Rejsen fra Danmark til Grønland

Hvis jeg i år skal kunne skrive en vinterberetning, som jeg har gjort de foregående år, er det en nødvendighed, at jeg begynder med at beskrive rejsen hertil. Det er en nødvendighed, at jeg bruger god tid til denne beskrivelse, ikke alene fordi der er meget at fortælle om rejsen, men ogå fordi jeg uden en lang rejsebeskrivelse, ikke vil være istand til at få beretningen til at fylde ret meget. I må huske, at det er fjerde vinter jeg skal tilbringe her, og selv om der selvfølgelig er en del nyt i år, fordi jeg bor i Nugatsiak i stedet for Umanak, vil der ikke blive så meget som de foregående år, og jeg er bange for, at der bliver en del gentagelser, idet jeg meget let kan komme til at fortælle ting, som jeg før har været inde på,. Jeg må derfor begynde med at bede jer om, at være lidt overbærende, jeg er jo ikke forfatter, og da jeg udelukkende skriver om ting som sker eller er sket, er jeg ikke selv herre over, hvor spændende min beretning bliver, det eneste jeg kan gøre er at skrive om det så godt jeg kan, og jeg håber, at det lille epistel der kommer ud af mine anstrengelser, må blive så læseverdigt, at i ikke falder i søvn over den.

Husk også på, når i begynder at læse mit brev, at det er skrevet i en petroleumslamps usikre lys, og med fingre, som på grunn af den kulde de daglig er udsat for, ikke er så smidige, som jeg kunne ønske de skulle være. Jeg skriver ikke dette for at undskylde min manglede evne til at skrive på maskine. Jeg ved udmærket, at jeg er lidt sjusket med min skrivning, men med lidt fantasi og lid tålmodighed, vil det nok lykkes for jer at finde ud af, omtrent hvad jeg mener, eller hvad jeg har ment.

Se det var en inledning efter bedste middelalderig mønster, og efter denne indledning kommer så beretningen, den bliver vis ikke så middelalderig, men måske den bliver lige så langstrakt, som middelalderige beretninger plejer at være? Jeg skal gøre mit bedste for at opnå dette.

Fra mine breve kender i allerede en del til hvordan rejsen forløb, men da jeg på det tidspunkt, jeg skrev brevet eller brevene, jeg husker det ikke, var i så god form, hvad angår den sport at skrive breve, er jeg bange for, at det kun var i msærdeles grove træk, jeg beskrev min færd over det store hav. Nå Når jeg skal til at skrive om min rejse, var det måske også mest rigtigt at tage det hele med, og dermed mener jeg rejsen helt hjemmefra, og her til hvor jeg nu er. Det bliver ganskevist en drøj omgang, men jeg har masser af tid, så jeg kommer nok over det.

Viborg ved nat, i regnvejr, og på banegården oveni købet, jeg går ud fra, at i kender stemningen, hvis jeg skulle beskrive håbløsheden i al dens nøgenhed, tror jeg ikke, jeg kunne vælge noget bedre end at begynde med de ord – Viborg ved nat i regnvejr på banegården – vel, er det ikke nok. Nå selv i den største håbløshed er der en slags trøst, min trøst i dette tilfælde var, at jeg ikke skulle blive der længe, og se det var ikke så dårlig en trøst endda. En trøst var vel også nødvendig, for alene det skulle gå ind i et tog, som kom fra Struer med halvsøvnige passagerer, kunne i sig selv være en prøvelse som var svær nok. Findes der mon noget mere ækelt end en kupe ful af halvsøvnige mennesker, jeg tror det ikke, det skulle da være en rutebil med ditto indhold. Nå takket være min evne til at overvin de mig selv, lykkedes det mig at springe ud i det, og da jeg først kom ind i det, var det ikke så slemt endda. I min kupe var der en handelsrejsende og en et eller andet, som havde være arbejdsløs i lang tid, men som havde fundet noget arbejde igen, hvad det var husker jeg ikke, men det var noget med at hjælpe en dyrlæge med et eller andet, og det lød ikke særlig spændende, men vedkommende var vist meget tilfreds med det, og det er der måske ikke noget at sige til, for ham var arbejdet måske den rene svir, det betød penge, og måske han havde penge behov, han kunne godt se sådan ud. Han fortalte også noget om, at han skulle hjemmefra kl 4 om morgenen, og at han sjældent var hjemme før ved halvelleve tiden om aftenen, jeg vil ikke påstå, at det lød særlig spændende, men som sagt, han var glad for det, og det må vel siges at være hovedsagen. Den handelsrejsende var af den kedelige type, han bestilte ikke andet end at skælde ud over, at toget ikke kørte hurtigere, det var som om det eneste han tænkte på, var at blive overladt til sit eget selskab, og jeg kan ikke med min bedste villie få mig til at misunde ham denne fornøjelse.

