Februar og deler av Mars 1958.

Fiskeriet går godt, jeg fik indhandlet lidt over tre ton i januar, og det er meget godt resultat. Det har aldrig været præstered før, så faktisk er det enestående. Den nye måneden begyndte godt, der blev indhandlet over 300 kg den første dag. Det var dejligt at skrive månedraport denne gang, jeg behøvede ikke bruge tvetydige ord og lange omskrivninger for at få det til at se pænt ud. De første to gange måtte jeg finde på mange undskyldninger for at dække over den manglende indhandling.

Nu det var nu ikke fordi det var dårligere end det plejer at være ved denne årstid, men de høje herrer vil gerne have at vide, af hvilken grund det ikke er bedre. Så man må finde på smukke formler, som ikke siger hverken det enen eller det andet, men som overfladisk set ser ud som tilforladelig forklaring. Inden for statsvirksomheden elsker man ordskvalder, og når det nu kan glæde dem, hvorfor skulle man så ikke give dem noget. Jeg tror nu ikke direktøren lader sig blæde af den slags, men- det er der andre der gør, så lad dem da for pokker få det.

Hvis det bliver ved med at gå lige så godt, som det går nu, behøver jeg ikke at ty til den slags midler mere, og det er godt det samme, for selv om det kan være morsomt nok at skrive et par foliesider som ikke siger hverken det ene eller det andet, så er det morsommere at skrive en halv, som siger en hel masse.

Jeg har indsendt mit års regnskab, men jeg er ikke klar over, hvordan resultatet blev, jeg mangler nemlig nogle tal, som de ikke har sendt ud til mig. De ordner nu resten af regnskabet for mig, men jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan resultatet bliver. Underskud skulle der ikke gerne være, men man kan aldrig vide. Hvis der er underskud, betyder det ikke nogen katastrofe, det betyder bare, at jeg må lægge min forretningsmetode lidt om, og når jeg gør det, er jeg sikker på at der ikke bliver underskud til næste år. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på hvilken ændringer, der skal foretages, det kan jeg altid skrive nærmere om, når det viser sig, om det bliver nødvendigt lave nogen i det hele taget.

Jeg venter besøg af lægen i løbet af februar, han har sagt, at han kommer omkring midten af måneden. Jeg er spændt på at se og tale med ham igen, for det er længe siden, jeg har talt med en dansker. Jeg kommer meget sammen med kateketen her på stedet, og han taler godt dansk. Han er også en både klog og fornuftig mand. Han gør et stort arbejde for befolkningen. Han holder aftenskole og oplæsningsaftner, og han vejleder dem på mange måder. Der er folk, som har påstået, at han udnyttede befolkningen, men denne påstand er ikke alene overdrevet, den er lodret løgn. Den er så meget løgn, som noget kan blive, idet den er det stik modsatte af hvad der virkelig er tilfældet. Når jeg igen møder de mennesker, som har påstået at der var tale om udnyttelse, skal jeg bede dem nærmere forklare den påstand, og jeg skal få dem til entan at tage ordene i sig igen eller bevise deres ord. De bliver nødt til det første, for det sidste kan de ikke. Iøvrigt er jeg ikke bange for, at de skal indlade sig på en fornyelse af deres besyldninger, dertil kender de mig vist for godt.

Vejret er stadig godt, der kommer en lille storm engang imellem, men særlig koldt har det ikke været, den laveste temperatur vi har målt her i år er minus 28, og det må siges at være forholdsvis mildt. Solen skinner dejlig hver dag, og selv om den vel ikke ligefrem bager, synes jeg dog den luner en lille smule. Jeg tror en af de koldeste dage vi har haft, var den 2 februar. Da frøs det 22 grader, og det stormede og sneede, det var rigtig kyndelmissevejr. Det var nærmest noget i den retning af den dag i 1941, da far lagde kabaler med vanter på, men her virker det ikke så grusomt, fordi vi er vant til lave temperaturer, og er klædt på til at modstå dem. Når jeg tænker på, hvor lidt tøj vi gik med i de kolde vintre, begriber jeg ikke, at jeg er levende i dag. Nå kan det godt være, at vi til tider bunkede en masse tøj på os, men det var vist ikke msærlig hensigtmæssigt. Jeg har fået skindtøj syet, jeg bruger det ikke til daglig, men når jeg skal ud på slædeture, skal det blive dejligt at komme i det.

Jeg har fået en renskinds anorak, et par hundeskindsbukser, to par kamikker og et par overtrækskamikker. De sidste er ikke mfærdige endnu, men de bliver det inden jeg skal rejse til Umanak. Der er ikke stor mulighed for, at jeg kommer til at fryse under turen, og det er heller ikke meningen, jeg skulle det, for det er ikke behageligt at fryse i et eller to døgn i træk. Jeg har to par strømper, som er syet af fåreskind, som vender ulden indad, dem bruker jeg i mine kamikker. Når jeg har dem på, fryser jeg ikke tæerne, selv om jeg står stille i længere tid i tyve graders kulde. Jeg har også fået min slæde gjort fin, den er istandsat og hvidmalet, så den ligner et rigtigt søndagskøretøj. Ny pisk har jeg fået, den er jeg bleven foræret af en fanger, fordi jeg sendte hans lille syge dreng en lille gave. Drængen kom forresten på sygehuset, men nu er han rask igenz. Jo eg har udstyret i orden, men jeg mangler endnu lysten til at komme ud at køre, det er for tidlig på året. Jeg kan bedst lide at køre i marts og april, da skinner solen så dejlig varmt, og man kan sidde og tage solbad mens man kører.

Jeg har vist fortalt jer om de fangstmetoder, man anvender, når man fanger sæler, fisker hellefisk og hajer, så det skal jeg ikke komme ind på. Jeg vil derimod fortælle jer lidt om, hvordan man driver fangst og fiskeri her ved stedet. I denne tid er det fiskeriet, som er det vigtigste, og de fleste kører ind øst for øen og sætte deres liner. Det tager vel en time eller halvanden at køre turen, så der er ikke så langt. Der inde lå der til for nogle få år siden en lille boplads, som hed Nuliarfik. Denne boplads er nu nedlagt, men endnu er der et hus tilbage. Dette hus bruger fiskerne til overnatting, for det sker nemlig tit, at de rejser derind en dag for først at vende tilbage den næste. På den måde kan de, hvis de er heldige få fuld læs på slæden hjem. Som jeg før hat fortalt, er det ikke store penge, man kan tjene ved fiskeri i denne tid, dertil eer prisen for lav, men der kan altid blive så meget, at der er nok til føde og brændsel. Fiskene er store, jeg fik en i dag, som vejde 13 kg, så det er ikke rødspætter der fanges.

I går kørte mange fiskere ind til fiskepladsen, og jeg venter, at de kommer hjem i morgen ved ottetiden. De plejer at komme hjem ved den tid, for så kan de komme af med fisken inden de tager hjem for at sove og spise. På den måde bliver indhandlingen noget ujævn, der kan være en dag, hvor der ikke kommer mere end nogle få kg, og en anden hvor der kommer 5 til 600 kg. Det gør ikke noger, for vi har ikke noget arbejde med fisken, fiskerne skal selv hænge den op på stativet, så det eneste vi skal gøre er at veje den. Det tager ikke lang tid, vi plejer nemt at kunne gøre det på en lille halv ,time.

