Perioden 1/3 til 31/3 1956

5/3 56

Atter en dag med strålende sol og forholdsvis varmt vejr. Det frøs 15° om morgenen, men op ad dagen steg temperaturen til – 10. Vinden var svag syd-øst og det var næsten skyfrit. Jeg kørte hjemmefra kl 11.30 og kom hjem igen kl 15.45.

Turen gik denne gang ned langs Storøen til Barnat, et punkt omtrent nede ved øens syd-østlige hjørne. Denne tur har jeg kjørt før men jeg tror aldrig jeg bliver træd af den. Fjeldene, som rejser sig lodret op fra isen til en højde af 10-1200 m, er så farverige at selv Coloradodalen i Californien ikke kan opvise noget lignende. Udsigten mod Nugsuaq er også storslået, man kan se over til nogle gamle døde bræer og mod øst kan man se innlandsisen over den store virksomme bræ ved Ikerasak. Overalt hvor man vender sig møder øjet en uberørt og magisk natur. Der er stilhed og ro der er skønhed og harmoni, hvad mere kan man ønske sig.

Jeg tænker tit på at Umanakfjorden ville være et ideelt turiststed hvis ikke den lå så afsides. Måske det er et held at beliggenheden forhindrer en strøm av turister, altfor halloj ville antagelig berøve stedet noget af charmen og desuden, hvor mange turister forstår at værdsætte et så storslået landskap uden store hoteller og dansesale?

Mine dejlige hunde løb så godt i går, at jeg rigtig kunne få tid at nyde turen. Når jeg mødte nogen vendte de sig om og så efter os og jeg hørte mere end en gang nogen råbe ”bini” hvilket betyder fint. Mine hunde har nemlig efterhånden fået ord for at være Umanaks smukkeste spand. De er deg også, og jeg tror nok, at de selv er klar over det. Når jeg holder for at tale med kendte lægger de sig ned på maven med hovedet højt hevet og ørene spidsede så de næsten går sammen over hovedet på dem. Munden lader de stå å en så man kan se både tunge og tænder. Jo de ved nok hvordan de, skal te sig for at vække opsigt. Deres seletøj er også fint, det har jeg jo selv lavet til dem.

Næste søndag skal jeg ud igen, denne gang for at lave nogle farvebilleder af omegnen. Disse billeder får i ikke at se før jeg kommer hjem, så i skal ikke glæde jer for tidlig. Hvis alt lykkes laver jeg ca 40 vinter – og 40 sommerbilder i farver. De bliver ikke lavet på papir som alm billeder, filmen bliver, når den er fremkaldt klippet i stykker og de enkelte billeder bliver sat fast mellem to glasplader. De kan kun bruges som lysbilleder.

Nu vil jeg søge at fortælle en lille historie som faktisk er mere tragisk end morsom, men som man næsten ikke kan lade være med at le af.

I denne tid drives der en kraftig propaganda for afholdsbevægelsen. Der skrives rørende historier om hvordan drukkenskaben kan ødelægge et hjem og om hvordan alting retter sig når den ulykkelige alkoholist melder sig ind i en blåkors forening.

Der skrives også skuespil over samme emne, og en realskoleelev i Godthåb hvis far er kateket her i Umanak har netop skrevet et sådant.

Dette stykket handler om en ung mand som kommer i med dårlige kammerater, som får ham ud i drikkeriet. Han er ved at gå helt til bunds, men så kommer han på besøg hjemme og da han kommer til at se på hvordan hans forældre lever et rolig og stille liv, får han øjnene op for sine fejl. Så dybt grebet bliver han, at han beslutter sig til at starte en Blåkors forening for at hjælp andre unge ud af den samme forlegenhed som han selv har været i. Man kan vel rolig indrømme at dette stykket har en lykkelig ende.

Den unge forfatter blev da også, som belønning for sit kunstværk, omtalt i radioavisen. Hans forældre blev selvfølgelig meget stolte over deres håbefulde søn, og der var vist mange som smigrede dem lidt. Iallfald besluttede de at holde en lille fest i anledningen af denne kunstneriske debut som deres afkom havde haft.

Kateketen selv, en kirkens og skolens ydmyge tjener, købte ind og bød til fest. Indkøbet var hurtig gjort, han hanlede 1 fl rom, 2 fl frugtvin og 25 øl. Det drak man så om aftenen med det naturlige resultat at alle tilstedeværende blev mere eller mindre berusede. Efter min mening er det en meget ulogisk måde at fejre afholdsbevægelsens fremgang på, men jeg er jo hverken præst eller degn, så antagelig er det mig som er galt afmarcheret.

