Perioden 2/1 – 28/2 1956

2/1 – 1956
Så gik julen og nytåret. Optællingen er overstået og alt er igen ved at gå i den gamle gange. Det er godt det kun er en gang om året vi skal holde jul, for det er noget irriterende noget. Gaskevist har vi nogle fridage, men når man skal arbejde mange ekstra timer i lang tid så er fridagenes værdi unægtelig lidt tvivlsom
Julehandelen blev ikke så stor som i 1954, fangsten er dårlig og vi har som før omtalt haft flere varer hele efteråret som også har krævet penge. Øl og spiritussalget blev ca 30% mindre hvilet jo var glædeligt. Jeg tror dog det skyldes at vi den simple kendsgerning at der var færre penge. Men da det igen skyldes at vi har haft flere nyttige varer, der viser det sig altså, at min påstand om, at ved handelen kan gøre en hel del til at mindske spiritusforbruget, holdet stik.
I det år som vi nu har begyndt vil der antagelig ske yderligere tilbagegang i salg af stærke drikke. Priserne på vin har steget en del. For frugtvinens vedkommende er stigningen på 1.50 pr fl fra 5.50 til 7 kr og pilsner gik op fra 0.95 til 1.05. Exportøl steg fra 1.20 til 1.25. Hele denne stigning går til den grønlandske landskasse. Pengene skal anvendes til udgifter vedrørende husbygningslån og erhvervslån samt til andre løbende forretninger så som opførelse og drift af alderdomshjem. Jeg håber dog ikke at landskassen vil få øgede indtægter ved disse nye afgifter selv om pengene nemt kan finde nyttig og god anvendelse. Jeg mener nemlig at det bedste resultat af de øgede priser vil være mindre salg. I allfald vil befolkningen i det lange løb være bedst tjent med dette resultat.
Isen er endnu ikke kommet, det har været meget stormvejr i den sidste tid og den megen uro i vandet forhindrer isen i rigtig at lægge sig. Sidste år var der ingen is før den 20 jan så det er ikke noget usædvanligt i at vi har åbent vand.
Jeg har mistet 2 af mine hunde i de sidste 3 uger. De er blevet bidt ihjel i slagsmål. Jeg har således kun 5 hunde til midt spand i år, men det er også nok og det er iallfald billigere at fodre 5 end 7.
Selvfølgelig er jeg ked af at de døde, det var gode hunde og jeg holdt af dem. Men det kan ikke nytte at tage den slags småting højtidelig. Når man har husdyr må man uden sentimentalitet finde sig i at de dør.
Nu må jeg håbe at min tæve vil lade være med at æde sine hvalpe næste hun får nogen. Det sidste hold spiste hun med stor velbehag, men det var nok min skyld, for jeg havde sagt til hende hun godt måtte spise disse for vi kunne ikke være flere i flokken. Altså er den bestialske appetit antagelig et bevis på lydighed. Altså må jeg våre tilfreds både fordi jeg slap fra at slå den ihjel og fordi jeg sparede et par kilo hundefoder.

23/1-56
Tiden løber videre, der er hændt meget siden jeg skrev sidst. Lyset er vendt tilbage, iallfald midt på dagen. I går kunne vi for første gang i år se solens stråler på fjeldtoppene i nordøst og hvis vejret bliver klart i morgen vil vi få se de første solstråler glide over toppene på Umanakfjeldet. Så er der kun ti dage til vi atter har solskin, og selv om jeg synes at mørketiden i år har været meget kort, glæder jeg mig til gensynet med den velsignede livgivende sol. Isen er kommen og fangsten af sæl har været god de sidste fjorten dage. Endnu er der dog ikke tale om nogen overdreven velstand, de fleste var fuldstændig på bunden økonomisk set, og der vil nok gå nogle uger endnu inden folk har tjent så meget at de kan få råd til at købe ret mange luxusvarer. De fleste har mere end nok at gøre med at skaffe penge til fangstredskaber og tøj.
Fiskeriet af hellefisk er også begyndt, men det går langsomt, de få fisk som er kommen er meget små. Derimod har der været mange hajer og de få fangere som driver hajfangst har haft en ret god fangst.
Jeg er også begyndt med fiskeriet, jeg havde en line ude i går, men endskønt jeg brugte 30 kroge, fik jeg kun en lille fisk på ca 1 kg. Jeg må hellere prøve at vise jer hvordan fiskeri med langline driver fra isen. Man tager et stykke fiskeline på ca 300 m og et stykke på 60 m. På det korteste stykke sætter man 30 tavser med hver sin krog og i den nederste ende anbringes en blækplade på 50 x 30 cm med en sten eller andet tungt på. Når det er gjort binder man den korte og den lange line sammen og fiskeriet kan begynde. Se fig 1.

Linens skråstilling opnås ved hjælp af blækpladen, når denne løber ned gennem vandet vil den trække til en af siderne. Prøv selv at tage en lille let blækplade og lad den gå til bunds i et fad vand, i vil da se at den ikke kan falde lodret mod bunden. Blækpladen er, på grund af den store dybde, ikke i stand til at gå til bunds uden at være belastet med eks sten eller lignende på 1-2 kg.

