu, end de gjorde for 50 år siden, mennesket, især det hvide menneske er sundere og bedre fysisk udviklet end nogensinde. Disse påstande er rigtige, men hvordan med ånden. Der kan man påstå, at mennesket og stadigvæk særlig det hvide menneske er klogere end nogensinde, vi kan få atomer til at springe, og vi kan sende måner op, jo vi kan en hel del. Men vi kan også dræbe millioner av mer eller mindre uskyldige mennesker, vi kan skændes om ting som ingen verdens ting betyder. Vi råber op om, at vi skal arbejde mindre, vi vil leve bedre, vi vil apkekes ind i vat, vil have alle fordele, men ulemperne vil vi ikke se noget til. Alle vil have, men ingen vil yde. Vi bliver svage og bløde trods vitamintabletter. Det ender vel med, at vi alle dør en skønne dag, fordi der ikke længere er nogen som goder trække vejret.
Selv om det her skrevne er stærkt overdrevet, er den antydede tendens til stede, se blot på Frankrig. Dette land er et godt eksempel på, hvor langt menneskene kan komme ud, og hvor vanskeligt det er for dem at komme ind igen. Der var engang en forfatter der skrev: Jeg så Frankrig falde, vil det rejse sig igen? Så vidt jeg husker, troede vedkommende, at svaret var ja, men jeg tror det er et klart nej. Ialtfald hvis han mente, at landet skulle rejse sig i samme skikkelse, som det havde før faldet. Det er muligt det rejser sig, men i såfald bliver det som en diktaturstat, hvis eksistens absolut ikke er ønsket.
Det kunne måske se ud som om jeg sidder her oppe på jordens top og skuer ud over landene, og med min fantasi skaber nationale uhyrer rundt om i det forarmede Europa. Jeg har skabt et nyt og ikke bedre Tyskland, og nu vil jeg skabe et nyt og Dårligere Frankrig. Det er måske ikke pænt af mig, og jeg forlanger da heller ikke, at i ska tro på mine spådomme.
Egentlig kan det jo være lige meget hvad der sker, vi kan ikke gøre ret andet end at være tilskuere, når spillet er forbi, er det først vi kan gøre noget, men da er det for sent. *I Europa har man danset dødningedans i mange århundreder, og det ser ud til, at det er svært at lægge en gammel vane på hylden. Der kan komme mange krige, og så længe krigene varer, vil alle sige, at dette er den sidste krig. Når den er endt, vil de begynde at forberede den næste. Alle siger, at de hader krigen, en dranker siger også, at han hader sprit, men han drikker det, fordi han ikke kan lade være. Jeg klager ikke over tilstandene, det kan ikke nytte noget, det bliver ikke bedre ved at man klager, jeg ser dem blot som de er, og jeg gør mig ingen forestillinger om, at de nogensinde bliver anderledes.
Lige meget hvad der sker, jeg bliver ikke forundret, og jeg bliver heller ikke skuffet, simpelthen fordi jeg ikke venter mig noget som helst. Vi må leve een dag ad gangen og lade det være godt.
Jeg er parat til at kæmpe for en bedre verden, men jeg er ikke mere i stand til det, fordi jeg ikke tror noget i den retning mere. Hvor er så min ungdoms idealisme? Den har tiden ædt, velbekomme.
Der er nu gået lang tid, siden jeg skrev ovenstående, mere nøjaktig omkring tre uger. JEg begynder at blive bange for mig selv. Skulle jeg virkelig være i besiddelse af overnaturlige evner, og er det muligt, at jeg kan se ind i fremtiden, jeg tror det næsten, ialtfald ser det sådan ud. Jeg tænker på det jeg skrev om Frankrig, i dag står landet på oprørets rand, og i morgen kommer De Gaulle tl Paris for at fortælle pressen hvad han vil. Mon det egentlig er nødvendigt, vi ved det jo alle, men franskmænd er franskmænd, de bliver ved med at snakke længe efter ethvert emne er udutømt. De tror åbenbart, at bare man snakker sker der ikke noget, de er rådne alle til hobe. Det eneste franske som ikke stinker langt væk af degeneration og perversitet er den vin som kommer dernede fra.