Heldigvis tog turen til Randers ikke mere end en time, og der ventede der mig en behagelig soveplads. Jeg var glad for, at jeg havde taget en to mands kupe, for der får man en bedre behandling end man får i en tre mands. Ja er det ikke mærkelidt, men folk er anderledes over for en, når man rejser på ande klasse, end når man rejser på tredie. Nå dem om det, mig generer det ikke, så hvis de selv er tilfredse med det, er alt som det skal være. Når man rejser om natten, ser man ikke ret meget, og hvis man rejser i sovevogn ser man overhovedet intet. Det medfører at jeg bliver nødt til at lave et lille hul i min beretning.

Næste gang der foregår noget, er næste morgen ved ottetiden, da vi kom til København. Jeg vil ikke sige, at byen havde taget sit smukkeste ansigt på i anledning af mit komme. Sjældent har jeg set en by, som var mere utiltalende, gaderne var et søle, og regnen strømmede ned, det blæste, og vinden svøbte sig om alle gadehjørner, kort – sagt, det var ikke nogen behagelig velkomst jeg fik. Heldigvis er der en restauration på hovedbanegården, og selv om der ikke var særlig hyggelig, kunne det lade sig gøre at få en kop kaffe der. Når jeg skriver, at der ikke var særlig hyggelig, har det sin ganske bestemte årsag. Det skyldes ene og alene personalet, ja ikke sådan at forstå, at de ikke var flinke nok mod mig, det var de skam, i den retning var der ikke noget at klage over. Derimod var det almindelig morgensurhed, eller så var det vejret som gjorde dem umulige, de skændtes ialtfald med hinanden, og det er aldrig opmuntrende at høre på når andre skændes. Nå i og for sig kom det jo ikke mig ved, men i ved nok, at det ikke lyder særlig godt, når folk der skal arbejde sammen går og bider efter hinanden, og jeg blev ialtfald lidt iriteret over at høre på det. I mit stille sind lovede jeg mig selv, at næste gang jeg kommer til København, vil jeg prøve at finde et andet sted at nyde min morgenkaffe, et sted, hvor jeg kan blive fri for at høre på sure kvindfolks ikke særlig smukke stemmer.

Selv om vejret ikke var godt, besluttede jeg mig til at gå ud til handelens plads, jeg synes jeg kunne trønge til lidt frisk luft, og da det ikke længere øsregnede, begav jeg mig på vej. De tog lidt over en halv time at trave derud, der er måske nok ikke langt at gå, men jeg gik antagelig ikke den nærmeste vej. Nå er det jo også ligegyldigt, jeg havde god tid, og jeg nåede derud til kl 10, så alt var såre godt.

Jeg kom ind til handelsinspektøren med det samme, han var klar til at begynde med undervisningen, desværre var det ikke meget han kunne lære mig, men lidt fik jeg da ud af det. Da vi havde snakket en tid, gik vi en lille runde til de forskellige pakhuse, for at se på dem. Det var meget interessant, vi var opp på skindloftet, og der var mange skind at se på. De var nu ikke lige kønne allesammen, der var nogle, som jeg tror vi vil tabe en masse penge på, men til gengæld var der en del, som vi antagelig kommer til at tjene rigtig godt på. der var skind fra hele grønland, men de flese var fra Øst-Grønland, og de var lige kommen med Kista Dan. Det var meget store skind, men de fleste var uegnede til pelsskind, fordi deres hårlag var alt for tyndt. Disse store skind stammede fra gamle fjordsæler, og de har det som mennesker, de taber hårene når de kommer op i årene. Vi var også nede i kælderen for at se på hvalroshuder, de var ikke kønne, og vad værre er, de er usælgelige for tiden. I de senere år, har vi solgt dem til U.S.A. Hvor de blev brugt til skomagerslibeskiver, i ved dem man bruger til at pudse sålekanter af med. Men nu kunne amerikanerne igen få bøffelhuder, og da de altid før har brugt dem til samme formål, og fundet dem velegnede til det, er de igen gået over til dem, og så kan vore hvaroshuder gerne få lov til at ligge og rådne i pakhusene i København. Nå sådan er det nu engang, og det er der ikke noget at gøre ved. Måske lykkes det at finde andre anvendelsesmuligheder for dem, man kan aldrig vide. Kl. tolv gik jeg ud for at spise til middag, og derefter gik jeg over på den anden side, d.v.s ind til byen, for at finde mig et hotelværelse. Jeg blev anbefalet at gå ind på missionshotellet i Løngangsstræde, der blev sagt, at det var et godt hotel, og da jeg ikke er særlig godt kendt med de Københavnske hoteller, fulgte jeg rådet.