Som agn bruges i begyndelsen sælspæk, senere når man har fanget fisk anvendes finnerne af disse. Så enkelt er dette. At trække linen op igen er et varmt stykke arbejde, men når krogene begynder at komme, glemmes anstrengelserne på grund af en sid spænding.
Ved hajfangst anvender man en line ca 6 mm tyk og kun 3 – 6 kroge som sidder temmelig tæt på et stykke stålwire (3 mm) og som tavser anvendes lænke af samme slags som bruges til hotejr. Blækplade anvendes ikke. Se også fig 1.

Om efteråret når hvidfisken (en hvalart som når en størrelse av ca 600 til 1000 kg) trækker ud af fjorden for at leve ude i det åbne hav om vinteren, fanger man også disse store dyr i net.

Nu kan i godt pakke jeres tøj og tage ud på fangst, nu kender i metoderne.
Alle disse garn, hvis anvendelse her er beskrevet, laver fangerne selv. For sælgarnenes vedkommende sker fremstillingen ved hjælp af sælgarn nr 3/6, og for hvidfiskgarnenes ved hjælp af bindegarn nr 3 eller fire. Det sidstnævnte garn er en tyk reblignende snor lavet af hamp.

Som i ser er den meget enkelt, den er lavet af hærdet stål og både solid og skarp. Til tider anvendes den også til at dræbe hajer med, når man har fået dem op til overfladen. Hajerne har jeg vist før beskrevet, men jeg skal ligge her gentage, at de ikke har meget tilfælles med deres brødre i de mere tempererede farvande. De er meget døde i sværen og er derfor på trods af deres størrelse temmelig lette at have med at gøre. Lige idet de kommer op over vandoverfladen kan de dog finder at lave spræl, en god skarp istuk anbragt mellem øjnene på uhyret kan snart bringe det til ro.
De redskaber vil, når de anvendes på rette måde, og med den rette energi, være i stand til at give en fanger en ret god fortjeneste vinteren igennem. Desværre er de gode fangeres krav til tilværelsen så altfor beskeden til at kræve en særlig stor indsats. En mand ville ved rationel udnyttelse af arbejdstiden nemt være I stand til at passe 8 langliner med hver 50 kroge og på denne måde give en god slant penge i løbet af de fire måneder den form for fiskeri er mulig. Det er dog mig bekendt ingen her som har mere end højst 3, resten av deres tid går med at hire på sæljagt, en beskæftigelse som kun altfor sjælden giver nogen særlig god økonomisk udbytte. Til deres undskyldning skal siges at de er født jægere og kun driver fiskeri fordi de er tvungen dertil for at skaffe føden.
Igennem mange generationer har disse mennesker skaffet føden ved fangst, d. v. s. jagt og kun få år siden så enhver fanger med respekt for sig selv med foragt på en mand som nedlod sig til at fiske. Fiskeri var noget som kun kvinder og gamle mænd gav sig af med. Da sæljagten begyndte at aftage på grund af indskrænkning i sælbestanden skulle man have troet at enhver mand med sund fornuft måtte ku de indse at fiskeriet var en udvej for at skaffe sig en erstatning for den forsvundne sæl. Sådan var det imidlertid ikke, grønlænderne er ikke i besiddelse af den foretagsomhed og tilpasningsevne som den hvide mand er i besiddelse af. Ej heller var de i stand til at bryde med århundrede lang fangertradition noget som man måske kan tilgive dem, hvis man da er tilhenger af tradition frem for brød og kød. Jeg er det ikke, og måske jeg alligevel kan forstå noget af deres stadige holden fast ved det gamle, selv om denne stadighed kunne koste dem livet.
Fra tidernes morgen har grønlænderne været et naturmenneske som levede under den barske og hårde polarnaturens stærke påvirkning. De var vant til en hård og streng natur, mod hvilken det lille menneske i kamp altid ville blive og altid blev den lille. Erfaringen lærte dem at naturen kun kunne besejres hvis man var med den og bøjede sig for dens luner. Man lærte med andre ord at anvende den pasive piletræs – taktik, og man anvendte den på en pasiv måde. Man gav efter og nøjdes med det. Også andre mennesker har lært af piletræets eftergivenhed, jeg tænker her på den kineser som udpønskede pil – pulse metoden, men han var klog nok til ikke at nøjes med at lade sig bøje han lærte også at når byrden man må bøje sig under er fjernet skal man atter rejse sig og samle styrke til at modstå det næste tryk.
Denne sidste del manglede grønlænderen og havde danskerne ikke vist ham den nye vej frem da den gamle blev spærret tror jeg at mange af de forhenv stolte fangere havde gået sultedøden og undergangen i møde.
Nu hjælper vi dem og der ser da også fremgang, men som før sagt der vil gå lang tid, før den omlægning af deres levevis, som har været nødvendig, er fuldført.
Desværre er det jo sådan at når nogen skal hjælpe og vejlede andre, lærer de dem også noget dårligst. Af det værste vi har lært dem kan jeg nævne anvendelsen af spiritus og så al den kontoruveseri som daglig irriterer mig i uhyggelig grad. Hvis Grønland havde været et skovland med en veludviklet papirindustri var der moské ikke så meget at sige til den fråsen med papir som finder sted her. Som det er, vil jeg sige at det er fuldkommen idiotisk.
Nu har jeg været ansat her i næsten 20 måneder, og der er vel ikke noget at sige til at jeg blev forbavset da man i dag gir mig et skema så langt som et ondt år som jeg skulle udfylde. Der spurgtes om hvornår og hvor jeg var født, om jeg var gift og havde børn om hvad min far hed og hvornår han var gift med min mor og hvad hun hed til efternavn før hun blev gift, samt hvornår både far og mor var født og hvor.
Jeg blev som sagt forbavset, men da jeg har et iltert temperament blev jeg tillige rasende over så nysgerrige og fuldstændig fjollede spørgsmål, og så smed jeg al deres papirmøg i hovedet af dem og bad dem ryge og rejse. Nå måske det var for meget forlangt på en gang, det er jo nemt at rejse, ialtfald ikke ret langt, men ryge kan man da for vi har tobak nok endnu.
Nu bliver der jo nok ballade, for de arme tjenestemænd får da ikke en rolig time så længe de har et skema som ikke er skrevet fuld. Dog skal ingen magt i verden få mig til at lave så meget som en blækklat på dette papir om så selve direktøren kommer og beder mig om det.

