14.maj 2024

Bygdebestyrer Bent Jæger var en markant personlighed (jydsk personlighed), der med stor  ansvarsfølelse og dygtighed varetog sin stilling.  *)

Som menneske var Bent Jæger rar, omgængelig og ganske munter. Tillige var han en god vært for de gæstende embedsfolk mv fra Angmassalik, der kom et par gange om året for at tilse til bygden, og for de ekspeditionsfolk, der passerede Isortoq, 

Bent Jæger var meget vidende og elskede en god diskussion om alverdens ting om aftenenen, hvor snakken gik mens mørket faldt på. Og det eneste lys kom fra sprækker i kakkelovnen ude i køkkenet.

Som noget helt usædvanligt havde Jæger “tørlagt bygden”, så der ikke fandtes en dråbe alkohol eller øl hverken i butikken eller privat hos Jæger. Beboerne havde vænnet sig til det, og vidste, at alkohol var til stor skade for det grønlandske samfund. Men til trods for det, var Isortoq den eneste bygd i Grønland, hvor nogen bygdebestyrer havde udvist et sådant mod og derved havde skabt en sund, velfungerende bygd.

For en mindre gruppe af de 16 menige medarbejdere på radiostationen (loranstation), syv kilometer borte, havde vi et fornøjeligt forhold til Jæger. En eller to af ad gangen besøgte vi ofte Jæger og hans bygd i flere dage for at opleve det gemytlige og spændende samvær med alle vores grønlandske venner og Jæger, som vi boede hos. På den måde var Isortoq samtidig en fristed, hvor vi kunne få frisk luft efter dagligdagrns trivialitet på stationen og de spændinger, der forekommer i mindre isolerede grupper mennesker, der er sammen dag og nat i flere år.

I grunden var det en ensom opgave at være ugift bygdebestyrer. Som ansvarlig for selve bygden plus butikken og for et omfattende indkøb af sælskind måtte Bent Jæger indgå i et korrekt men venligt forhold til indbyggerne, så der ikke var meget privat kontakt. Jeg ved ikke, om han kunne tale grønlandsk, men jeg hørte ham aldrig gøre det.

Midt i det hele havde Bent Jæger et forbandet problem. En drøm og en umulig kamp for at realisere den. Drømmer var, at blive så velhavende, at de fine folk (bønder)? på hans hjemegn ved Viborg ville respektere ham så de lettede på hatten, når de mødte ham. Det umulige lå i, at Den Kongelige Handel betalte deres ensomme, hårdtarbejsende bygdebestyrere en urimelig ussel løn

Bent Jægers forgæves kamp bestod i, at han sparede uden grænser, ved et lade være med at spise. Kun når en af sælfangerne stak han en luns sælkød, eller nogle af os fra radiostetionen kom på besøg med en pakke proviant , som vi havde “lånt” på vores lager, fik han ordentlig mad. De mange dage ind imellem beroligede han maven ved at drikke Samarin i ret store mængder og næsten ikke andet! (Samarin er et pulver der opløses i vand og anvendes mod halsbrand og sure opstød). Samtidig var Jæger ikke absolut ikke i god form da han kun bevægede sig to gange frem og tilbage de halvtreds meter fra hans hus og hen til butikken.

Slutbemærkninger.

Angående dødsårsagen ved jeg ikke om den blev fastlagt, men influenza ken det ikke have være da en så smitsom sygdom som influenza ville have hærget befolkningen i Isortoq og i resten af distriktet meget hårdt, da isolerede mennesker ikke har udviklet antistoffer. Og det var der ikke tegn på.

Jeg har absolut ingen medicinsk viden, men aner dog, at Bent jægers livsform med konstanf fastelignende spisning, har haft indflydelse på sygdommens udvikling. I øvrigt var Jæger indlangt på sygehuset i Angmassalik et år før, hvor han vist fik nogle håndfaste rår om spising. 

*) Den noget nedvurderende betegnelse Udsted, blev for mange år siden udskiftet med Bygd.

Afslutningen på Bent Jægers liv er beskrevet i store træk i vedlagte udskrift af passager fra min dagbog fra 1962.

Som du vist har nævnt, ønskede Bent Jægers familie ikke at få ham hjem, med mindre han kunne komme inden en uge, hvilket var totalt umuligt midt om vinteren.

Men da jeg besøgte Isortoq i 2003, kunne jeg ikke finde graven og ingen i bygden kendte noget til den. Jeg håber, at Bent Jæger nu er begravet i Danmark, da hans største frygt var, at det skulle blive i Grønland. Han var tilmed i gang med et digt, hvor han var kommet 90 vers, hvis eneste tema var at komme hjem fra Grønland.

Det blev oplyst fra Angmassalik, at Bent Jæger skulle begraves i Isortoq da familien ikke ønskede ham hjem, hvis det ikke kunne ske indenfor en uge, og det var umuligt da storisen ligger mange kilometer ud langs kysten og isolerer Østgrønland totalt fra november til omkring juni. Han blev derfor gravsat på klippeskråningen bag Isortoq.

Jeg har i øvrigt stadig bogen Den røde Rubin, som Bent Jæger lånte mig.

 

Per Danker