Udstedet Satut fik fiskehus opført sidste år, og nu skulle de kunne salte hele året. Der er bare den lille hage ved det, at de ikke har sørget for, at der er salt nok. De saltede i 14 dage, så var saltet opbrugt, og nu ligger det dyre fiskehus der til ingen nytte. Det er trist, og det burde ikke kunne ske. Jeg kan ikke tro, at man investerer 50 til 60000 kr i et hus, for at det på grund af saltmangel skal ligge ubenyttet hen. Hvis der bliver bygget fiskehus her til næste år, skal jeg nok sørge for, at vi har alt det salt vi skal bruge, for jeg tror ikke jeg vill kunne holde ud at gå og se på et dejligt fiskehus, som jeg ikke kunne bruge. Desværre kan den slags ting ske, men det skal indrømmes, at ikke burde ske, for det er spild af penge, og det må også være ærgeligt for stedets fiskere. De må nu sælge deres fisk til 15 øre pr kg i stedet for 35 øre, det er en prisforskel som kan mærkes, og det er ikke den slags, som fremmer lysten til en større produktion. Nå sket er sket, jeg håber, at det ikke skal gentage sig.

Ja i kan vel ikke se, at der er gået en tid, siden jeg sidst skrev, men det er der. Der er ikke sket noget særligt nyt, der er heldigvis sjældent, at der sker større ting her. Livet går sin rolige gang uden sindoprivende tildragelser,, og jeg tror det er sundest sådan. Alt for store omvæltinger forstyrrer alt for meget, man bliver bragt ud af den daglige ro, og det er ikke sundt, hvis man skal nyde livet, må man kunne leve deet i fred og ro, hvis man kan det, får man nemlig tid til at lægge mærke til alle de små ting, og der er som mange siger, i de små ting værdien ligger. En rødmende himmel en morgenstund, fjeldenes rødmen, når de rammes af solens første stråler, et smukt nordlys ved nattetide, og mange andre ting, som man daglig kan iagttage, er værdier, som kun kommer til deres fulde udnyttelse, når man i ro kan nyde dem. Jeg ved godt at der ikke altid er tid til den slags ting i den fortravelde verden, som ligger gemt et sted langt nede mod syd bag de fjelde som rødmer så smukt for os, men her oppe er der tid til det, og vi nyder det.

Solen stiger højere for hver dag som går, og den begynder også at varme. I den sidste tid har vi haft vidunderligt vejr, det fryser ikke mere end fire til ti grader, og vinden har ikke rørt på sig siden sidste søndag. Det er den rene svir at stå i butikken i sådan et vejr, der er overhovedet ikke koldt, jeg behøver ikke engang at tænde min bessovn. Selvfølgelig kan vi ikke vente, at dette vejr skal forsætte, og det gør vi da heller ikke, men så længe det er godt, er der ingen grund til at gå og tænke på, hvordan det kan blive, den tid den sorg.

Jeg har vist ikke omtalt min fremgang i sproglig henseende. Der er stor fremgang, og det kan jeg takke kateketen for. Jeg går til undervisning hos ham tre aftner om ugen, og vi studerer sproget på alle ledder og kanter. Det er et yderst vanskeligt arbejde, men jeg er nu nået så langt, at det er begynder at blive interessant. Grammatikken er en labyrint, og så er det endda dem der påstår, at der ikke er grammatik i grønlandsk. Jeg er begyndt at få mistanke om, at de der møder med den påstand er folk som ikke har ret meget kendskab til det grønlandske sprog. De har sikker været for dovne til at gøre et forsøg på at lære det, så udslynger de bare den påstand for at dække over deres egen dovenskab.

Sproget er også langt mere nuanceret end jeg regnede med, men jeg er ikke nået så langt, at jeg kan nævne eksempler endnu. Det kunne være sjovt at vise jer et lille eksempel på grammatik. Jeg ved godt, at i fårstår ordet jeg nu skal søge at bøje, men det gør ikke noget, i får alligevel et indtryk af, at det slet ikke er så let at finde ud af. Jeg prøver med et tillægsord, nemlig ordet adlyde. Det bliver bøjet på følgende måde jeg du han vi i de og spørgende du han i de. Det ser sådan ud nalagpunga nalagputit, nalagpok, nalapugut nalagpuse nalagput og spørgende nalagpit nalagpa nalagpise nalapat. Det er meget enkelt, men der er meget mere endnu. Selv om jeg adlyder hedder nalapunga- så hedder det ikke sådan, hvis jeg adlyder ham, nej så hedder det nalagpar fordi det er ham jeg adlyder. Personendelsen er nemlig ikke alene afhængig af grundledet, men også af genstandsledet. Som jeg før har fortalt dannes de grønlandske ord ved tilføjelser, de såkaldte suffixer. En sætning som «jeg vil gærne handle» er på grønlandsk et ord, og det ser sådan ud, jeg skriver ser, for jeg tvivler på, at i kan få det til at lyde, det kræver nemlig en vis øvelse. Altså pisiniarrumagaluarpunga, det er meget praktisk, men det kan ikke nægtes, at det ser lidt halsbrækkende ud, dog er det ikke så slemt, som det ser ud til, og det er ialtfald for mig en stor trøst. Hvis man spørger en om han har noget at sælge, kommer det til å se således ud tunissagssaKangilanga. Det store K er ikke noget stort k, det er et kra, jeg ved ikke, om i husker, at jeg for mange år siden opfandt et bogstav af det navn, nu har jeg fået brug for det, for det forkommer hyppigt i det grønlandske sprog.

De få eksempler jeg her har vist, kan forhåpentlig give jer et lille indtryk af de vanskeligheder jeg kan komme ud for, når jeg skal sende et grønlandsk telegram. Tænk jer blot, at bare et bogstav i et sådant ord er skrevet utydelig. Jeg har ingen chanser for at se det, men det kan forandre hele ordets mening. Derfor er det en stående regel, at alle telegrammer, som skal sendes skal være skrevet med blokbogstaver, og at afsenderen selv må møde op med dem, så vi sammen kan gennemgå dem inden jeg renskriver dem på maskine. i begyndelsen var det lidt vanskeligt, men nu går det meget godt, det er sjældent, at jeg ikke kan læde telegrammet op uden at stave et eneste ord. Det har endda hændt, at jeg har fundet stavefejl i et telegram, som jeg har måttet bede afsenderen rette inden de afleverede telegrammet. De forstår ikke, hvordan jeg kan vide, at de har skrevet forkert, men jeg har mine egne metodeer, og jeg røber dem ikke. Det er heller ikke gået op for folk, hvor meget jeg forstår, og jeg skal nok vogte mig for at fortælle dem det. Jeg får nemlig nu en hel masse at vide, som jeg ellers aldrig ville ane noget om, og den slags oplysninger er af stor verdi, så dem vil jeg meget nødig gå glip af.