Det er muligt, at hotellet er godt nok, men det var nogle underlige mennesker, der var ansat der. Nå hvis de hørte til indre mission, kan man vel ikke medrette vente, at det skulle være helt normale mennesker, så måske det er mig der stiller for store fordringer. Da jeg bad om at få et værelse, fik jeg det svar, at jeg kunne vente lidt, så skulle de se, om der var noget ledigt. Nå det er måske en meget naturlig fremgangsmåde, jeg ved det ikke, jeg er jo ikke hotelmand, og tålmodig som jeg er, satte jeg mig ned og ventede. Jeg ventede ikke ret længe, nej nej, der gik skam kun et par minutter, så blev jeg betroet, at jeg kunne få et værelse for een nat, og man spurgte mig samtidig om, eg ikke havde noget bagage, som jeg ville have hentet. Jeg svarede dem at det havde jeg nok, men jeg ville ikke have dem til at hente det, hvis jeg kun kunne bo der en nat, for jeg skulle blive i København i to eller tre dage, og jeg havde ingen lyst til at komme til at flytte fra det ene hotel til det andet. Så rodede de videre i deres bøger, og de fandt ud af, at jeg vist kunne få lov at være der i to dage, og måske endda tre, men de kunne de ikke sige mig før om et par timer. Nå jeg slog mig til ro med den besked, og lo dem hente min bagage. Jeg tænkte ved mig selv, i kommer til at finde en anden omgangstone mine små venner, for nu skal vi til at lege lidt. Jeg blev vist op til mit værelse, det var både hyggeligt og rart, og det var endda udstyret med telefon. Straks jeg fik øje på telefonen, slog en tanke ned i mig, jeg ville bruge den straks, for at drille dem lidt nede i receptionen. Da jeg skulle til at ringe, fik jeg øje på den lille seddel, som lå på bordet, jeg læste den, der stod, hvis de benytter telefonen, vær da venlig først at benytte telefonbogen. Nå tænkte jeg, det bliver ikke mig, der sidder og blader i alt det der, det har jeg hverken tid eller lyst til. Jeg ringede op, oo spurgte troskyldigt, om det kunne lade sig gøre at få en samtale med et nummer ude i byen. En høflig stemme svarede, at det kunne det, men den venlige stemme fortsatte knap så venlig, at der lå en telefonbog ved apparatet, om jeg ville være så venlig at benytte den, Nej, svarede jeg, det vil jeg ikke, jeg har ikke tid til at sidde og blade i den, og jeg vil være Dem meget taknemlig, hvis de omgående vil give mig udenrigsministeriet på Kristiansborg. Så kan det nok være der kom fut i den lille dame, jeg fik forbindelsen hurtigt, og to minutter efter stod jeg nede ved skranken, og spurgte om hvordan det gik med værelset, om jeg kunne blive boende til lørdag eller søndag. Der var ingen vaklen, da de svarede, at det kunne jeg, og hvis jeg skulle få brug for det længere, var der måske en mulighed for, at det også kunne lade sig ordne. Nu var jeg ikke længere i tvivl om, at de var på pastor Bartholdys parti, deres lille ånd røbede deres ståsted.

Nå bortset fra deres mindre udviklede åndelige evner, var de såmænd meget flinke, og betjeningen var så god, som man med rette kan vente den skal være et sted, hvor drikkepenge- ikke modtages. Det vil sige, at den var uendelig langsom, men hvad, det gik jo, jeg fik da noget at spise hver dag, selv om jeg måtte vente meget længe.

Om aftenen var jeg altid ude i byen, den første afteb var jeg i biografen, jeg så en film, som jeg ikke kan huske hvad hed, men jeg nød bagefter tanken om, at det nu ville vare tre år, inden jeg atter skulle fristes til at se sadan noget bras. Jeg var også en tur på loppetorvet, det er et udstillingslokale, som er indrettet i Bøgelund-Jensens gamle forretning ved rådhuspladsen. For at gøre det lidt fransk, var det lavet som loppetorvet i paris. Det første rum man kom ind i lignede en losseplads, men længere inde, var det meget at se på. Der var udstillext en masse fine varer af alle slags lige fra støvsugere og symaskiner til møbler og træskulpturer. Der var også en afdeling med malerier, og der var bland andet nogle smukke billeder fra Grønland malet af en maler som hed Thormod tror jeg det var. Så vidt jeg kunne se, var de ovre fra østkysten, men de var dejlige, når man så på dem, føltes det som om man stod ude midt i den mægtige Grønlandske natur. Ja de var så gode, at man næsten kunne mærke kulden fra isen og sneen. Hvis jeg havde haft plads til et af dem, tror jeg, jeg havde købt en, men hvor skulle jeg have den. Prisen var måske også lidt høj, der blev forlan gt 600 kr, men jeg kunne høre på sælgeren, at det kunne fås betydelig billigere, bare man havde pengene straks. Han snakkede noget om et afslag på 25%, men da jeg ikke ville købe, kom vi ikke nærmere ind på de særlige betingelser. Fredag aften var jeg ude hos Niels og Inge. Niels` mor var der også, der skulle jo være barnedåb om søndagen. Vi havde en meget hyggelig aften, der var meget at tale om, og vi talte meget. Jeg tror nu ikke vi nåede det halve af det vi gerne ville, der skulle nemt blive nok til mange nætter. Men vi måtte indskrænke os, jeg skulle tidlig op næste dag, og det skulle Niels også, så vi brød op kl 12.