25/1
Frosten tiltager, det fryser nu 28 og isen bliver tykkere for hver dag der går. Sidste søndag var jeg ude på isen for første gang i år. Jeg fiskede hele dagen, men fangsten var meget beskeden kun en lille bitte fisk på knap 1 kg. Det har jeg vist skrevet før, men jeg skriver det nu fordi fiskeriet siden er blevet meget bedre. Der er kommen Mange flere og de er også større. På søndag skal jeg ud igen, denne gang skal jeg prøve hvor der er dybere vand. Der hvor jeg fiskede sidste er det kun 170 m dybt, der hvor jeg vil prøve på søndag er det tæt ved 300 m. Det er selvfølgelig mere besværligt at fiske på så dybt vand, men de største og fleste fisk findes der, og det er trods alt det som tæller.
Det er morsomt at fiske, men det er en kold fornøjelse at trække en våd line op når det fryser 20 , straks den rører isen er den som en pind. Når den igen kommer ned i vandet er den dog straks blød som før.
Min nye slæde kommer nok i morgen, og så er jeg klar til at køre. Jeg har selv lavet hundesele i år og jeg vil også selv lave min nye pisk. Det er morsomt selv at gå og lave den slags ting og det er også rart at få det lavet så det passer til hundene.
De seler som grønlænderne laver er gode nok, men de er altid et par numre for små til mine hunde. Den nye slæde bliver vældig flot den skal blanklakkeres, og så skal den kun bruges af migselv, så den kommer til at holde sig pen længe. Sådan en slæde koster med arbejdsløn ca 90 kr, men det er billigt. Hvis G.T.O. skulle lave den for mig vilde den komme til at koste 225 kr og så ville den sikkert ikke være så god.
Jeg har også fået nyt vintertøj i år. Jeg har købt mig et par amerikanske marineoveralls, de er lavet af dobbelt stof. Inderst består de af tykt uldent stof af samme slags som anvendes til tyende uldtæpper og yderste av vindtæt og vandtæt tøj. Når jeg får dem på oven over et par uldne militær benklæder kommer jeg ikke til at fryse om det så fryser 40 .
Min påklædning på slædetur vil i den koldeste tid komme til at se således ud. Undertøy og sokker, khakiskjorte, og træningsdragt, islændertrøje så tyk som en dyne og uldne militærbentøtj samt prea-cal og ovennævnte overalls. På fødderne skal jeg dessuten have et par tykke pelsokker og et par kamikker eller støvler. På hendene et par uldne vanter og et par sælskindsluffer, og på hovedet en canadisk hue med teddybearslag til at slå ned over nakken og ørerne. Hvis det blæser slår jeg den teddybearforede hætte på min paca coal op over huen og så kan jeg hverken fryse eller høre. Det er dejligt.
Ovennævnte påklædning kan kun anvendes når temperaturen er under – 20 og så må jeg endda sidde stille på slæden det meste af tiden for ikke at gå til af varme.

Længere hen på foråret når solen får magt er det ofte så varmt at man næsten kan fristes til at køre i skjorteærmer, dog bør man ikke falde for denne fristelsen hvis man vil undgå at få lungebetændelse eller andre frygtelige sygdomme.