Så er der mit skæg, i kan tro det er flot, jeg tror ikke der ermange der har så flot et fuldskæg, ja jeg sagde fuldskæg. Jeg har ikke barberet mig siden den førdte november, så i kan nok forstå, at jeg har et ordentlig skæg, jeg er ved at tro, at det er større end Nystrøms, og hans er endda mange år gammelt. Jeg kan forstå, at der går vilde rygter om mit skæg i hele Umanak distriktet. alle der kommer her, ved at jeg har skæg, og de er glade når de ser, at det er større end rygtet har fortalt. Jeg venter nu på danskernes besøg, jeg er spændt på, hva de vil sige, der er kun præsten og lægen der har set mig med skæg, og da de så det, var det ikke mere end fire uger gammelt. Mit overskæg er snoet, og det er så stift, at det bliver siddende. Jo jeg er skam en flot fyr, jeg gad nok vide hvad Tor ville sige, hvis han så mig nu, jeg tror ikke jeg turde lade ham køre bil, for så kunne han nok ikke lade mit smukke skæg i fred.

Jeg længes lidt efter Tor, jeg tror han ville befinde sig godt her, han kunne køre med hundene og hjælpe mig med at veje fisk. Det kunne være morsomt at høre, hvad han ville sige, hvis han kom ud med slæden, eller hvis han så en hellefisk på 13 kg. Den ville være en del større end han, så det kan godt være, at han ville være bange for den. Ja der er mange ting her, som jeg gerne ville vise ham, men han kommer vel ikke. Jeg er sikker på, at hvis han kom, ville alle kvinder her kappes om at forkæle ham, de elsker børn, og en lille dreng med lyst hår kan de slet ikke stå for. Jeg tænker også, at han ville lære grønlandsk før sin onkel, jeg har set mange eksempler på, at en lille fyr på fire fem år har været tolk for sine forældre.

Nå nu vil jeg holde en lille pause, jeg kan ikke holde ud at skrive mere lige nu, men når jeg får hvilet nogle dag, kommer jeg igen, og så skal jeg fortælle lidt om hvilke indtryk pressemedelserne hjemmefra gør på mig.

Ja så må jeg igang med den vanskelige opgave som jeg har givet mig selv for. Det lyder så let, når jeg skriver, at jeg vil fortælle lidt om hvilke indtryk pressemedelser fra Danmark gør på mig, men det er vist slet ikke så ligetil. Nu da jeg skal igang med opgaven, synes jeg vanskelighederne tårner sig op for mig, hvor skal jeg begynde? og hvad skal jeg i det hele taget skrive om emnet. Det er mere vanskeligt end jeg hvde regnet med, men nu på hovedet ud i det.

Det er en selvfølge, at jeg søger at holde mig lidt orienteret om hvad der sker ude i verden, og det er vel lige så naturligt, at de begivenheder der finder sted i Danmark har min særlige interesse. Selvfølgelig kan jeg ikke følge med i alle ting, radioavisen er ikke noget lokalt nyhedsburau, men i det store og hele, giver den dog en god orientering om døgnets hændelser. Og hvis man lytter med lidt fantasi kan man udmærket med disse nyheder som grundlag, danne sig et bille af, hvordan forholdene er, og hvordan de udvikler sig. Det billede jeg har dannet mig, har ikke noget lyserødt skær over sig. Fremtidsudigterne synes ikke være lyse, krisen vil komme. Nu kan det godt være, at i vil sige, det har den hvalp ingen forstand på, men lad vær med det, for jeg er bange for, at det kommer til at vise sig, at jeg får ret, ja jeg har det måske allerede, for egentlig er krisen vel begyndt. Mon ikke den begynte i foråret 1957, jeg tror det. De beretninger jeg får tyder ialtfald på, at den er igang. Nu er det muligt, at jeg tager ordene for alvorligt, men hvis jeg gør det, skyldes det, at jeg ikke har nogen lej4lighed til selv at undersøge forholdene nærmere.

Jeg har forstået det sådan, at landbrugspriserne er faldet yderligere siden efteråret, at arbejdsløsheden er steget betydelig, at investeringene er stærk hemmet på grund af mangel på likvid kapital, at købelysten er i aftagende, at inflasjonen er standset, og st deflationen er begyndt. Hvis denne opfattelse er rigtig, og jeg tror den er det, kan det kun betyde en ting, nemlig at vi er kommet ind i en krise, og at denne krise ikke er noget lokalt dansk problem, synes nyhederne fra andre steder i verden at bekræfte. Fra Kanada meldes om stor arbejdsløshed, fra USA lyder de samme klager. Fra Norge meldes om skibsoplæg i endnu større mængder end i Danmark, det ser sort ud. Det er muligt, at det kommende forår vil hæmme krisens udvikling, men den vil næppe helt standse, og til efteråret vil den efter alt at dømme brede sig yderligere.

Denne krise kommer vel ikke som nogen overraskelse, man har talt om den i mange år, og der er nok ikke mange, som har troet på eventyrene , om at vi ved hjelp af planøkonomi ville kunne undgå den. Planøkonomien kan aldrig standse nogen krise, den kan udsætte den, men det er muligt at krisen ved en sådan udsættelse bliver værre når den endelig slår igennem.

Jeg er glad for, at jeg ikke er i Danmark nu, ja vist er jeg i Danmark, men dog i en behagelig afstand fra den del ag Danmark, hvor krisen vil ramme hårdest. Vi vil vel nok få den at føle her, men arbejdsløs bliver jeg ikke, og det er en stor fordel. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv, hvis jeg ikke havde noget at tage mig til hver dag, jeg tror jeg ville blive tosset. Det var vel nok et held, at jeg ikke fik held af at komme til Norge, hvis jeg var kommet dertil, ville jeg sikker have været en af de første der blev fyret, man er sig selv nærmest, så det er der ikke noget at sige til. Her er jeg sikker ialtfald de første to år, og hvis tiderne ikke bedrer sig inden den tid, kan jeg nok lave en eller anden ordning, så jeg kan krybe i skjul her oppe i tre år til.

Der er måske ikke sæet gemme mig væk, når tiderne bliver dårlige, men hvad jeg vil vel næppe være i stand til at gøre nogen gavn som en af de mange arbejdsløse. Jeg skal til at overveje- min stilling til H k, for hvis der bliver udbredt arbejdsløshed også inden for denne organitation, bliver jeg nok nødt til at melde mig ud, jeg synes ikke jeg er særlig opsat på at komme til at betale ekstra kontingent til folk, som ikke kommer mig ved, der må kunne findes en bedre og mere nyttig anvendelse af pengene. Fy, det er ikke pænt sagt, vel? Nej pænt er det vel ikke, men ikke destomindre er det min mening, som jeg skrev før, enhver er sig selv nærmest.

