Isortoq, den 10. februar 1962

Kære alle tre.

Mit hus er klædt i ispanser som er flere cm tyk. Al havisen er blæst væk, og bølgesprøjtet har stået som en hvid tåge over hele øen. Bølgerne har været voldsomme, og jeg har kunnet mærke bølgeslagene, når jeg om natten har ligget og ikke kunnet sove grundtet larmen. Nu håber vi alle, at det må være slut, det er uudholdelig at ligge gravet net i flere uger, man bliver rasende af det, og det værste er, at raseriet ikke hjælper en smule. Jeg vil ikke påstå, at det fremer ens kristelige sindelag, jeg kan vågne ved, at jeg bander i søvne, fordi det hele bliver så besværligt. Føj – det er ikke pænt, man burde i stedet bede eb bøn – det er der sikker andre der har gjort, men det har tilsyneladende heller ikke hjulpet. Hvad skal man så, ja det eneste man kan gøre er at vente, men det er ikke nogen behagelig løsning på problemet. Hvorfor lever i det hele taget mennesker sådan et sted? Der er da plads nok andre steder i verden, hvor klimaet er bedre, og hvor der er bedre muligheder for at berge føden. Nå – de bor her, og da de er mennesker, og besidder alle menneskets egenskaber også deres stædighed, bliver de sikkert boende, så lenge verden står.

Jeg bliver ikke boende, allerede nu er jeg ved at forberde min flytning. Ganskevist ved jeg ikke, hvor jeg skal flytte hen, men det er ialtfald sikkert, at jeg skal flytte bort. Jeg har været her tre år, og det er ialtfald de to for meget. Om fire eller fem måneder skal jeg rejse, jeg glæder mig meget, ikke så meget fordi jeg er ked af at være her, som fordi jeg skal ud at rejse. Findes der noget bedre end at rejse – særlig da ikke når rejsen går hjem efter nogle år uden for landets grænser, eller når rejsen en gang før eller senere fører en til Norge, for det gør den skam også, måske allerede i august.

Ja, vi får se. Som sagt har jeg ikke hørt noget endnu, der har endnu ikke været postforbindelse til Angmagssalik i år, og radioforbindelse har jeg ikke haft siden den 27. dec. da min motor er gået i stykker og ikke kan repareres før jeg får reservedele fra Angmags alik..

Det ligger med andre ord lidt tungt med forbindelsen med omverdenen. Helt afskåret er jeg dog ikke, der er en sjælden gang en slæde, som kører til loranstationen, så jeg kan da sende telegrammer den vej, og det har jeg benyttet mig af i dag, da jeg har sendt telegram til fars fødselsdag.

Der er ellers ikke noget særligt at berette, jeg keder mig efteerhånden, det bliver lidt ensformigt at være et sted så længe, men nu synes jeg ikke det er så galt, jeg kan da se en ende på det nu, og nu dagene bliver lysere, og der atter bliver forbindelse til loranstationen og Angmgssalik, får jeg lidt selskab igen.

I må undskylde de mange mærkelige stavefejl, de skyldes, at jeg har frosset mine fingerender, så de er føelsesløse, jeg kan derfor ikke rigtig styre dem, så det hænder, at de rammer forkerte sted… Det er ikke noget alvorligt, men så længe det nye skind ikke er vokset ud, er det lidt ømt. Det er mærkeligt, at man aldrig lærer at være forsigtig, men jeg synes det ikke er så koldt, og før man ved af det, er skaden sket. Fingrene bliver hvide, og man mærker ikke, at man har nogen i det hele taget – før det er gået nogen tid efter at man er kommet ind i varmen, så bliver man mindet om det på en højest ubehagelig måde. Nå, det er helt i orden, den som ikke vil høre må føle – står der skrevet, der kunne også stå lære at tage vanter på, når det stormer.

Jeg har åbnet postkontor fra 15 oktober, men det er først nu, jeg sender den første ladning post afsted. Det er lidt dyrt at sende post pr fly, der er breve fra loranstationen for over 200 kr, men der er også mange som sender film hjem, og det koster 5 til 6 kr pr stk. Nu venter jeg bare på, at det skal blive så godt vejr, at vi kan få brevene s endt til byen, og vi vil også gerne snart have de brevem som ligger til os derinde, og det er nok mange, for vi har ikke fået nogen, siden den 4 december, da en amerikansk flyver nedkastede nogle breve til os over osuiagssuak.

Nu håber jeg, at der bl. a er et brev eller to fra Norge, det er måske nok ikke så længe siden, jeg har hørt fra jer, men faktisk kan det ikke ske for tit. Det frisker op at få breve, og i denne tid er det den eneste for for literatur, som jeg har nledning til,.

Skriv snart, jeg kommer, jeg kommer – men først skal vi have sommer. Tiden plejer at gå hurtig, men jeg synes den snegler sig afsted nu. Der er ingen tvivl om , at den nok skal få fart på, når først min ferie er begyndt, sådan er det altid. Foreløpig må jeg nøjes med forventningens glæde. Der er dem der påstår, at det er den største, jeg er ikke en af dem, men jeg skal indrømme, at den tid man går og venter på at få ferie også har sin charme. Hils Snilden, og hvis min gamle kusine Edith stadig befinder sig i landet, kan I jo hilsen hinner osse. Og så en hilssen til dem ovenpå samt Ove og Dagny. Jeg tænker tit på jer allesammen og jeg tænker tit på Norge. Det er fem år siden, jeg har været i Drammen sidst, så der er nok en del, som jeg skal kigge lidt nærmere på.