Lørdagen var min sidste dag i København, jeg bestilte ikke noget særligt, det eneste jeg foretog mig, var at gå ud og hente min billet, jo det passer ikke, jeg var også ude for at købe en gave til Per, det er min lille nevø uden for ægteskabet, om man så må sige, ja i kan vel regne ud, at det er Niels` søn, jeg syntes han skulle have en lille ting på sin dåbsdag, og jeg købte Rundetårn og forærede ham, når man skal til det, kan man lige- så godt gøre det ordentlig. Nå selvfølgelig var det ikke det rigtige rundetårn jeg købte, jeg tror ikke det er til salg. Nej jeg nøjedes med at købe en sølvsparebøsse af facon som rundetårn. Jeg syntes selv, at den var meget smuk, og jeg håber, at han synes om den.

Da jeg havde fået det overstået, og jeg havde hentet før omtalte billet, gik jeg ind på Christiansborg, der drak jeg en øl sammen med Niels. Så tog vi afsked med hinanden, og jeg gik hen på hotellet for at spise frokost. Det tog trods alt ikke hele dagen, jeg tror ikke jeg ventede mere end en halv time, så det var da til at komme over. Derefter rejste jeg ud til Vanløse for at besøge fhv. telegrafbestyrer i Umanak Petersen, jeg var så heldig, at både ham og konen var hjemme. Der var mange gamle minder der skulle opfriskes, ja gamle er måske så meget sagt, der var ikke gået mere end tre måneder, siden vi sidst så hinanden, men alligevel, der var en del at tale om. Jeg blev der til om aftenen kl 23, for det var umuligt at komme derfra før. Jeg skulle med vold og magt blive og spise til middag, og aftenkaffe skulle jeg også have. Petersen havde fået bil, så han kørte mig en del af vejen hjem til hotellet. Og dermed er mine dage i København forbi, dagen efter skulle jeg afsted, og da afrejsen skulle foregå kl 10, blev der ikke lejlighed til at se mere i denne omgang. Ja selvfølgelig var der afskeden nede på kajen, men jeg var blandt de heldig, som ikke havde famillie stående med lommetørklæder for øjnene, da skibet skulle sejle, og det var jeg glad for.

Det blev altså søndag, vejret var ikke så dårligt, det regnede ialtfald ikke, og vind var der ikke ret meget af. Jeg kørte fra hotellet kl 9, og var således fremme ved skibet i god tid. Men endskønt jeg var der mere end tre kvarter før afgang, var der allerede samlet en masse mennesker. Det var nu ikke de fleste der skulle med, der var altså flere tilskuere, end det var aktører, men det er vel også det naturligste forhold. Det må man ialtfald håbe for testrene, ellers så det sort ud for dem.

Jeg havde hørt noget om, at jeg havde bekendte der skulle med, så jeg begyndte at se mig om efter dem. Det varede ikke længe inden jeg fandt den første, og det var endda en, som jeg ikke havde regnet med at se, for jeg troede, at han var rejst for længe siden. Vi hilste på hindande, og stod og sludrede lidt. Han, Bent Christensen, havde været hjemme på ferie siden maj måned, og det var meningen, at han skulle have rejst i slutningen af Juli eller først i august. Men det ville militæret ikke tillade, han måtte pænt blive hjemme og deltage i den store efterårsmanøvre. Han var selvfølgelig ikke særlig begejstret for det, men nu da det var overstået, syntes han det ikke var så slemt. Hanhadde ganskevist mistet en måneds løn, men han trøstede sig med, at det kom staten til at betale tilbage senere, for nu lavede han bare så meget overtid, at det kom til at gå lige op. Ja der er nogen som kan. Jeg må hellere lige fortælle, at vi har været sammen i umanak, han kom op som håndværker i juli 1954, go da byggelederen skulle hjem på permisjon ivinteren 1954-55 blev han hos os som byggeleder til foråret 1955. Han indtrådte da i sin gamle plads som tømrer, og arbejdede i Umanak til oktober 1955. Det var meningen, at han skulle have været hjemme ved den tid, men så blev han tilbudt en stilling som entrepenørpladsformand i Egedesminde, og den to han imod. Ja sådan kan det gå, han rejste op for at arbejde et halv år, men der gik tre år inden han kom hjem, og nu var han på vej op igen. Han forsikrede mig ganskevist, at det var sidste gang han skulle til Grønland, men han var så forsigtig at tilføje, at det var det også sidste gang. Hvordan det skal forstås, ved jeg ikke, men vi kan jo vente og se tiden an, det kan være, vi opdager det med tiden.

Kort efter jeg havde takt med ham, kom der en anden af mine bekendte, det var mekanikeren fra Umanak, han rejste hjem i juli, og han skulle ikke tilbage til Grønland igen, om han så kunne få guld for det. Jeg ve ikke om han har fået guld, men er nu i Umanak igen. Han havde opdaget, at der ikke var nær så rart hjemme, som han gik og forestillede sig, og da man havde bedt ham omat rejse op igen havde han slået til. Ja sådan kan det gå. det er ikke så nemt at rive sig løs fra isen, når først man har været i den en gang.