Der er selvfølgelig også andre nyheder end de her nævnte, og de er ikke alle uden interesse, men det burde være overflødigt at tilføje, at de førstnævnte er dem der i msærlig grad optager mig. Jeg gør hvad jeg kan for at følge med i hvad der sker, men hel let er det ikke, der kan nemlig være dag, hvor der er umuligt at høre radio. Der har ikke været mange sådanne dage i år, men netop i disse dage er der vanskeligheder med radioen, og der-for har jeg ikke hørt presse i en uges tid nu, Det sker meget på en uge, og når jeg en dag igen kan høre Danmark, vil der blive talt om ting, som før har været omtalt, men som jeg ikke har nogen kendskab til. Sådanne huller er irriterende, for jeg sidder her og er ved at revne af nysgerrighed efter at vide, hvad det er der tales om, mens speakeren kværner løs, som om hele begyndelsen er en selvfølge. Det kan jo ikke nytte, at jeg råber til ham, at han skal begynde ved begyndelsen, han kan ikke høre mig, det er nu ikke så mærkeligt, det var mere mærkeligt, hvis han kunne. I øvrigt ville resultatet sikkert blive det samme, for han ville vel ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke havde fulgt med fra begyndelsen af, thi hvad kender bønder til agurkesalat. Nå jeg følger altså så nogenlunde med, hullerne må jeg se at få fyldt ud om nogle år, når jeg atter kommer hjem. Det var lidt om, hvd jeg regner ud af det jeg hører hjemmefra, det er muligt, at mit regnestykke ikke er helt rigtigt, men helt galt tror jeg nu ikke det er.

Der går rygter om, at der vil blive kastet luftpost over Umanak en af de første dage, hvornår det er, er ikke godt at vide, det kan ske at være i morgen, og det kan ske, at det er om fjorten dage. Derimod er der afgået to postslæder fra Sarkak til Umanak, og de når sikkert frem i morgen den 15. februar eller senest søndag. Jeg ved ikke om de har post med fra Danmark, men jeg tænker det næsten, for ellers tror jeg ikke, de ville komme ved denne tid på året. Der skulle være en mulighed for, at jeg får brevene ret snart, for der kommer vist slæder her til fra Umanak i den nærmeste fremtid.

Det er ellers blevet vinter nu, sidste nat frøs det 31 grader, men det ser ud til, at det bliver lidt varmere igen. I aften er der kun26, og det er begyndt at blive diset. Jeg regner med, at vinden vil dreje om i øst i løbet af natten, og det vil sikert hlælpe lidt på kulden. Det er nu ikke fordi deet er så slemt, besovnen kunne også i dag få temperaturen op på minus 10, og så længe den kan det, er der ingen grund til at klage.

Jeg har masse mas med at forsyne posthuse med proviant hundefoder og kul i denne tid. I begyndelsen af denne uge, sendte jeg to slæder til et posthus, som ligger på sydspidsen av svartenhuk, og i aften kom der et telegram om, at jeg skulle forsyne huset igen næste uge, da det ville blive benyttet to gange af to forskellige rejsehold. Jeg er lidt gal over det, for jeg synes, at det er meningsløst, at man skal bruge så mange penge til noget sådant. Hver gang jeg sender forsyninger, koster det minst 250 kr, og disse penge kunne spares, hvis de rejsende selv medbragte deres proviant og hundefoder. Det er imidlertid ikke noget at gøre ved det, de vil have det sådan, og de får det som de vil have det.

Fiskeindhandlingen går godt, jeg er nu oppe på over 6 ton, og hvis det bliver ved med at gå som det går nu, er der nok fare for, at stativet bliver fuldt, inden den 15. marts. Det er ikke så godt, for det ser ikke ud til, at jeg får de penge jeg har bedt om til udvidelse. Man er nemlig meget sparsommelig med bevillingerne, særlig når det gælder ting, som er strengt nødvendige. Det er etter min mening en mærkelig politik, at man gerne bruger mange hundrede kroner til forsyning af posthuse, mens man sparer på de midler, der skal anvendes til udbygning af produktionsapparatet. Jeg mener, at det er en forkert opfattelse af sparsommelighed, for det er faktisk det samme som at spare på skillingen og lade daleren rulle. Det er meget godt, at man sørger for, at det kan lade sig gøre at sende breve, men man burde først sørge for, at folk havde råd til at betale portoen. Nu ved jeg godt, at jeg endnu kan få ske at få de ønskede penge bevilget, og jeg håber stadig, at jeg får dem, men helt sikkert er det ikke. Hvis de bliver afslået, sker det formodentlig med den begrundelse, at når vi får et salthus, bliver der ikke ret meget brug for stativplads, og i alle tilfælde vil den stativplads, vi råder over nu være tilstrækkelig. Det er måske rigtigt, og såfremt afslaget motiveres på den måde, må jeg give de bevilgende myndigheder ret. Alligevel må jeg beklage afslaget, for vi behøver stativet nu, såfremt fiskerne i april og første halvdel af maj skal være i stand til at afsætte deres fisk. Desuden er der det at invende til et eventuelt afslag, at det beløb jeg har bedt om ikke er større end det ville kunde afskrives i indeværende år. Jeg har kun bedt om skaldede trehundrede kroner, for dette beskedne beløb, vil jeg være i stand til at skaffe plads til 3 til 4 ton fisk, det er ikke nok, men det er tilstrækkeligt til, at vi kan fortsætte indhandlingen til sælfangsten begynder i april. På denne måde vil fangernes indtjeningsmuligheder være sikret.

Ak ja deer er mange ting at tage hensyn til, og det er ikke altid lige nemt at få det hele til at glide. Jeg står faktisk som en lus mellom to negle, på den ene side har jeg handelen, og på den anden side befolkningen begge ønsker deres interesser tilgodeset, og da interesserne ikke altid er ens, kan opgaven til tider være vanskelig. endnu har jeg dog klaret det, og jeg tror også jeg vil blive ved med det. Jeg har møde med fangerne engang imellem, og på disse møder drøfter vi de problemer der opstår. Det kan til tider være trættende at forhandle med dem, for de har ikke rigtig forstand på, hvordan en forhandling bør foregå. Midt under det hele kommer de ind på ting, som ikke har noget med det aktuelle emne at gøre, og det kan være vanskeligt at få dem tilbage til det oprindelige emne igen. stort set går forhandlingene meget fredelig, men dermed være ikke sagt, at vi altid er enige. Et resultat er altid blevet nået, og jeg tror også, at vi i fremtiden vil kunne nå til resultat ved møderne.