Nu må i endelig ikke tro at denne kateket er en undtagelse fra regelen. Jo det vil sige, det er han måske nok, men ikke fordi han gør den slags. Hvis han er en undtagelse må dette skyldes at han drikker mindre end de fleste af sine kolegaer.

Uden overdrivelse kan jeg rolig sige at en meget stor del af de grønlandske præster og lærere er mere eller mindre forfalden til alkohol. Det sker ikke sjældent at de møder berusede i skolerne og flere gange kommer de for sent til kirken om søndagen fordi de må sove lørdagsrusen ud søndag morgen. Nydelige tilstande!

De mennesker, som er sat til at opdrage børnene og foregå de voksne med et godt eksempel, opfører sig som en drukken vagabondsamling. Dette gælder altså kun grønlandske ikke danske som er ansat ved den grønlandske kirke og skole.

6/3

I disse dage er Jensen på tur til de nordlige udsteder for at tage kontrol optælling der. Det bliver en længere tur, han regner med at komme til at køre ca 250 km på slæde og turen vil antagelig tage 10-12 dage. Mens han er væk er jeg udnævnt til plejefar for hans 3 små hundehvalpe. Det er nogle meget smukke hundebørn, det er min Bamsemand som er far til dem, så de skal nok blive til noget stort engang.

Vejret er ikke så godt i denne tid, det sner og er tåget, temperaturen holder mellem – 10 og 15, men den sure fugtige luft gør at det føles dobbelt så koldt.

13/3

Vinteren er nu kommen igen, de sidste 3 dage har der været fra 22 til 29° frost. Det er imidlertid stille vejr og om dagen skinner solen fra en skyfri himmel. Nu er dagene ved at være lange, I dag sto solen op kl 7.10 og gik ned igen kl 17.40. Nu varer det ikke længe før vi har jævndøgn og så er det kun 7 uger til midnatssolen begynder. En lang tid gik vi og regnede med meget tidligt forår, men idet den nye kuldebølge er begyndt er vi bleven mere skeptiske i den retning. Nå det er nu også ligegyldig hvornår vi får forår og skib, senere end den 20 juni bliver det næppe, det var på den tid det skete sidste år.

Om en lille måned får vi antagelig luftpost igen, og det er hårdt tiltrængt. Vi får ikke meget at vide om hvad der sker ude i verden i denne tid. Lytteforholdene er så elendige at radioen ikke engang kan få radioavisen igennem til os hver dag. Godthåb kan vi næsten aldrig høre mere og mange gange kan den norske kortbølgesender heller ikke gå igennem. Den eneste station som til stadighed kan nå os er Reykjavik, den er altid fin fin. Grunden til disse elendige forhold radiomæssigt er, etter hvad de kloge fortæller os, at et fast luftlag ca 70-100 km ude i verdensrummet er bleven så utæt, at det ikke formår at kaste radiobølgerne tilbage mod jorden. Radiosenderne sender med andre ord lige ud i det uvisse. Skematisk set gør radiobølgerne som følger.

Når langbølgestationen Reykjavik går fint igennem trods forstyrrelser på andre bølgelængder er grunden den at langbølgerne ikke som mellem og kortbølgerne går opad, de følger jorden, og er på denne måde uafhængige af om de højere luftlag er hjemme eller ej.

Den 23 februar var radioen fuldstændig tavs både på mellem og langbølgerne, dette er ikke noget lokalt fænomen. I det meste af nordeuropa og nordamerika var det lige så dårligt. Det blev omtalt fra Norge af en professor, og han sagde at den slags forstyrrelser antagelig ville blive hyppigere I årene fremover, men hvorfor fik jeg ikke fat i.

16/3

Måske har i hørt om fænomenet med de 3 sole. Set det har i sikker ikke for det forekommer mig bekendt kun i meget nordlige og meget sydlige egne af verden.

Jeg så det på en slædetur forleden, og det var et mærkelige syn. Det var svag diset og solen havde en del besvær med at holde sig synlig. Jeg sat og ønskede at det ville klare helt op, og det så da også ud som om mit ønske skulle blive opfyldt. Pludselig var der 3 sole på rad, jeg troede først at det var mig som var bleven tosset, men lige meget hvor meget jeg end gned mine øjne, solene var der stadig.

Jeg kørte videre og mødte kort efter sanatorieforstanderinden, og da hun også havde se tre sole må jeg gå ud fra at der virkelig havde været tre.