4/2 – 56
Når man lever så langt borte fra verdens sentrum, som jeg gør, kan man meget let lade sig friste til ikke at tænke nærmere over de problemer som optager sindene på mere centrale steder af kloden.
Man er tilbøjelig til hurtig at tage parti for den part i en stridighed som man ved et overfladisk skøn antager har mest ret uden også at søge at se sagen fra den anden side.
Dette skyldes dels dovenskab og dels ufuldstændige og ensidige oplysninger om sagen. Jeg har for kort tid siden givet et eksempel på at denne min påstand er rigtig, og nu bagefter ser jeg med skrkk på mig selv fordi jeg lod mig rive med af en stemning som opstod rent spontant ved de ensidige oplysninger jeg havde fået om sagen.
Det er færøproblemet jeg tænker på. Med villie kalder jeg den ikke for Klaksvigaffæren. Efter at have læst mængde om Færøernes historie og århundreds lange frihedskamp er jeg nemlig kommet det resultat at Klaksvig ikke er et arnested men et sted hvor luerne af en længe indestængt ild slår igennem. Hvis man i Danmark tror at kunne slukke denne ild ved at hælde vand på stedet hvor luerne slår igennem tage man fejl, man kan med lidt held begrænse ilden, men dette er kun en galgenfrist. En skønne dag vil et nyt luftbal give de ulmende gløder luft og ilden vil rase som aldrig før.
Så vidt jeg husker skrev jeg i sin tid at næste gang en del af Danmark ville rive sig løs blev det måske Fyn eller Viborg Amt. Jeg skrev det fordi jeg dengang tænkte som så, at Færøerne var et amt i Danmark, og når det kunne forlange selvstændighed måtte et hvilken som helst andet af landets amter kunne det samme. Med skam må indrømme at denne tankegang ikke var særlig logisk. En sammenligning mellem et almindeligt amt og Færø amt kan nemlig ikke uden videre drages.
Selv om der er forskel på folk i Viborg Amt og Svendborg amt er denne forskel dog ret overfladisk. En ting har disse mennesker tilfælles og det er at de er og de føler sig som danske. De har i århundreder levet under næsten samme vilkår, og har altid følt sig som en del af et samlet hele. Dette er slet ikke tilfældet med beboerne i Færø amt. De har aldrig været danske og jeg tror med sikkerhed at kunne sige at de heller aldrig vil blive det. Hjemme har man ganskevist anset dem for at være borgere i landet, men kun få mennesker på færøerne har nogensinde haft denne følelse. Deres kultur er ikke som vår, og deres levevilkår heller ikke. Da uroen i Klaksvig begyndte troede jeg at det var noget ganske uhørt som hændte, jeg troede nemlig som de fleste at Danmark altså havde ladet færingerne have selvbestemmelsesret i indre anliggender. Og selv om jeg nok havde hørt noget om løsrivelsespartiet troede jeg at dette parti var et krigs – og efterkrigs fænomen. Efter at have sat mig bedre ind i forholdene har jeg opdaget at dette parti faktisk har eksisteret under en eller anden form de sidste 60-70 år. Sambandspartiet havde jeg også hørt om, og jeg troede også at dette parti var noget nyt som var opstået som en modvægt mod løsrivelsespartiet. Dette var ved nærmere undersøgelse heller ikke rigtig. Ja det var ikke engang rigtigt at det var en modvægt mod løsrivelsespartiet, snarere ser det ud som om det er en mere moderat gren af denne.
Selv sambåndsfolkene anser nemlig det nuværende forhold for at være uholdbart, de ønsker en mere udstrakt frihed, men da de er mere forsigtige end de andre ønsker de stadig at bevare forbindelse med Danmark.
Allerede i 1926 skrev en sambandsmand at såfremt Danmark ikke snart ændrede sin politik over for Færøerne ville en voldsom oposisjon mod danskestyret antagelig blive en uundgåelighed. Danmark ændrede og har vist heller ikke i sinde at ændre sin politik. Det er skade for man kan vel ikke vente at et folk som ønsker sin frihed skal vedblive at lade sig holde hus med snak.
Jeg ved godt at mange hjemme mener at så lille et samfund som det færøiske ikke kan klare sig som selvstændig nation, det er måske rigtigt, men vi danske skal være lidt forsigtige med at sætte et mindstemål for selvstændige lande. Der findes andre lande i verden som måske kunne finde på det samme, og det er ingen som kan garantere os at de bruger så lille et mål som vi. Det kunne jo tænkes at de f. eks ville sætte grænsen ved 6 mill. og hvad så med lille Danmark, det kan være at de så vilde miste sine kolonimagtsgriller og bruge sine evner og kræfter til at kæmpe for sin egen frihed.
Jeg mener at nu bør vi lade færøerne få den frihed de ønsker, og hjælpe dem ved at tage dem med i de øvrige nordiske landes samarbejde. Hvis vi gør det viser vi os vor ry som fredselskende og retfærdigheds elskende nation værdig.
I er måske ikke enige med mig i disse betragtninger, men nu da jeg efter forskellige studier har taget stilling til problemet ”færøerne” vil selv kraftige indvendinger mod mine ideer have vanskelig ved at få mig til at ændre mening. Måske jeg hellere med det samme må indrømme at en af grunderne til at jeg har taget parti for Færøerne er den, at jeg ved at læse om livet på disse stormomsuste atlanterhavsøer er kommet til at beundre det hårdføre og stejle folk som beboer dem. Jeg har set disse øer een gang. Jeg så dem langt opp fra, og jeg glemmer aldrig synet af disse brune klipper svømmende i de vældig og ubarmhjertige hav, tusinder af små øer alene langt borte fra fastlandets stille ro.
Jeg så dem som mange små dele af en større enhed, og når jeg nu tænker på den trykkende følelse af ensomhed jeg fik bare tanken om at skulle bo på disse sten øer, kan jeg ikke undgå at spørge mig selv, hvilken ret har vi som leve i Danmarks flade frugtbare land til at bestemme over disse mennesker som med livet som indsats må bjerge føden for sig og sine på det nådesløse hav som omgiver deres ufrugtbare og barske klippehjem.
Skulle den hårde kamp for det daglige brød ikke for længst have modnet dette folk så de nu er værdige til at bestemme over deres eget land. Jeg tror det, og derfor ønsker jeg også at de må få den frihed de stræber efter.
Nationalt sæt er mit synspunkt nok forkasteligt, dog det generer mig ikke, jeg føler mig ikke længere som borger i et bestemt land, jeg mener nemlig at en altfor stærk nationalfølelse er en dumhed, Når den alligevel findes visse steder kommer det nok af at mange tror nationalfølelse og frihedsfølelse er det samme. Men det er det ikke. Det er muligt at en mand som er stærkt nationalindstillet også er frihedselskende, men isåfald er det kun sin egen frihed han elsker.