Vi har nu fået en hel del sne, mandag den 17. sneede det hele dagen, og der faldt ca 30 cm sne. Da der ikke har været blæst siden, er det tykke snelag til avlorlig hinder for slædetrafikken. Det er vandskeligt at komme frem, hundene døjer med at klare sig igennem. Det ser morsomt udm når der kommer en slæde kørende, for hundene er næsten borte i sneen, men 2for hundene er der ikke megen morskab, de er trætte og udmasede, når de har løbt nogle få km. Vi har derfor heller ingen forbindelse med omverdenen i denne tid. Det er dog lykkedes for fiskerne at få lavet en vej ud til fiskepladsen, så der kommer stadig fisk til byen. Det tykke snelag medfører imidlertid, at kulden ikke kan komme ned til isen, og det har igen medført, at der i de sidste dage er begyndt at komme vand op til isen overflade. I sådan et føre er det ikke særligt behageligt at komme ud at køre. Hver gang man træder igennem sneen, får man fodenned i det kolde isvand. Kamikker, som ellers er et godt varmt fodtøj, kan ikke tåle denne medfart, de bliver gennemvåde og kommer til at ligne et stykke gennemvådt vaskeskind, og når de først er sådan, er der ikke megen varme ved dem mere. Hundene kan heller ikke lide det, og det er der vel ikke noget at sige til, det er sikkert ikke særlig behageligt at stikke poterne ned i isvand for hver skridt.

Det er et besynderligt vintervejr, vi har i år. Temperaturen skifter ustandselig, snart er det koldt og snart varmt. I går aftes frøs det 24 grader, i morges 9 i middags 4 kl 3 var der en varmegrad, og nu kl 6 fryser det 8 grader. Sådan har det skiftet det meste af vinteren, det er dog sjældent, at det har været så koldt som 24, i det meste af januar var det sjældent at temperaturen gik længere ned end til minus ti, og der var mange dage, hvor det kun frøs et par grader. Selvfølgelig sparer jeg masse brændsel i sådan vejr, men hvis det ikke snart bliver noget mere stabilt, er jeg bange for, at isen vil blive ubrugelig for tidlig, og det vil blive til stor skade for fiskeriet.

jeg hører i radioen, at i har frost og sne det meste af tiden, og det undrer mig ikke, det plejer altid at være sådan, at når vi får mild vinter er der streng vinter hos jer og omvendt. Sidste år, da i ingen vinter havde, havde vi den strengeste vinter i mange år, og i år har vi ingen vinter mens i har sne og frost.

Hvis vejret ikke snart ændrer sig til det koldere, rejser jeg ikke til Umanak i år. Jeg vil ikke ud på den dårlige is, det vil jeg ikke udsætte hverken mig eller hundene for. Desuden er det begrænset, hvor længe jeg kan være hjemmefra, og med det usikre vejr, risikerer jeg at komme til at blive væk længere end jeg bryder mig om.

Det er sådan set også lige meget, om jeg kommer til udstedsbestyrermøde eller ej, man plejer ikke at behandle særlig vigtige ting på mødet. Hvis jeg endelig skal til Umanak, må jeg vente til sommer, så kan de sende en båd op efter mig en lørdag, og den kan sejle mig tilbage igen om mandagen, på den måde behøver jeg ikke at være hjemmefra mere end to hverdage. Det er ikke så nemt at rejse fra det, jeg har ingen, som kan passe tingene, helt som jeg vil de skal passes, og jeg har jo ansvaret, enten jeg er her eller i Umanak.

Det er nu tre måneder siden, jag har hafr besøg af en dansker, lægen har ikke været her endnu i år, og det ser ikke ud til, at han kommer før engang i marts. Jeg ved ikke hvorfor, for han har været alle de andre steder. Jeg gætter på, at det skyldes radioen. Han mener vel, at hvis der er brug for ham, sender vi bud. Det kan der være noget om, og vi har da heller ikke savnet ham endnu. Præsten snakkede om, at han ville komme i februar, men det bliver neppe til noget, for han skal rejse til Upernavik im nogle dage, og den rejse vil sikker vare til marts. Politiet skal også til Upernavik, så ham får vi sikkert heller ikke at se før om en måneds tid. Det ser med andre ord ud til, at de svigter os allesammen. De kommer vel nok engang, og det skulle ikke undre mig, om de alle kommer på samme tid, når de først finder ud af, at de skal hertil. Telegrafbestyreren kommer også engang, han skal op at tælle radioudstyr, det er ikke fordi der er meget, men han siger, at jeg ikke kan sige ham hvad det er, da hver ting skal benævnes med sit rette navn. Det er selvfølgelig noged sludder, den egentlige grund til, at jeg ikke kan sige ham hvad der er her, er den, at hellere end gerne vil ud at køre, og da Nugatsiak er det eneste sted, han kan køre til på tjenesterejse, gælder det om, at der bliver noget at rejse efter. Det kan han selv om, jeg vil gerne have hans besøg, så jeg er ikke interesseret i at lære fagbetegnelserne på de f.orskellige radiodele. Fra handelen venter jeg ikke besøg, de regner vist ikke med at rejse ud i år, men det kan jo være, at bestyreren kommer til sommer, når det atter kan lade sig gøre at sejle. Nu da jeg er færdig med regnskabet, har jeg sådan set ingen brug for dem, men det ville være rart nok, om de kom, så jeg havde nogen at snakke med.

Det her været storm, og det endda en storm, som jeg ikke før har oplevet magen til. Vinden kom selvfølgelig fra øst, det gør de voldsomme storme altid, og som sædvanlig medførte stormen en temperaturstigning. I to døgn rasede stormen, al sneen som var her før er nu blæst væk. Jorden er næsten bar, enkelte steder, hvor der har været læ, ligger der veldige driver. Vi havde fem varmegrader, og der smeltede en hel del sne, og det der ikke smeltede sank sammen, så det ikke længere fylder så meget. Isen her hos os er god endnu, men fre Upernavik medeles, at iskanten går lige udenfor havnen, og Umanak melder at iskanten går vest for øen. Kudt4ligssat har ikke is mere, og der er ingen forbindelse mellom SarKak og Jakobshavn. De fleste forbindelsesliner er med andre ord afbrudt, og der er ikke stor sandsynlighed for, at de bliver særlig stabile mere i denne vinter. Christianshåb målte vindstyrker helt op til 11, og her hos os var der natte mellem 20 og 21 fulld orkan. Den stærke vind anrettede en del skade på mine tørrestativer, jeg regner med, at der blev ødelagt fisk for et sted mellem 50 og 100 kr, men noget sikkert kan jeg ikke sige, da det er vanskeligt at se, hvor mange fisk hundene har ædt. Nå det er ikke noget at gøre ved, jeg kan ialtfald ikke stå og holde fiskene når det blæser, og jeg tror ikke der findes anden effektiv måde til at ungå tab på. Det er altid en trøst, at jeg ikke selv skal betale de fisk, der bliver ædt af hundene, ganskevist kan det sies at være dårlig trøst, men den er bedre end slet ikke nogen.

Dagene er ved at være lange nu, solen går ikke ned før ved femtiden om eftermiddagen, og det er lyst til ved sekstiden. Solen er også ved at magt nu, jeg kan mærke, at den varmer godt i butikken om dagen.