Forklaringen på dette fænomen er ganske simpel, tågen som lå temmelig lavt dannede spejle i luften i hvilket solen spejlede sig. Den midterste sol er den rigtig de to andre er spejlbilleder. Det lyder meget enkelt, men synet var nu alligevel lidt underligt.

En anden dag så jeg en artig formet regnbue lige under solen. Den var kun synlig når man havde solbriller på, da solen ellers blændede. Regnbuen lignede en skydeskive. I midten var den grøn og de andre farver dannede ri Ge uden om den grønne farve. Jo her er mange sære ting at se hvis man holder øjnene åbne.

Nu har vi fået vinter igen, de sidste dage har temperaturene ligget nede mellem – 25 og – 31. Det har imidlertid været stille og klart vejr, så kulden har ikke været så ubehagelig endda.

Nu er vi ellers ved at være så langt henne på året at varemanglen snart begynder at gøre sig gældende. Vi har nu udsolgt i sodavand, strikkepinde, tomatketchup, senetråd og flere andre ting. Endnu mangler vi dog ikke livsnødvendige varer og jeg tror heller ikke vi kommer til det. Ialtfald ikke i samme udstrækning som sidste år.

Det var er jo ikke mere end ca 2 ½ måned før vi kan vente at få skib igen, så det er stærk begrænset hvor galt det kan gå.

18/3. 56

I dag er vejret ikke tiltalende, lige siden i morges har det været diset og en kold fugtig nordenvind blæs i arrige stød ned over byen fra fjeldet i nord. Solen har flere gange forsøgt at bryde igennem tågesløret, men den anstrengelse har været forgæves.

Nu ser det ud som om den har opgivet det for i dag. Jeg holder indesøndag, jeg ville gerne have været ude på slædetur men vejret in yder ikke til det, så jeg har i stedet valgt at opholde mig hjemme og beskæftige mig med læsning og skrivning.

Flere gange i løbet av dagen har jeg sendt mine tanker en tur hjem til Vinkel. Jeg følger med i konfirmationsfesten hos farbror Anton, d. v. s. den højtidelige kirkelige handling har jeg ikke været med i, den fandt formentlig sted endnu før jeg havde vendt mig første gang i morges. Jeg går å tænker på om Inga, Gerd, Knut og Tor er med til festen. På en måde håber jeg næsten at de er ble et I Norge, for hvis strejken bredere sig og bliver til generalstrejke, kan de jo meget men risikere at få en ufrivillig forlængelse af deres ferieophold i Danmark.

Jo, jeg er underrettet om arbejdskonflikten hjemme, og jeg følger spændt den videre udvikling. Jeg håber dog at parterne må kunne finde hinanden igen snarest, så en virkelig storkonflikt kan undgås. Efter min mening vil en sådan konflikt til at skade begge implicerede parter og dermed hele det danske samfund mere end den kan gavne.

Hvis man står midt i en sådan arbejdsstrid, er det indlysende, at man tager parti for den part som står en nærmest. Jeg er klar over hvor i står, jeg ved at i ser sådan på det, at de krav arbejderne stiller er begrundede og retfærdige, og at i mener, at arbejdsgiverne har ubetinget uret.

Jeg burde vel være enige med jer, jeg er jo på en måde interesseret i problemerne fra et arbejderstandpunkt. Jeg forstår også udmærket hvad det er arbejderne vil og hvorfor de vil det, men jeg forstår ikke at hverken de eller arbejdsgiverne kan bøje sig en lille smule. Er det nødvendigt at stille ultimatum?

Jeg ved at arbejderne kræver kortere arbejdstid og bedre løn. Grunden til det første krav er vel frygten for arbejdsløshed når de store årgange træder ud i arbejdslivet. Man vil med andre ord sørge for en rationering af arbejdet så alle kan få nok. Det lyder meget tiltalende og fornuftigt, men selvfølgelig kan en sådan rationering ikke gennemføres uden en lønforhøjelse som kan sikre at den enkelte arbejders levestandard bliver uberørt. Såfremt vi antager at arbejdsugen skal skæres ned med 8 timer fra 48 – 40 vil det altså sige at en lønforhøjelse på 20% bliver nødvendig for at holde den samme ugeløn. Nu er spørgsmålet om den enkelte arbejders arbejdsindsats bliver tilsvarende større på grund af den forkortede arbejdstid. På dette punkt er der nok en del uenighed, ganske vist mener man i Amerika at en mand kan producere lige så meget ja måske mere i 40 timer end i 48 når bare arbejdet bliver lagt fornuftig til rette. Arbejdsgiverne ville, hvis de var sikre på, at denne påstand er rigtig, ikke tabe noget ved en sådan ordning, men på den anden side ville arbejderne heller ikke vinde på den, da en forøget arbejdstab i såfald ikke ville være nødvendig.