9/2
Den 4. d.m. skulle vi efter kalenderen have set solen første gang i år. Et tæt skydække i forbindelse med tåge skjulte den imidlertid for os og først i dag fik den at se. Den var da kommen så høyt op at den kunne skinne helt klart, og det var et dejligt syn igen at se det snehvide landskab badet i solens stråler. Der var ikke meget varme at spore i disse første stråler, temperaturen lå helt nede på – 29 og det blæste en frisk vind fra syd-øst, med andre ord, det var ikke netop behageligt at stå stille ret længe af gangen. Den lave temperatur har nu holdt sig i lang tid, men vi venter en mildning sidst i måneden. Normalt kommer der en periode med mildt vejr sidst i februar, ja der kan endda blive tale om varmegrader. Det er føhn vinden som skaber denne varmefront, det lyder meget enkelt, men jeg kan bare ikke få ind i mit hoved at der kan komme varme luft inde fra indlandsisen. Nå det gør der altså, og kendsgerninger må man som bekendt bøje sig for selv om ens forstand ikke slor til lit udrig mig af hvordan de fremstår.u
Den 5. var jeg ude at køre min nye hund til, det var morsomt at se den med seletøj på. I begyndelsen faldt han om og lå som om han var død, men da de andre gik fremad måtte han atter vågne op til det jordiske liv. Men trække ville han ikke, han dansede rund på bagbenene og søgte på alle måder at befri sig for den ubehagelige sele. Det lykkedes også for ham, men da han søgte at stikke af var han ikke så heldig. Jeg fik fat i halen på ham og så måtte han opgive udflugten for denne gang. Han gjorde en meget ynkelig figur, og det var vanskelig at få ham i tøjet igen. Han forsøgte nemlig igen at spille død, og han spillede rollen meget godt. Jeg kunde flytte med ham og trille ham rundt, han var så slap som en klud. Endelig var han i tøjet og jeg slæbte ham hen til de andre hunde. Bamse knurrede ildevarslende og viste sine tommelange hugtænder. Så blev den lille levende igen, og pludselig trak han så man skulle tro at han var en gammel øvet slædehund.
Nå jeg kaldte ham den lille, det er vist egentlig ikke den rigtige betegnelse for en hund af hans størrelse. Han er nemlig en stor tyk hund med ben så tykke som en hest og han er stærk som en bjørn. Min store hund er far til ham og den ”lille” har arvet sin fars gode kræfter og svære lemmer. Desværre er han bleven meget forkælet, men jeg tror nok det går af ham når han selv opdager at han er en rigtig voksen hund. I allfald er han lydig nok og pisken behøver jeg ikke at bruge hverken på ham eller de andre.
Alt går ellers som vanlig, vi har nu haft forbindelse med samtlige udsteder og fra alle sider meldes om god sælfangst. Jeg tror at man alle steder har fanget mere end dobbelt så mange sæler som på samme tid sidste år, så det tegner da godt på dette område.
Hvis alt var så godt var det ingen sag, men sådan forholder det sig desværre ikke. Jeg fortalte vist nok engang, at vi havde fået nyt brandvæsen med store motorsprøjte og det andet moderne udstyr. For en tid siden – det var om morgenen den 4. kl 5.00 tudede brandsirenen. Det fantastisk fine brandvæsen rykkede ud for at bestå sin prøve. Da jeg kom frem til brandstedet var der intet brandvæsen at se, d.v.s de gamle brandmænd var gået i gang med håndsprøjter og brandspande mens det motoriserede vidunder var endnu ikke mødt. Det varede imidlertid ikke længe før det kom med to sprøjter. Den ene er en tanksprøjte som rummer 1000 l opvarmet vand og den anden er sugesprøjte som kan give 1000 l i minuttet. Altså det er både praktisk og moderne. Desværre kunne tanksprøjten ikke starte så den gjorde ikke meget gavn. Den andre sprøjte derimod startede omgående, men den frøs straks og der kom ingen vand i slangerne. Tilbage var kun vandbærerne og de arbejdede ikke fordi de troede at brandsprøjterne sagtens kunne klare den alene. Ak ja sådan kan det gå. Nå ilden blev til sidst bekæmpet, og kun den ene halvdel af huset brændte. Brandvæsenet nåede ikke at få vand på slangerne. Vejrforholdene var alt andet en gunstige, det frøs 26° og det var snestorm, men det gik altså alligevel. Ildens årsag – sprit og petroleum – eller for at sige det på en anden måde, drikkegilde og en glemt petroleums lampe. Huset burde være brændt for 30 år siden, det var en elendig rønne. Taget var af græstørv og fuldstændig fladt, skorstenen var et almindelig jernrør som var ført gennem taget og ved siderne tættet med papir .
Englene holder vingerne beskyttende over de enfoldige…