Ja der er dejligt i butikken nu, jeg benyttede mildvejret til at få gjort ordentlig rent, jeg fik gulvene vasket, og de friskede vældig op. Det var- også første gang i år, at der blev vasket i butikken, jeg synes jeg kan se, at i ser forbavsede ud. Det er ingen grund til at blive forbavset, det ville da være mere mærkeligt, hvis der var blevet vadsket før i år. Det kan jo ikke lade sig gøre at vaske gulv og disk, når det ikke er tøvejr, selv om vandet er omtrent kogende, vil det fryse til is straks det kommer i berøring med gulv eller disk. Bessovnen er god nok, men den kan ikke varme så meget, at en afvaskning er mulig, der er altså ikke andet at gøre, end at vente til det bliver tøvejr, og det er heller ikke så slemt, som det kan lyde til. Mit gulv er nemlig dækket med pap, og når det bliver snavset smider jeg det ud, og lægger noget nyt på. På denne måde kan det godt lade sig gøre at holde det værste snavs fra døren, selv om der er aldrig så lang periode med frostvejr. Jeg godt, at det ikke ville gøre sig i Danmark, men der er den slags ikke nødvendig, det er det her, og der ligger forskellen. Man må klare sig, som man kan bedst, og man må altid søge at gøre det hele så praktisk som muligt. Nå nu er gulvet altså vasket, og selv om det ikke bliver tøvejr før i april igen, kan der ikke blive så snavset, som der er i mange private huse her på stedet.

Den nye radiosender på kukøerne er gået i stykker, og det vil efter sigende vare tre til fire dage inden den atter kommer i orden. Indtil da må vi nøjes med den gamle, og den er elendig i denne tid. Når jeg skal høre pressen, må jeg sidde med hovedet inde i højtaleren for at kunne opfatte noget af det der bliver sagt. Musik kan jeg ikke høre, så jeg må nøjes med REykjavik i nogen tid. Det er nu heller ikke så dårlig en erstatning, de sender god musik, den eneste ulempe er, at de slutter kl 9 om aftenen. Man er ved at prøvekøre den nye sender i Godhavn. Det er relæsender, som er beregnet til at skulle dække Diskobugtområdet. Dette området døjer nemlig med at høre Godthåb, fordi det ligger i en såkaldt fadingsone. Jeg ved ikke om i ved hvad det er for noget, det gør i sikkert ikke, men når jeg fortæller et, ved i ialtfald, hordan det lyder, når man skal lytte til radioe i en sådan sone. Enhver mellembølgesender har en fadingsone, det er bl. a. af den grund, at man i sin tid byggede Skivesenderen. Vestjulland ligger nemlig også i en fadingsone. Fadingsonen er et område hvor radiobølgerne svinger særlig stærkt, og det bevirker, at radiogengivelsen bliver ukonstant. Man er i stand til at regulere lydstyrken, det er lige meget, hvordan man instiller sit appartat. Snart vil radioen drøne med fuld kraft, og snart vil den være så svag, at det næsten er umulig at høre den. Selvfølgelig vil en almindelig relæsender ikke være tilstrækkelig til at forhindre svingningerne, man klarer det ved at bruge to modtagere, som er anbragt med afstand af et par hundrede meter. Disse to modtagere kobles sammen og tilsluttes senderen, og så har man jævn styrke igen. Det lyder måske nok mærkeligt, men det er ikke så mærkeligt endda. Bølgesvingningene er nemlig ikke så store, som det lyder til. Det ene apparat vil på grund af afstanden vær høj, når det andet er lav, og ved- at koble dem sammen får man en konstant tonestyrke. Meget enkelt ikke. Godhavnsenderen er på 35 kw mens hove senderen i Godthåb kun er på 25 kw. Hvis de programmæssige sendinger, som efter planen skal begynde omkring august bliver lige gode som prøveudsendelserne, vil vi få gode lytte forholdher. Nu kommer fagfolk til Godthåb for at ordne radioen efter moderne metoder og jeg håber, at de vil få held med sig. Det bliver ikke noget let arbejde at gå i gang med, men jeg tror de er dygtige, så de vil nok kunne klare det.

Nogle dager senere.

Vejret er lunefuldt, snart er der 4-5 vrmegrader med blæst, og snart fryser det 10 grader og er stille. i dag til morgen havde vi seks graders varme, og det blæste fuld storm fra øst. Stormen tiltog i styrke op på formiddagen, og ved 11 tiden tror jeg der var orkan. Vinden aftog imidlertid ret hurtig til almindelig stiv kuling, men det varede ikke ret længe, før der atter var storm.

Ved 14 tiden kom jeg ud fra butikken, og jeg kom tilfældig til at se mod nord. Det syn jeg så der var lige ved at gøre mig _____ et norsk udtryk, som har sneget sig ind, jeg beder undskylde, bange Mens stormen stadig raste fra sydøst, væltede store sorte skymasser ned over fjeldene fra nord. dere farve var det meste truende jeg nogensinde har set. Skyerne var ikke blåsorte som vore uskyldelige hjemlige tordenskyer, de var sorte som kulstøv, og den fart de havde på, fortalte, at der var en kraftig vind der førte dem frem. Pludselig ,blev der stille, der var ikke en vind der rørte sig, den eneste lyd man kunne høre, var en ildevarslende drønen fra fjeldet i nord. Stilheden varede kun et minut, så kom der et koldt pust fra nord, og smatidig kunne vi se nogle mægtige hvirvelvinde, som fik sand og sten til at løfte sig langt op i luften. Det var sydøstenstormen der møkdtes med nordenstormen. Det var et rædselsvækkende syn, husene på den anden side bugten, som før havde været synlige, var på et øjeblik skjult bag vældige støvskyer, og næsten samtidig begyndte sneen at vælte ned fra det truende skyer. orkanen var over os i et nu, vinde var så kraftig, at det næsten var umuligt at holde sig oprejst, og sigtbarheden var kun nogle få meter, hvis man i det hele taget kunde åbne øjnene uden at få dem fyldt med sand. Jeg søgte ly unde butikstrappen, og derfra kunne jeg følge det storslående skuespill. Ude i snehvirvlerne kunne jeg se små mørke skikkelser, som halvvejs kravlede hen mod det nærmste sted, hvor der var læ. Orkanen varede en halv times tid, og det var mer end længe nok. Hellefiskene raslede ned fra stativet omtrent på samme måde som æblerne hjemme, når der kommer pludselige storme om efteråret. Selv hundene havde imidlertid søgt ly, så der skete ikke andet, end vi måtte ned og samle dem op. Det var ikke noget behageligt arbejde, for selv om det ikke længere var orkan, så blæste det dog temmelig kraftigt, og den fugtige sne, som væltede ned, syntes at gøre sit bedste for at trænge lige ind til det bare skind. Først ved femtiden hørte stormen op, sneen som faldt er borte, vinde fejede det hele med sig, jeg ved ikke hvor det blev ført hen, men det er jo også lige meget, det er borte.