Det tredie par jeg modte, ja nu skriver jeg tredie par, det er faktisk forkert, for de andre to var kun halve par, men de her var altså et helt par. Det var læge Bang og hans kone, jeg kendte dem begge fra Umanak. Hun var der som sygeplejerske da jeg kom, og han kom dertil som assisterende læge om efteråret 1954, og blev der til august 1955. Hun rejste med ham hjem, og de blev gift for to år siden, Når han skulle hjem, var det fordi, han endnu ikke havde aftjent sin værne pligt, og selv om han var meget ked af at komme igang med soldaterlivet, var han jo nødt til at skulle have det overstået. Det kom selvfølgelig til at tage lang tid, for da han var læge, belv han taget til lægekorpset, og de ligger inde lige så længe som de der kommer på officersskolen. Men han kommer altså over det, og nu var han på vej til Upernavik for at være der i 1 eller to år. Vi blev med andre ord en hel lille familie, så ensom kom jeg ikke til at føle mig.

Skibet sejlede præsis, det er værd at legge mærke til, for det var den eneste gang på hele turen, at vi overholdt den fastsatte tid. Skibet Umanak, er et forholdsvis nyt skib, jeg tror nok det var i 1949 det gik ind i farten på Grønland. Det er moderne og solidt bygget, men det er som alle de andre grønlandsskibe ikke nogen hurtigsejler. Dets topfart er 14 knob, men det er til gengæld istand til at kunne holde denne fart selv under ret dårlige vejrforhold. En kendsgerning som vi fik god lejlighed til at fastslå på turen, endda på en måde, som ikke netop var behagelig. Lossegrejerne ombord er også- af moderne art, og det betyder meget i Grønland, hvor al losning foregår ved hjælp af skibenes grej alene, der findes nemlig ikke kraner i de grønlandske havne.

Også indvendig var der moderne udrustning, for at nævne noget af viktigste, kan jeg begynde med ventilationssystemet, som var noget af det mest effektive, jeg endnu har set. Som i sikker ved, er det af stor betydning, at der er et ordentlig friskluftsanlæg i lugarerne. Selv på så kort en rejse som til Norge, ville det være uudholdeligt at ligge to eller flere i en lugar, som ikke var ordentlig forsynet med frisk luft og på så lang en rejse som til Grønland, ville det blive en hård prøvelse hvis ikke ventilationen var i orden. Køjerne var brede og behagelige, og salonerne var lyse og rene, men man kan ikke nægte, at der var for meget kaffebarstil over det meste af det. Det er måske nok i de fleste nye skibe, det hyggelige er borte, men så har man til gengæld fordele på andre måde.

Jeg havde kahyt nr 13, det kan lyde uhelkdigt, men da jeg ikke er overtroisk, generede det mig ikke. Jeg kom til at bo sammen med en som skulle til Umanak, han havde ikke været der før, så det var rent utroligt, hvad han kunne finne på af spørge om. Nå de dummeste spørgsmål slap jeg for, for han havde været marinesoldat i Grønnedal, og havde under tjenesten været med en tur op langs kysten, han var altså ikke helt grøn. Vi havde det meget hyggelig sammen, og det var dejligt at have selskab i de dage, da ingen af os kunne være oppe, på grund af skibets urolige bevægelser i søen.

De første dage af rejsen forløb meget rolige, der var ikke ret megen vind og den smule der var kom fra nord-øst, vi havde den alrså agter ind, og det generer ikke særligt. Det var først da vi kom vest for Shetlands-øerne, at det begyndte at blive uroligt. Der fik vi vinden ret imod, og da det blæste op til en frisk kuling, begyndte skibet at hugge lidt voldsomt i bølgerne. Som jeg før var inde på, kan Umanak holde farten, og selvfølgelig er det en fordel, da vi på den måde kan undgå forsinkelseer, men jeg foretrækker de gode gamle skibe, som kun kan gå meget langsom frem, de er mere behagelige at sejle med, for de hugger ikkeni bølgerne, de nøjes med at rulle lidt, og på dem er det muligt at holde sig fast selv i ret hård sø, mens de nyere skibe med stærk motor er en fuldkommen umulighed at holde sig oprejst. Jeg valgte at gå til køjs, og for at det ikke skulle være løgn, blev jeg der i fire dage. Jeg var ikke søsyg, så længe jeg lå der, men hvis jeg prøvede at stå op, varede det ikke længe, inden det hele drejede rundt. Da vi kom op under Island, blev det endnu værre, det var så galt, at den ene af kahytsjomfruerne måtte gå til køjs, og hun havde endda sejlet med kronprin Olav i fire år uden nogensinde at være søsyg. I de fire døgn, vi lå og slængede os i køjerne, havde vi det som grever, vi fik mad ned tre gange om dagen, og vi havde en god appetit.

Den syvende dag af rejsen var vejret mere roligt, og vi besluttede os til at stå op. Det gik udmærket, men vi måtte høre mange spørgsmål om, hvor vi var stået på. Der var ingen som kunne huske, at de havde set os før, de sagde de ialtfald, men jeg tror nu ikke det passede. Derimod så jeg en af passagerende for første gang, da vi kom til Grønnedal, han havde været søsyg under hele rejse, og han forsikrede os, at han aldrig ville hjem mere, for han ville ikke ud at sejle en gang til.