14
I søndags var jeg ude på den første rigtige slædetur I år. Min nye slæde var dejlig at køre med og føret var fint. Fredag kom nemlig en av de omtalte føhnvinde og den bragte i løbet af 6 timer temperaturen fra – 20 til +5. Meget af sneen som lå på isen smeltede og flere steder var der ca 10 cm vand. Lørdag aften drejede vinden pludselig til nord og ½ time senere var det snestorm og – 15. Allerede søndag morgen var al vand forvandlet til is, så der var virkelig fint føre.
Det blev altså en god tur selvom det var koldt. Det blæste stærkt og det frøs 24, men når man er klædt godt så spiller kulden ikke nogen rolle. Hundene gik godt, de nød vist turen mindst lige godt som jeg. Hjemturen gik langsom for da havde vi vinden lige i mod. Jeg var nødt til at sidde på slæden det meste af tiden – når jeg løb frøs min næse sammen så jeg ikke kunne få luft nok. At trække vejret gennem munden går ikke an når det er så koldt, da den kolde luft næsten fryser lungene sammen.
Fastelavnsmandag var jeg en tur oppe og besøge lærerinden om eftermiddagen, og om aftenen havde Jensen og jeg telegrafbestyreren og en sygeplejerske til middag. Vi fik andeslig med hvidvin, – og blommer og fersken som dessert. Så nu glemte jeg som sædvanlig noget. Først fik vi nemlig tærteskjell med grisekød ærter og gulrødder. Derefter kaffe med cognac og senere et spil kort med øl og whiskyspisser. Jeg drak dog kun dansk vand, for nu har jeg fået den skøre ide at spirits er noget som kun andre drikker. Der er vist kun jeg selv som forstår meningen med det, alle andre tror jer er ble en trosset. Nå dem om det. Jeg har ganskevist fortalt dem at kun dårer og tosser bryder sig om hvad andre gør. Selv om de alle har bestemte begreber om hvad man kan og hvad man ikke kan av hensyn til andre, var de enige med mig. Ikke en blev fornærmet. Sådan er menneske nu engang. Havde rost dem på samme upersonlige måde ville de alle have følt sig smigret.???
Når man ruger sin sunde fornuft og sin beskedne menneskekundskab kan man sige akkurat hvad man har lyst til uden en eneste tager anstød deraf. Noget andet er, at man selvfølgelig ikke behøver at gøre det, men ofte er det nu meget fristende. –
Lytteforholdene har været meget dårlige i de sidste 2 måneder. Reykjavik er snart den eneste station som går igennem uden forstyrrelser. Jeg har derfor lyttet meget til den nu i vinter, og jeg er snart ved at kunne forstå det meste af hvad de siger. Der er også mange gode musikudsendelser om aftenen, så faktisk har jeg ikke savnet Godthåb radio.
Den norske kortbølgesender kan jeg også høre næsten hver aften fra kl 10 – 11. Disse to, den islandske og den norske, har så nogenlunde kunnet holde mig underrettet om hvad der sker ude i verden, og nols radioavis fortæller i kort telegrams til hvad der sker i Danmark. Så vi er, trods atmosfæriske forstyrrelser, ikke helt ude for det hele.