Vejrmeldingen som bliver udsend fra Godthåb flere gange om dagen, havde til i dag lovet os skiftende brise styrke 1-3 med god sigtbarhed. Nå man skal ikke tro alt hvad en man hører, også meterologerne kan tage fejl. Ja da med den skiftende vind var rigtig, og det er stadig rigtig, vinden er nu i sydøst igen, det blæser ikke særlig meget, det er nærmest det man forstår ved svag brise, og der er let snefald. Mens jeg var i Umanak , syntes jeg vejret skiftede pludselig, men jeg kan godt se nu, at vejret der nede var mere behersket, end det er her. Det som i Umanak varede en time kan gøres på nogle minutter her, og da naturen her er langt mere barsk, end den er der nede mod syd, virker det hele mere brutalt.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle komme til at betragte Umanak som hørende til den mere sydlige del af landet, nå men der var engang, da jeg heller ikke drømte om nogensinde at komme til Umanak.For mig er det gået sådan, at selv de ting jeg i drømme aldrig troede at skulle opleve, er jeg kommet til at opleve i vågen tilstand. Jeg må nok sige at være lykkelig, ialtfald vil mange omtale mig som sådan, og de tager heller ikke helt fejl, jeg tror dog ikke ret mange af dem ville bytte med mig når det kommer til stykket, er det liv jeg fører ikke sådan, at det skaber mig misundere.

De fleste vil gerne læse om oplevelser fra arktiske egne, men jeg tror ikke der er ret mange som vil bryde sig om at opleve dem selv, Det er unægtelig mere behageligt at sidde i en god varm stue og læse om andre folks oplevelser i storme kulde og sne, end selv være ude for oplevelserne i den arktiske vinter, men jeg vil ikke sige, at det e mere spændene, for det er det bestemt ikke.

Jeg kan til tider forbande vejret, og jeg kan have grund til det, men ved nærmere eftertanke må jeg dog indrømme, at det skiftende og voldsomme klima har en ikke ringe skyld i, at tilværelsen ikke bliver kedelig. Noget andet er, at det skiftende vejr ofte volder mig kvaler, det er ikke nemt at sende vejrmeldinger , når vejret måske er slået fuldstendig om, få sekunder efter, at jeg har afbrudt radiosenderen. Ialtfald har meldingerne ikke nogen særlig stor værdi, de forteller kun, hvordan vejret er i øjeblikket, og måske hvordan det har været. Hvordan det bliver, kan kun fremtiden vise.

Vi er nå kommet et stykke hen i marts, og vejret fortsætter med at være mildt, det er sjældent, at det fryser mere end 10 til 15 grader. Det er en mærkelig vinter, vi har i år, der har ikke været en hel uge, hvor det virkeligt har været koldt. Fiskeriet er det bedste, det nogensinde har været her, jeg har nu købt mere end 11 tons, og stativet er næsten fuldt. På min intrængende anmodning, fik jeg bevilget 200 kr, ja jeg skriver 200 til udvidelse af stativet. Denne udvidelsen skaffer plads til ca 2500 kg eller til højest ti dages indkøb.Det vil sige, at vi må standse indhandlingen i midten af denne måned. Jeg er meget utilfreds med denne ordning, for der er ingen sælfangst af nogen betydning, og det betyder, at når vi stopper indhandlingen af hellefisk, har befolkningen intet at leve af. Jeg havde endda sat en del ind på at fremme fiskeriet, jeg har lige gjort op hvor meget min indsats har betydet for fiskeriet. Jeg kom til deet resultat, at de liner, som jeg har betalt, har givet mellem treenhalv og fire ton og det er det samme som mellem 20 og 25% af den samlede produktion. Jeg er stolt over dette resultat, men min glæde havde unægtelig været større, hvis jeg kunne fortsætte indhandlingen til saltningen kan begynde. Som det er nu, får vi antagelig to måneder hvor fiskeriet må ligge stille, og det var slet ikke det jeg ville nå ved at sætte penge i fiskeriet. Det var min mening, at vi i år skulle sætte en record på fiskeriets område, det kommer vi også til, men hvis vi havde haft mere stativplads, kunne vi være nået meget længere. Det vi har nået, er nok til at jeg med tørre tal kan bevise over for direktøren, at det er behov for et fiskehus her på stedet, alene det er meger værd, , men desverre kan befolkningen ikke leve af det i øjeblikket. Jeg håber, at der bliver god sælfangst inden længe, så vi undgår alt for megen fattigdom.

Som jeg før har skrevet, er der meget at kæmpe med her, det går ikke altid helt som det burde. Vi har næsten ikke mere fiskeline, jeg bestilte noget i Umanak for en måned siden, men det er ikke kommet endnu. Dette skal dog ikke lægges folkene i Umanak til last, de har sikker gjort hvad de kunne, men is kan de ikke lave, og så længe der ingen is er, kan vi ikke få slæder her til. Jeg er ved at frygte for, at der ikke bliver is mere i år, det fryser ikke nok, og vi er langt henne på året, at isen ikke kan blive ordentlig. Dog er alt håb endnu ikke ude, der kan komme is, og den kan også blive sådan, at det kan lade sig gøre at køre på den, men hvis der kommer blæst, vil den sikker bryde op igen, og med slige udsigter, er der ikke mange, som vover sig ud på lange ture, de fleste vil helst hjem igen inden for en overskuelig fremtid.

Jeg har som sagt opgivet at komme til Umanak i år, jeg vil ikke risikere, at isen går i stykker, mens jeg er inde i Umanak. Det ville ikke være særlig heldigt, om jeg skulle komme til at vente en eller to måneder, inden jeg kunne komme hjem igen. Kateketen skulle til kommunalbestyrelsesmøde i Umanak, men han har sendt afbud, han vil heller ikke risikere at komme til at holde en ufrivillig ferie, og det kan jeg godt forstå.

Der går rygter om, at der er kommen luftpost til Umanak, om det passer ved jeg ikke, for jeg har glemt at spørge. Nu skal jeg prlve, om jeg kan huske det i aften, det kunne være morsomt at vide. Ikke fordi det kommer mig ved, enten posten ligger i Umanak eller i København er det samme, når isforholdene er som de er. Slædeposten der kom for en tid siden var der ikke noget ved, der var kun kataloger, og måske luftposten har samme indhold, hvem ved.

Jo der er kommen luftpost, men der er ikke så meget ved det, for det kan ikke komme videre her til foreløpig. Hvis isen i det hele taget bliver brugbar mere i år, får jeg det nok om en 14 dages tid. De sidste to dage har været tøvejr, og hele dagen i går regnede det. Det er ikke helt almindelig, at det regner i marts måned på disse breddedager, men som jeg før har skrevet, vinteren i år er heller ikke helt almindelig. Folk her talte hele februar om, at når vi kom hen i marts, ville det sikkert blive koldt2, for når januar og februar var mild, ville marts blive meget kold.Nu har man udskudt den kolde tid til sidste halvdel af måneden, det har man været nødt til, for den kom jo ikke i første halvdel. Måske deet bliver koldt, men jeg tror ikke, at kulden bliver af længere varighed, vi er kommen for langt hen på året. Solen skinner nu det halve af døgnet, og den er ved at have god magt. I butikken kan jeg mærke hvordan den varmer, og selv på forholdsvis kolde dage, kan den få temperaturen til at stige en fem til seks grader.