I læren om økonomi er der imidlertid noget som hedder at producere efter glidende scala d. v. s at man ved større production får mindre faste omkostning pr produceret enhed og større faste omkostninger pr enhed hvis man fremstiller et mindre antal enheder. Hvis vi overfører denne teori til det virkelige liv vil det altså sige at arbejdsgiverne ville kunne få en ekstra gevinst ved at reduceret arbejdstiden med 8 timer ugentlig selv om den forkortede arbejdstid bliver betalt med samme pris som den oprindelige. Når man i den mindre tid kan producere lige så meget som man før producerede, vil man nemlig kunne udnyttes sine produktionsanlæg mere rationelt, og derved få mindre faste omkostninger pr produceret enhed. Man ville også på denne måde få brug for mere arbejdskraft, og alle problemer ville faktisk løse sig selv. Med andre ord, der skulle ikke være nogen grund til at arbejdsgiverne modsetter sig arbejderne krav!

Når de alligevel gør det skyldes det, at der også er noget som heder avsætningsforhold. For at ovenstående teori skal kunne omformes til praksis er det en forudsætning at den forøgede production kan finde afsætning. Hvis den kan det er alt såre godt, hvis ikke er det arbejdsgiverne som først hænger på den og siden også arbejderne. Arbejderne og arbejdsgiverne har altså fælles interesse på dette som på så mange andre punkter.

Når arbejderne ikke er så bange for problemet afsætning er grunden vel den, at de så sjældent beskæftiger sig med den slags spørgsmål. Arbejdsgiverne derimod er kendt med den slags ting og kan ved, at hvis alt svigter på dette punkt vil det ikke alene medføre at han må standse sin bedrift og sætte sine arbejdere på garden, men også at han risikerer at miste hele sin formue.

Det er nok i sidste ende tanken om det sidste som får ham til at modsætte sig tanken om en kortere arbejdsuge. ”Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får”. Sådan tænker arbejdsgiveren. Arbejderne har på grund af sin dårlige økonomiske stilling et andet syn på sagen. ”Alt at vinde, intet at tabe”. Sådan tænker han.

På bunden er begge parter klar over, at de er afhængige af hinandens ve og vel, og hvis lederne i begge lejre var lige så fornuftige som de er stortalende ville en storkonflikt aldrig komme til udløsning.

21/3

Så nåede vi jævndøgn, hos os betyder det ganskevist ikke at våren er nær men forhåbentlig betyder det lange lyse solskindsdage og en lidt højere temperaturer.

Vi kan vist regne med at den koldeste del af vinteren er forbi, om dagen begynner temperaturen at stige føleligt når vi har solskin. Det er da altid tegn på at solen begynder at få magt. Lyden af vand som risler og duften af træernes saftige knopper må vi undvære, det sidste må jeg vente ialtfald et år på, det første får jeg, hvis det går som det plejer, at høre om et par måneder.

I pressen fra Norge taler de næsten hver aften om vårtegn, hvis de viste, at jeg, hver gang jeg hører denne tale, kommer til at længes efter igen at opleve den skønne vårtid I Norge, tænker jeg de ville være lidt mere varsomme med hvad, de sagde.

Det gør ikke nær så meget når jeg høre tale om vår i Danmark, jeg kommer ikke til at længes hjem af den grund. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi den danske vår er mere langsom og forsigtig end den norske, eller også er det fordi det nu er længe siden jeg har været i Danmark i den tid naturen vågner efter sin lange vintersøvn. Det er virkelig 5 år siden jeg sidst oplevede våren hjemme, og der vil mindst gå to år inden jeg igen får lov til at opleve den. Ja måske der vil gå meget længere tid, hvem ved, alting er så usikkert I denne verden.