Nå måske han skifter mening, når der er gået et par år, jeg tror detnæsten, og jeg skulle tage meget fejl, hvis- han ikke inden længe glemmer alle rejsens strabadser. Selv om det er slemt at være søsyg, er det trods alt en sygdom, som man hurtig kommer sig efter, og man glemmer de lige så hurtig, som den forsvinder. Livet ombord var ellers meget behagligt, der var film nogle gange, og vi var nogle stykker, som spillede kort hver dag, når vi var oppe. Selv om man ikke har noget arbejde som skal passes, går tiden alligevel meget godt. Der er altid nogen at snake med, og måltiderne er meget behagelige afbrydelser i den behagelige drivertilværelse. Det er morsomt at rejse, man træffer mange mennesker, og selv om de ikke alle er af den slags, som man bryder sig om at stifte nærmere bekendtskab med, er de fleste af dem meget underholdende. Jeg har ialtfald ingen grund til at klage over selskabet, for jeg befandt mig virkelig godt under det meste af rejsen.

Vi kom til Grønnedal en søndag aften, men på grund af mørke og is, blev vi liggende uden for om natten. Først mandag morgen kl 800 gik vi til kaj. Vi havde en del varer med til marinestationen, og vi havde også noget til Ivigtut, som skulle losses i Grønnedal, hvorfra det blev kørt over til bestemmelsesstedet. Man fortalte os, at det ville tage tre til fire timer at losse, og at vi skulle gå igen til middag. Det var det ikke mange der troede på, jeg tror kun de der var med til Grønland for første gang regnede me , at tiden ville blive overholdt. De blev skuffede, for selvfølgelig blev vi forsinkede.

Klokken blev fire før vi kom afsted, og jeg må indrømme, at jeg var for, forbavset over, at forsinkelsen ikke blev større. Egentlig var jeg ikke særlig oplagt til at rejse igen, for vejret var alt andet end godt. Det blædste en rigtig storm, og selv om vi ikke kunne mærke ret meget til den inde ved kajen, kunne jeg se på skyerne, at det ikke ville blive behageligt at stikke næsen udenfor. Grønnedal så anderledes ud, end da jeg sidst så den, på den eneste måde den havde forandret sig til sin fordel, var rent myggemæssig set. Sidst jeg var der, var jeg ved at blive ædt af myg, og det er ikke nogen behagelig oplevelse. På trods af denne plage, tror jeg alligevel, at jeg synes bedst om Grønnedal, som den ser ud i sommersol. Dengang var den virkelig grøn, og man kunne med rette sige, at den svarede til sit navn, Nu ved jeg snart ikke hvad den lignede, hyggelig var den ialtfald ikke. Der, lå sne overalt, og det var ikke den løse hvide sne, som jeg kender fra Nord-Grønland, nej det var snavset sne-våd sne- sådan som vi kender det hjemme. Der var surt og råt, og selv om fjleldene alene i kraft af deres storslåethed, var smukke, vardet ikke noget tiltalende sted. Jeg tror ikke, jeg ville finde mig til rette der, selv om jeg skulle være der som cevil, og hvis jeg skulle leve i den lejr, ja da ved jeg ikke hvad jeg ville gøre. Ja jeg ville nok finde mig i det, men det blev ikke med nogen overdreven glæde, deet er jeg sikker på.

Nå jeg skulle jo heller ikke være der så længe, for som før sagt, skulle vi sejle klokken fire.

Da vi sejlede ud fra Grønnedal, sejlede vi gennem et smalt sund, det var så smalt, at jeg ikke havde troet, at et skib kunne gå igennem det, men det kunne det altså. Vi sparede tre eller fire timer ved at tage den vej, og det var en del værd, vi var jo forsinkede i forvejen, og det gjaldt om at vinde al den tid vi kunne. Som jeg havde ventet, var vejret ikke godt udenfor, de blæste’, og der stod en svær sø helt ind i den midterste del af fjorden, men der var ingen, som talte om, at vi skulle dreje bi, vi masede lige frem mot den hårde vind. Jeg vil ikke sige, at det var særlig behagligt, men jeg holdt til det, jeg tænker fordi vi efterhånden var bleven vant til skibets bevægelser. Hen på natten stilnede vinden noget af, og dagen efter var det fint vejr igen.

Deet fine vejr gjorde sejlturen smuk, for vi var kommen ind i skærgården syd for Godthåb. Alle de små og store øer, var klædt i sne, og de lå nu som vide vattotter på et stort blåt klæde. I øst kunne vi se Hjortoetakken, et højt stejlt fjeld, som rakte sin slanke top op i skyerne. Længere mod nord var sadelen, et saddelformet fjeld som er Godthåbs vartegn. Også den sneklædt, men selv om den var høj, tog den sig ikke så dramatisk ud som Hjortetakken. Selv om det fra skibet så ud, som om der ikke var langt ind til land, varede sejlturen innd til havnen mere end seks timer. Det høje land kan ses på meget lang afstand, og for folk som ikke før har set en klippekyst fra havet, virker det som om vi sejler og sejler uden at komme nogen vej, men hvis man er opmærksom, vil man opdage, at der hele tiden dukker mindre fjelde op, som ligger nærmere end de høje, og som før, på grund af jordens runding, har været usynlige. Dem der første gang ser lad nærme sig på denne måde, lægger ikke mærke til det, hvis de ikke bliver gjort opmærksom på det, men har man først gjort dem opmærksomme på det, bliver sejlturen også for dem den helt store oplevelse.