Fiskeriet går strålende, de sidst tre dage har jeg fået 1600 kg, det er noge der blir til noget. Nu kommer der en ekstra fridag i næste uge, vi holder jo fri hele dagen den 11 marts, så det vil nok sætte indhandlingen lidt tilbage. De unge skal have fodboldkamp med et fodboldhold fra Igdlorssuit denne dag, så de kommer ikke ud at fiske. Nu er jeg ikke sikker på, at det bliver til noget, for jeg tror ikke slædeføret er det allerbedste, i dag sner det stærkt, og den sne der kommer er våd og tung, så hvis ikke det bliver meget koldt i morgen, tror jeg ikke de unge fra Igdlorssuit kan komme frem.

Vi har endnu ikke haft forbindelse med Umanak, og efter den sidste ismelding at dømme, er der ikke store muligheder for, at det kan lade sig gøre at komme her til foreløbig. Den eneste forbindelse vi har er pr radio, og jeg er glad for, at vi har radioen. det må være trist for de udsteder, som ikke har radiosender, de har ingen muligheder for at sende besked til Umanak, særlig ikke en vinter som denne, hvor al slædeforbindelse er umulig. Jeg bruger også radioen som legetøj, det må jeg ganskevist ikke, men der er så meget man ikke må. Det er meget morsomt at tale med andre, og det er så heldigt, at der oppe i Prøven sidder en dansk udstedsbestyrer, som også har radiosender, og som leger med den lige som jeg, vi har mange hyggelige samtaler. Det er dog ikke hver aften vi sidder og sludrer, det sker kun to aftner om ugen, nemlig tirsdag og fredag. I denne tid er det dog ikke for vor fornøjelseskyld vi taler sammen, ikke officielt ialtfald, jeg har nemlig fået overdraget det hverv at sørge for, at der bliver sendt ismelding fra Upernavik distrikt til Umanak to gange om ugen. Jeg tror nu ikke det er til megen nytte, men sådan vil de have det i Umanak, og jeg har ikke noget imod at gøre dem den tjeneste. Den egentlige grund til at ismeldingen skal sendes er, at politiet engang i begyndelsen af februar begyndte at planlægge sin årlige til til Upernavik, og han var derfor interesseret i, om isforholdene var gode deroppe. Han kom imidlertid ikke afsted, vejret- var dårligt, og han udsatte turen til marts. Så kom stormene i februar, og isen gik i stykker fra svartenhuk til Upernavik, og rejsen blev umulig. Der kom flere storme, og isen ved Umanak gik også i stykker, men samtidig blev det koldere længere nord på, og isen fra Svartenhuk blev brugbar. Nu kan man imidlertid ikke komme op til den gode is, så det er stadig umuligt at rejse. De sidste dags mildvejr har sikker ikke gavnet isen hverken ved Umanak eller Upernavik, men man ønsker stadig regelmæssige ismeldinger, og jeg sender dem pligtskyldig. Prøven er et udsted, som er lidt større end Nugatsisiak, dere bor lidt over 200 mennesker deroppe, men jeg tror ikke stedet er stort bedre. Engang var det stort, det blev i sin tid forsynet direkte fra København, og den gang havde det en vældig produktion. Der blev fanget mange sæler, og hovederhvervet var hvidfiskefangst. Nu er sælfangsten aftaget og så vidt jeg ved, et det yderst sjældent, at der fanges hvidfisk deroppe. Det er med andre ord et sted, som det er gået meget tilbage for. Jeg ved ikke hvad man vil med stedet, der er vist ikke lagt nogen plan for utvidelse.

Der er igen gået- nogle dage, det har været blæsende og kolde dage. I fire døgni træk fejede en kold og skarp vind ned fra fjeldene i øst, en en sky var på himlen, den var lyseblå og kold, fjelden stod med deres skarpe konturer fejede rene for sne, hvilket ikke fik dem til at se mindre kolde ud. Hen over isen lå et tæt støvlag af flyvende sne, den stærke vind pulveriserede sneen så den trængte ind alle vegne. Det var værre end 25 grader kulde, og det frøs endda ikke mere end ti. Så pludselig i morges var det stille, himlen var stadig lige blå, og solen skinnede varm og dejlig. Det har været en rigtig forårsdag. alt har været forandret, det var varmt i solen og man fik fornemmelsen af, at nu var vinteren ved at være forbi, der var rigtig vår i luften. Jeg ved selvfølgelig godt, at der nemt kan komme vinterdage endnu, men en dag som i dag giver os troen på, at det værste er forbi for i år. Og hvorfor skulle vi gå og tænke på det der kan komme, det er der ingen grund til, det gælder om at nyde det gode mens vi har det.

Selv på en sådan dag kan der komme mørke skyer, og der kom mørke skyer i dag, ja ikke i bogstavelig forstand, for solen gik ned bag en klar horisont. De skyer jeg tænker på, er af en mere luftig art, om jeg så må sige. Det drejer sig om en meddelelse, som vi fik i dag. Det er måske forkert at kalde det en meddelelse, for det er ikke meget mere end et rygte. Vi fik at vide, at der var udbrudt en sykdom blandt hundene i udstedet Uvkusigssat, og at man frygtede at sygdommen var hundegalskab. Vi håber, at det ikke er sandt, for det ville være en alvorlig sag. Men vi må leve i uvished til i morgen engang, for lægen er endnu ikke færdig med laboratorieundersøgelserne. Foreløpig venter vi, og vi lader som om vi ikke har fået noget at vide, det er det lettete sådan, det kan jo ikke betale sig at gå og være æmgstelig, hvis det skulle vise sig, at det overhovedet ikke har været nogen grund til ængstelse, altså det må vente. Samtidig med den ikke særlig gode nyhed fik vi en, som var meget bedre, vi fik nemlig at vide, at det nu er bestemt, at der skal bygges saltehus her til sommeren. I øjeblikket opvejer deet ene altså det andet, og jeg håber, at det gode vedblivende må være det tungestvejende.

Det er med spænding jeg følger udviklingen i forhandlingerne om de nye overenskomster, jeg følger med hver dag, og jeg må sige, at jeg ikke er helt rolig ved den udvikling dagerne tager. Jeg er særlig ængstelig for hvordan det går med landarbejderne, det ser ud til, at de spådomme, som jeg fremkom med for en tid siden skal gå i opfyldelse, jeg mtænker på krisen. Så vidt jeg kan skønne på nuværende tidspunkt, er en krise uafvendelig, og den ser ud til at ville komme hurtigere end selv jeg havde regnet med. Jeg tror, at den vil slå igennem hen på sommeren. Deet er et spørgsmål, hvor længe Eisenhower kan holde de amerikanske arbejdere hen med snak, jeg tror ikke de finder sig i tomme løfter ret meget længere, og når de begynder at gøre vrøvl, vil det blive vanskeligt for den amerikanske regering at skjule sandheden om de amerikanske krises virkelige omfang. Er det nu ike mærkeligt, at verdenskrisen hver gang skal komme fra verdens rigeste land, men sådan er det jo. Jeg vil ikke trætte jer med mine betragtninger over dette emne, når dette brev når jer, er krisen sikker forlængst en realitet, og- så kan det nok ikke interessere jer at læse om hvad jeg mener i dag, det er forældet stof.