Frankrig har fortjent en undergang, og det Frankrig, som alle sobber dyrker som kulturens højborg – har det nogensinde eksisteret andre steder end i snobernes egne syge fantasi. Var det ikke altid de svageste blandt os, de tragbrystede ugidelige aber, som kalder sig kunstnere, var det ikke altid dem der søgte kulturen i parisisk råddenskab og rendestensstank? Lad dem søge deerned nu, så kan det veære, vi kunne blive af med dem for bestandigt, de kunne gå samme vej som den bunke slam der i disse dage skriger op om fransk demokrati og lover korupte regeringer støtte for i næste øjeblik at styrte dem ned i den afgrund, hvor over 40 franske regeringer er havnet siden krigen. Frankrig er Europas byld, nu er der gået hul på bylden – vil Europa dermed være helbredt?
Nå hvad rager alt det gøgl egentlig mig, jeg kan jo hverken gøre fra eller til, det eneste jeg kan er at skælde ud og vente, ingen af delene hjælper.
Foreløbig har jeg nok at gøre her, jeg er i gang med at salte fisk, og det er et drøjt arbejde. Netop da man hjemme blev enige om, at nu skulle arbejdstiden sættes ned til 45 timer, satte jeg min arbejdstid op til 84. Jeg fileterer fisk, så det står efter. De koner jeg har til at skære fisk var efter sigende udlært fra sidste år, men de kunne ikke klare mere end tre til fire fisk i timen pr person, og det mente jeg var for lidt. Det er imidle tid vanskeligt at kritisere noget, man ingen forstand har på, så jeg var nødt til at give mig til at lære kunsten selv. Det tog heller ikke lang tid, og resultatet var godt, nu er farten sat betydelig op, idet hver person nu skærer 7 til 8 fisk i timen. Jeg kan selv klare ti, men det forlanger jeg ikke, at de timelønnede skal kunne, når bare de kan tage 6 – 7 synes jeg det er godt. Det bliver til 40 kg i timen pr person, og med fire i arbejde bliver det til 160 kg eller 600 kg pr dag. Det tager nemlig lige så lang tid at vaske fisken som det tager at skære den. 600 kg pr dag er nok til, at vi kan tage al den fisk der kommer. Jeg skal være glad, hvis vi kan holde den fart hele fisketiden til næste år. Så kan vi nå at produsere over 50 tons, og det er vist det meste vi kan ønske at komme op på. I år bliver det ikke til ret meget, for jeg spurgte i efteråret, om der var salt nok til der atter kom skib, og jeg fik det svar, at der var rigeligt. Det passede ikke, der mangler mindst ti tons, og det burde min forgænger have vidst. Når han ikke vidste det skyldes det, at han ikke anede hvor meget salt der blev brugt, simpelthen fordi han ikke selv havde deltaget i hellefisksaltningen sidste år, men havde de lejede selv klare det hele. Der er nogen, som slipper let gennem tilværelsen, jeg kan bare ikke forstå, at der findes mennesker, som vil arbejde med noget, som de ikke ved hva er. Hvis jeg havde ladet dem luske sig fra det, som de selv ville, skulle jeg have haft dobbelt så mange folk for at klare arbejde, for de har en fantastisk evne til at gøre alt muligt dobbelt så vanskeligt, som det i virkeligheden er.
Jeg vil ikke sige de er dovne, det er de nemlig ikke, men de forstår simpelthen ikke at arbejde. Hvis de er under en fornuftig ledelse, kan de præstere et godt dagsværk, men hvis de selv skal bestemme det hele, bliver det ingentin til. I vinter så jeg et godt bevis på, at de ikke har ret meget træning i at bruge hovedet. Petroleumspumpen var stoppet, og de kom og spurgte, om de ikke kunne låne nøglen til bødkerværkstedet, for de skulle have fat i en skruenøgle. Jeg ville vide hvad de skulle bruge den til, og de sagde, at de var nødt til at tage pumpen ned. Det er et arbejde, som ville tage mindste en time, så jeg gik ned og så på sågerne. To minutter efter var pumpen atter i orden, det eneste der behøvedes var at løsne en enkelt skrue, og den sad ikke mere fast, end det kunne klares uden værktøj. De gloede måbende efter mig, da jeg begyndte at pumpe petroleum op, og de sgade, at de plejde altid at tage pumpen ned når den var stoppet, de havdeden andre bestyrer sagt til dem, at de skulle gøre. Jeg svarede dem ikke, for det er ingen nytte til at fortælle dem, at det ikke var alt det de gamle bestyrer foretog sig, der var rigtigt.