Indsejlingen var smuk, men selve byen var til gengæld kedelig. Godthåb ligner ikke andre grønlandske byer, den er for stor, og livet der er lige så fortravlet, som dt er hjemme i en mindre dansk søkøbstad. Jeg havde ventet mig noget andet, men jeg blev skuffet. Hvis jeg skulle bo i Godthåb, tror jeg ikke jeg ville bryde mig om at være på Grønland. Der var ingen hygge, det hele lignede en nybyggerby, som var skudt op af jorden på nogle få timer, og så er byen endda en af landets ældste. Nå skal det siges, at vi ikke kan se den ældste del af byen fra havnen, som nævnt er byen stor, og der er tre eller fire km over til den gamle del af byen. Der var mange biler i Godthåb, og vejene var stærk traffikkerede, men man kan ikke sige, at de egnede sig til den stærke trafik. De var meget dårlige, fulde af huller, og meget glatte. Bilerne bar alle præg af, at de blev brugt på dårlige veje, de var ramponerede, og man kunne høre dem på lang afstand, når de kom. Det eneste sted jeg har så dårlige biler, var i Reykjavik, og selv der, var bilerne de rene luksuskøretøjer ved siden af dem der kørte her.

Godthåb bærer præg af at være landets hovedstad, her holder hele den grønlandske administration til, og næsten hvert andet hus man ser, er kontor for en eller anden institution. Der er mange danskere i byen, det er næsten en sjældenhed at se en grønlænder, ialtfald i den nyere del af byen. Midt i byen ligger der et moderne beboelsekvarter, her er der store toetagers huse, bygget i samme stil, som dem man bygger hjemme. Firkantede grimme kasser, som fuldstændig mangler personlighed,.

Kirkegården var heller ikke noget skønt syn, den lå midt i byen, og gravene var såm uordentlige stenbunker, onde tunger sagde, at når man skulle begrave de døde om vinteren, lagde man dem ned på frosne jord, hvorefter man kørte over dem med en vejtrommel, så de blev flade, og deretter dækkede man dem med sten. Det er nu sikkert en ovedrivelse, men kirkegården kunne godt se ud, om om det var sandt.

Man kunne måske undre sig over, at kirkegården var anbragt midt i byen, for ved alle andre grønlandske byer, ligger den for det meste udenfor. Det gjorde den også i Godthåb, men her har man bygget byen op uden om kirkegården, hvorfor ved jeg ikke, jeg synes, at det er noget uhygiejnisk noget. Det ville have været bedre, hvis man havde bygget et andet sted, jeg tror også det vill have været lettere, for det bliver et vanskeligt arbejde- at komme til at flytte en kirkegård, men ikke desto mindre vil det blive nødvendigt engang, for som det er nu, kan det ikke blive ved met at være. Hele byen ligger, som dets grønlandske navn fortæller, på en halvø. Og det er en halvø, som er delt i to af en sump, denne sump er nu en del af byen, og ikke nogen særlig tiltalende del.

Det blev til to hele dage i Godthåb, så der blev lidt tid tilat se på byen. Den første dag var vejret fint, der var strålende sol, og det var stille vejr. Jeg besøgte pastor Lidegård, og hvad enten jeg ville eller ej, blev jeg nødt til at spise til middag der, for jeg kunne ikke få lov til at gå, før jeg havde fået noget at spise. Præstens er hyggelige mennesker og de er begge meget fornuftige. Den kendsgerning, at han ikke virker som præst er nok til at bevise mine ord, om at han er fornuftig. Grunden til at han ikke virker som præst, er et endnu bedre bevis. Han siger nemlig, at han som højskolelærer og seminarielærer kommer i mere intim kontakt med de mennesker, som han arbejder imellem, og han får bedre lejlihed til at lære dem noget, som de kan have godt af i dagene der kommer. Jeg er helt ening med ham i denne måde at se tingene på. Når vi kommer godt ud af det med hinanden, skyldes det sikkert også, at vi på flere områder har fælles interesser. Vi er begge meget interesseret i Grønlands historie, og vi er begge interesseret i arkæologi. At han ved mere end jeg på begge områder, er vel overflødigt at tilføje, men det gør ialtfald ikke for mit vedkommende bekendtskabet mindre tiltrækkende. Det er altid morsomt at tale med folk, som ved mere end en selv, så kan man nemlig lære noget af samtalen, hvilket man ikke kan, hvis man selv er den overlegne. Nå skal det i sandhedens interesse siges, at jeg oftes har udbytte af en samtale, hvilket måske beviser, at jeg ikke ved ret meget, men da det er sandt, er der ikke noget mærkeligt med det,.