Nu står påsken for døren, jeg håber at solen vil skinne hele påsken i år. Jeg skal rigtig ud at køre hvis vejret bliver fint. Jeg har talt m ed mine hunde om hvor dejligt vi skal have det, når jeg snakker med dem om det, ser det ud til, at de glæder sig lige så meget som jeg. De er ellers begyndt at arbejde nu, siden sidste torsdag har de hentet 1500 kg kul til mig. De skal afsted seks gange endnu inden påske og de kommer med 300 kg af gangen. Det er noget som fylder godt i kulhuset. Nu har vi ca 300 tons inden vi holder op får i år. Hvis dette resultat bliver nået, har vi kul nok til vi kan begynde at køre igen i februar 1957. På denne måde halverer vi udgifterne til brændsel. Kullene vi køber v handelen koster 10 øre pr kg, den vi selv henter 4 øre + udgift til hundefoder, seletøj og slæde. Jeg regner med at den samlede pris kommer op på ca 5 ½ øre pr kg.

Nu går vi og er lidt spændt på om strejken hjemme bliver af så lang varighed at vi får dens følger at føle her også. Vi kommer vil ikke til at sulte lige meget hvor galt det end går, men hvis alle forsyninger bliver en måned eller mere forsinkede, kan det godt komme til at genere os en del. Nå forhåbentlig kommer de til fornuft inden længe. Ingen kan vel have nogen fordel af at ruinere landet, iallfald vil det senere komme til at svide stærk til begge parter i konflikten.

24/3

Efter nogle dage med skyet og diset vejr er solen nu atter fremme, og trods temmelig stærk frost om natten er vejret vidunderligt. I morgen skulle det gerne blive lige så fint som det har været i dag, så kan jeg få en dejlig køretur. Jeg går også å håber på, at vi skal få en fin påske i år, sidste år sneede det både torsdag og fredag, og det skulle ikke gerne gentage sig i år.

Nu er det snart ved den tid da vi kan vente post igen, vi er blevet lovet at der skulle komme en flyvemaskin herop den 9 april. Jeg håber i er flinke til at skrive så jeg kan få noget at vide om hvordan det går hjemme. På grund af de dårlige radioforhold er efterretningerne vi får meget sparsomme. Kun den norske kortbølgesender fortæller om strejken og dens forløb.

Fra Godthåb har vi fået telegram om, at vi, såfremt strejken bliver af længere varighed, vil få sendt de livsnødvendige varer direkte fra udlandet. Så nogen fare for at vi kommer til at sulte, er der altså ikke. Luxusvarer får vi ingen af, men dem kan vi sagtens undvære, vi må jo være glade for, at vi ikke bliver økonomisk ramt hvordan tingene end går. Tænk om jeg havde været hjemme, og var bleven nødt til at strejke, det ville jo ikke have været rart.

Her oppe sker der ikke noget hårrejsende, ialtfald da ikke i Umanak. I Upernavik har der som sædvanligt været nogen dramatik I vinterens løb. Jeg skriver som sædvanlig fordi de sidste vinter havde en økonoma på sygehuset som gik amok og måtte tilbringe nogle uger i spændtrøje. I år er det en sygeplejerske som har lavet dramatik, hun var imidlertid mere grundig, for hun tog livet av sig selv. Mig synes det at være en nogen makaber måde at skabe sensation på, men for hende var det måske ikke nogen anden udvej.

Trods ro og stilhed tror jeg ikke Grønland er noget ideelt sted for folk med dårlige nerver. Det sker desværre at der kommer sådanne mennesker herop alligevel, og som regel går det galt med dem. Nogle bliver tossede, nogle begår selvmord og andre bliver drankere, der er mange muligheder for folk med anlæg for disse beskæftigelser. Hvad grunden er til at folk får lyst den slags ved jeg såmænd ikke rigtig. Antagelig er det bevidstheden om at de ikke kan komme væk lige meget hvad der så end sker. Den lange mørke polarnat har nok også sin del af skylden, mange mennesker kan blive angre et af desperation ved tanken om det evige mørke, akkurat på samme måde som katte bliver, når deres hoved kommer til at sidde fast i en mælkekande.

Måske naturens storslåethed og barskhed også kan virke nedbrydende på folk for hvem ren natur er fremmed. Evig omgang med de samme mennesker kan også få en del av skylden, hvis ikke man har den evne at kunne være alene og sig selv nok, kan man let komme til at slide på sine medmennesker og de igen på en. Med andre ord, der er mange afgrunde og den sti som fører over dem er smal. Det det gælder om er at holde hovedet koldt og ikke blive svimmel.

For mit eget vedkommende kan jeg sige at alt går godt. Jeg føler mig omtrent hjemme i Umanak nu, d. v. s. jeg føler mig så meget hjemme som jeg kan noget sted. Om nogle få dage har jeg været her i 21 måneder, og om ikke så længe begynder jeg på mit sidste år I Umanak. Antagelig bliver det også det sidste på Grønland.