21/2
Allerbedst som jeg går og bilder mig ind, at jeg lever et afsides og isoleret sted, får jeg at vide, at post pr slæde en af de første dage, og at amerikanerne vil nedkaste post sidst I denne måned og først i april. Med andre ord, min indbildning er kun en indbildning, for når vi får post hele tre gange på to måneder er vi da ikke helt ude for det hele. Ganskevist kan vi ikke svare på de breve vi får, men det er måske kun en charme mere ved at få post. Som bekendt er det morsomste ved posten at modtage, at afsende kan godt være hyggelig, dog kommer man ikke uden om, at det også er forbunden med arbejde og anstrengelse.
Når i engang får denne bog, er det mulig, at i ikke giver mig ret i min påstand. Det gør imidlertid ikke noget, i må gerne sende mig en noget lignende for at tage hævn og vise mig, at selv det at medlage brev kan kræve en vis energi. –
I denne tid har jeg det vidunderlig, vejret er mildt og solrigt, isen er god, og mine hunde har en energi som jeg til tider synes næsten er for voldsom. I søndags havde vi et lille opgør. Vi kunne ikke rigtig blive enige om hvem af os som skulle bestemme hvor længe og hvor vi skulle køre. Hundene havde en mening om dette spørgsmål og de gjorde hvad de kunne for at sætte den igennem. Fire km ude på isen fandt de på at nu ville hjem igen. En hest kan som bekendt også få sådanne lyse indfald, men den er næsten altid til at overtale ved hjælp av pisk og tømme. Med hunde er det en anden sag, de har ingen tømme, og når de får den skøre dille kan pisken ikke stoppe dem. Altså gik det hjemad, og det med en fart som jeg aldrig har kendt magen til. Det tog ikke mange minutter at komme hjem og hundene var glade fordi de havde fået det som de ønskede. Selvfølgelig blev det ikke nogen lang glæde. Ganskevist er der nogen som påstår at når vi lever i et demokratisk samfund må man bøje sig for flertallet. Da der er fem hunde og kun en mig ville det altså være det rigtigste, at at det blev som hundene havde bestemt. Dog demokrati og demokrati er to ting, og for at jeg også skal få en chance har vi bestemt at afstemningen skal foregå efter antallet af ugentlige arbejdstimer. Hundene arbejder til sammen 40 timer om ugen og jeg alene 48 timer. Jeg stemte for at det var mig som skulle bestemme og sådan blev det. Min gode pisk var det redskab med hvilken jeg gennemførte min ret. Efter ½ times kamp gik hundene med på at løbe den samme tur en gang til med samme fart begge veje som de før havde holdt på hjemvejen. Da denne tur var endt var der nogen som kunne ligge roligt det første par timer. For eftertiden tror jeg nok vi bliver enige om hvem som bestemmer farten og turens længde. For mit vedkommende er det iallfald ingen tvivl. Jeg gik i seng kl 10 søndag aften, og jeg faldt i søvn omgående.
Dagene er ved at være lange nu, vi har sol fra kl 9 – 16 og det er lyst fra kl 8 – 18. Mørketiden fik hurtig ende i år.
I det hele taget synes jeg, at tiden løber lige så stærkt som den gjorde den første tid jeg var her. Nu til den første marts har jeg været her 20 måneder eller 2 ½ gang så lang tid som min forgænger. Jeg forstår endnu ikke hvorfor han rejste hjem, han havde ikke været her så længe, at han kendte spor til forholdene her. Nå ham om det, han er nu gift og hjemfaren, så han har egentlig fået straf nok for den synd.

28/2
Atter en dag med sol og høj himmel, en af de dage da livet er let og lyst. I morges stod jeg op kl 7 og før jeg spiste til morgen gik jeg en lille tur for at nyde det dejlige vejr. Østhimlen var farvet purpur rød af solen som lå og lurede bag horisonten. De sneklædte fjelde havde et vidunderligt rosafarvet skær og byen sov endnu, kun hundenes klare sangstemmer forstyrrede morgenfreden. Måske var det forventningen om den omtalte postflyver som gav denne morgen et særligt skær, jeg kunne næsten fristes til at sige helligdags stemning. Da kl var 12 og der stadig ikke var sket noget opgav jeg dog at få post i dag, men stemningen fra min morgentur holdt hele dagen. Kl 17 løs råbet over byen ” Timmisartoq Timmisartoq”, det betyder flyvemaskine. Så fik jeg travlt, jeg løb ind og hentede mit fotografiapparat, og det lykkedes mig at tage hele 7 billeder af maskinen mens den nedkastede de 10 postsække og tog en ekstra runde. Piloten vinkede til os ved at vippe maskinen fra den ene side til den andre, før han atter satte kurs mod syd. Det var en D.C 3 maskine fra U.S.A.F. s base på sdr Strømfjord. Jeg fik to breve, et fra far og mor og et fra Inga Erland og Tor. Desuden fik jeg mit nye kørekort og to breve fra Den kgl. grl handel, så høsten var ganske god.
Uden at forklejne nogen, vil jeg sige at brevet fra mor var det bedste. I det var der udførlig referat fra bedstefars begravelse. Det var smukke taler der blev holdt denne dag. Selv om det blev sagt pæne ord, var der dog ikke spor af overdreven sentimentalitet, og det er jeg glad for. Den slags ville bedstefar aldrig have syntes om, dertil var han for ærlig og ligefrem. Jeg fik for et par dage siden et lille brev fra ham, der stod ikke meget i det men jeg vil gemme det til minde om ham som jeg holdt af. Jeg ville gerne jeg kunne have været med til begravelsen. Man kan imidlertid ikke være mere end et sted af gangen, og jeg må altså nøjes med at få at vide hvem der var der og hvad der blev sagt.
Inga skrev om Tor og jeg fik også et billede af ham. Han er blevet større siden jeg sidst fik billeder. Når jeg om 17 måneder kommer hjem løber han nol selv både ude og inde. Det bliver mærkeligt at se ham for første gang som en stor gut på over 2 år. Selv om jeg befinder mig godt her glæder jeg mig til at se jer alle sammen igen, der bliver fest og glæde den dag da det kan ske.
Moster Anine kan godt begynde at glæde sig til Norgesturen 1957, jeg agter nemlig at tage hende med der op en tur når jeg kommer hjem. Det vil ikke nytte noget for hende at stritte imod, om jeg så skal bære hende derop skal hun med. Vi skal selvfølgelig besøge Inga og Erland, og så skal vi en tur til Kongsberg og Oslo. Der er mange ting at se på