Tiden går videre, og mens dette skrives ringer dødsklokkene over Frankrigs fjerde rebublik, det demokrati som tusinder har givet deres liv for at skænke deres efterkommere går til grunde, fordi efterkommerne ikke havde styrke til at bevare det. Vil de nu, når de styrtes ned i diktaturets mørke, opdage hvad de har mistet, og vil de modnes, så de atter kan tilkæmpe sig en plads blandt de demokratiske nationer? Lad dette spørgsmål stå åbent, det kan ingen besvare i dag, kun fremtiden kan afgøre det.
En ting står fast, Europa er rystet i sin grundvold, og det der er sket i Frankrig har brakt os et skridt videre mod en ny krig. Hvor længe vil det endnu vare, før Tyskland løfter hovedet? Jeg tror ikke det varer længe, og hvad vil der så ske? Lad være med at tænke på det, hvis i kan. Alle burde vide, at det ikke kan blive ved med at gå som det går, men de fleste vil ikke se det. Når engang de alle ser det, er det for sent, ja det er det måske allerede nu, jeg kan ialtfald ikke se nogen løsning på problemerne. Verdens såkaldt kloge mænd bestiller ikke andet end at snakke, de holder taler, og alt hvad de siger kan sammenfattes i et ord, nemlig Ord.
I synes vel, at jeg for mørkt på situationen, men jeg kan ikke se noget lyspunkt nogen steder, kan i? Jeg vil lade det hvile, jeg kan ikke forandre noget ved det hele, og der er vist heller ingen andre der kan.
Jeg takker for brevene, som jeg modtog i går den 27. maj. Det gør ikke noget, at i ikke sendte breve med luftpost den 28. marts, den kom nemlig aldrig frem. Grunden hertil kender jeg ikke, og det kan også være lige meget. Jeg havde ventet, at jeg ville få vide, hvem der sidder i sognerådet nu, det stod der imidlertid ikke noget om, men det er måske de samme som før. Det er ikke så godt med det andet du skriver om, men helt galt er det alligevel ikke, det var værre, om pengene ikke havde været tilstede. Jeg ved godt, at, at det ikke forandrer noget ved den juridiske side af sagen, og det bør heller ikke gøre det, men alligevel.
Jeg fik brev fra Inga, hun skriver masse om Tor, selvfølgelig, men ellers var det forbavsende hvor lidt hun havde at skrive om, der sker åbenbart ikke ret meget i Norge mere, det er ikke som dengang jeg var der. Hun skriver, at hun håber det er sidste gang jeg er i Grønland, men hvorfor hun håber det, skriver hun ikke noget om. Jeg er lidt spændt på at høre grunden til dette håb. Jeg ved ikke selv noget om, hvornår jeg er her for sidste gang, det kan man jo ikke få at vide, før man skal til at rejse igen. I øjeblikket befinder jeg mig meget godt, jeg glæder mig daglig over, at jeg ikke er hjemme i arbejdsløsheden. Selv om jeg ikke tjener alverden her, tror jeg dog det bliver til mere end understøttelsen ville blive til, og så længe det gør det, er jeg såmænd meget godt tilfreds. Jeg har jo da også noget at få tiden til at gå med, de har de der får understøttelse ikke, så alene på den mådee har jeg et fortrin frem for dem.
Envidere fik jeg vide, at Erland havde sat antennen op, det undrer mig, at den stadig kunne bruges, hvis jeg var ham, ville jeg ikke sætte sådan noget gammelt stads op., den har så vidt jeg ved ligget i fire år, men forhåbentlig har den været fremstilled af rustfrit materiale. Desuden skrev hun, at de rejser hjem til sommer, jeg kunne godt tænke mig at se Tor igen, men jeg får vist ikke tid til at rejse, jeg kan ikke så godt være fra forretningen så længe ad gangen.
Jeg fik også et brev fra Johannes, han har være på skole i vinter igen, og han havde haft det hyggeligt. Han syntes ikke så godt om landbrugspriserne, men han trøstede sig med, at de endnu kunne få det de kunne spise, og så længe de kunne det, syntes han ikke det var så galt. Han er tilsyneladende lige så nøjsom som jeg, men nøjhsomhed er en dyd, så det er helt i orden.