Som jeg ved vil interessere hende, det bliver sikkert en dejlig tur. Inga skriver at hun håber jeg slår mig ned i Norge når jeg rejser herfra, jeg ved det ikke rigtig, egentlig er jeg vel ikke gammel nok til at slå mig ned et bestemt sted endnu. Verden er så stor og der er så meget jeg endnu ikke har set. Men vi får se hvordan det står til den tid. Hvem ved hvad? Foreløbig har jeg et år tilbage her, så jeg faktisk tid nok til at tænke mig om i.
Nu til sommer begynder jeg at se mig om efter en ny stilling, jeg prøver foreløbig 2 steder, hvis ingen af dem giver resultat må jeg senere finde på noget nyt. Endnu har jeg nemlig ikke funden den ro som er nødvendig hvis jeg skal kunne finde mig i at bo i ordets egentlige forstand.
Postslæderne som jeg omtalte i mit sidste brev ankom den 24. Der var 14 og de havde tilsammen 114 hunde så der var opløb så det forslog noget. De kom nedefra Sarkak og havde tilbagelagt den ca 150 km tur på 2 dage. De må siges at være pænt når man tager i betragtning at de alle havde tungt læs og at de havde kørt tværs over Nugsuak. Landkørsel er nemlig betydelig mere besværlig end iskørsel. Dette gælder både for hunde og kuske. De tiltrådte hjemrejsen søndag den 26 kl 10. Nu får vi antagelig post igen midt eller først i april, jo vi kan sagtens i år.

Det er endelig bestemt at der skal bygges ny butik til sommer. D.v.s faktisk er det den gamle som skal laves om, men da kun ydermurene skal bruges bliver det fulstendig som nyt. Endvidere skal det nye el-værk påbegyndes til sommer, det bliver dog først færdig sommeren 1957. Børnesanatoriet skal også udvides i år, så der bliver en del byggeri som skal ordnes i løbet af sommeren.
Det vil komme til at koste 65 000 kr at lave butikken om, byggeri er dyrt på her. Bare vi var ovre al det besvær, det bliver nok en slem omgang. Hvornår vi bliver færdige melder historien ikke noget om, men jeg håber det bliver i god tid til Jul.
Det ser altså ud til, at jeg får fornøjelsen af at arbejde I den nye butik i et halvt år, det er da altså noget. Vi får, så vidt det på nuværende tidspunkt vides, 6 håndværkere her op til sommeren. Det er der fleste der har været her i min tid. Antagelig kommer der nogle af dem som var her sidste sommer, ialtfald kommer murere, han er ved at være en fast sommergæst i Umanak, det bliver 3de år i træk han kommer. Vi får også en ny husbogholderske engang i løbet af den kommende sommer. Fru Petersen, som har været her to, år vil ikke blive ved længere. Hun bliver dog stadig i Umanak, idet hun som før sagt er gift med telegrafbestyreren.
En ny assistent får vi også, Bojsen skal hjem på ferie fra August til Januar og derefter skal han tiltræde stillingen som udstedbestyrer ved Narsaq i Syd Grønland. Den nye assistent som kommer heder Heldebrandt, han er gift og har to barn. Kæmneren og lægen skal også skiftes ud og den gamle præst kommer igen Juli eller August. Som i kan se vil der ske en del forandringer i besætningen i år, nå det gør ikke så meget, det er altid rart at se nye ansikter.
Til næsten sommer vil der også ske en del forandringer, da skal skoleinspektøren en lærerinde, politiet, kolonebestyreren, byggeleder, telegrafbestyreren, lagerforvalteren og butiksbestyreren skiftes ud.
Da får Umanak et ganske nyt ansigt. I øjeblikket er der ingen her som ikke enten er kommen for første gang eller kommen tilbage fra ferie mens jeg har vært her, jo Bojsen, men når han rejser er jeg den som har været her længst i en omgang. Jeg er altså ved at være gammel i gårde.