Den anden dag var vejret ikke særlig godt, det blæste en stiv syd-vest, og det sneede og føg, så det var en lyst at se på, men derimod ikke nogen lyst at mærke, hvis man var så letsindig at gå ud en tur, hvilket jeg ikkevar, dels fordi jeg ikke havde lyst, og dels fordi jeg ikke havde noget at komme ud efter. Om eftermiddagen kom der imidlertid bud til mig, at handelsinspektøren gerne ville tale med mig, men buddet var så klog, at han havde en bil med, så jeg blev kørt til bestemmelsesstedet. Jeg havde regnet med, at mødet ville vare nogle få minutter, men det tog to timer. Der var mange ting, som handelsinspektøren ønskede at vide, og det lod til, at han havde god tid, for der blev også tid til at tale om andre ting end de rent faglige. Da klokken blev fem, blev jeg nødt til at gøre opmærksom på, at såfremt jeg skulle have noget at spise, blev jeg nødt til at gå, da vi spiste ombord klokken halv seks. Men han mente det ikke hastede så stærk, for det tog ikke mere end ti minutter at køre ned til skibet. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle køres bed igen, men det skulle jeg altså, og det var endda ham selv, der skulle køre mig.

Det er ingen sag, når man har så stor betydning, at en handelsinspektør vil vær taxichaffør for en. Jeg kom altså tilbage til tiden, og det var meget godt. Om aftenen skulle vi flytte over på Jutho, for der skulle nye passagerer ombord i Umanak. Det var et stort arbejde, ikke fordi jeg selv havde meget som skulle flyttes, men det var der andre der havde, og jeg var næsten nødt tilat hjælpe dem, da de ikke selv kunne overkomme det hele, vi blev færdige kl 2000, og derefte skulle jeg ti fødselsdagsgilde hos læge Bangs. Det var fru Bang der holdt fødselsdag, hvor gammel hun blev ved jeg ikke, det eneste jeg ved er, at hun er seks år ældre end sin mand, og han blev 33 den 15 december. En dames alder er ikke nem at blive klog på, og det gælder også fru Bangs, hun holder sig nemlig ganske godt, hun ser ikke ud til at være ældre end han er, og han ser ikke så gammel ud, som han er.

Vi sejlede næste dag klokken ni, det var meningen, at vi skulle være sejlet kl 4, men der gik som sædvanlig nogle timer længer end beregnet. Men vi kom da afsted.

Vi skulle ikke så langt i første omgang, det første anløbssted var Færinghavn, som ku ligger 5 timers sejlads fra Godthåb. Vi kom der til klokken 13, men vi måtte vente i tre timer, inden vi kunne komme til at bunkre, for der læ en færøsk trawler, som var ifærd med at tage olie- ind, og der kan kun komme et skib til ad gangen. Det var et gammelt skib, det færøske, men det var lige så stort som Jutho. Det så ud til at være fuldt lastet, så det var nok ved at forberede hjemrejsen. Nå vi lå altså og ventede i tre timer, det vr ikke særlig spændende, for der var ikke noget at se på, ud over nogle store olietanke, og det før omtalte skib. Landskabet var forholdsvis fladt, dt lignede næste den syd-norske skærgård, deer var ikke nogen bebyggelse at se, ud over bunkringsstationen og et sygehus, som var beregnet på syge fiskere. Selve fiskerihavnen kunne vi ikke se, den ligger længere inde i skærgården. Selve bunkringen tog ikke mere end tre timer, så vi kom afsted igen klokken 7 om aftenen. Vejret var ikke særlig godt, men i de første timer skulle vi sejle indenskærs, så det havde ikke så stor betydningt, om det blæste meget eller litt, vi ville ikke komme til at mærke ret meget til det.

Ved daggry næste dag gik vi udenskærs, og nu mærkede vi, at vejret ikke var det allerbedste. Det gyngede slemt, men det var en anden gyngen, end den vi var vant til fra Umanak. Jutho er et gammelt skib, og det har en lille dampmaskine som drivkraft. Det er behageligt at sejle med et dampskib, for der er man fri for de rystelser, som en diezelmotor plejer at frembringe. Dampmaskinen går lydløs, og den eneste støj der høres ombord, er den lysmaskinen frembringer. I den hårde sø var skibet også behageligt, takket være dens lille maskinkraft. Det kunne nemlig ikke gå ret hurtig mod vinden. Men helt rolig lå det nu ikke på vandet, selv om det ikke huggede som Umanak gjorde, vaar det meget urolig. Det slingreds, så jeg aldrig har oplevet noget lignende. Da jeg ved middagstid kom hen for at spise, kom der en stor sø, og jeg måtte klamre mig fast for ikke at falde, Bordene var dækkede, og der var anbragt slingrebrædder både på kryds og tværs af dem, men den slemme sø ryddede alligevel et af dem. Varme retter og pålæg fløj mellem hinanden, og dette syn kunne jeg ikke stå for. Jeg skyndte mig op i salonen, for at komme så langt væk fra alt hvad der hed mad, så hurtig som muligt. Jeg undgik dog ved stor vilieanspændelse at komme til at ofre til Neptun, men havde jeg set et stykke rullepølse til, tror jeg nok, at jeg var bleven nødt til at give havguden en lille almisse.

Det hårde vejr varede ikke mere end et par timer, så kom vi igen ind i skærgården, og søgangentog noget af. Om eftermiddagen anløb vi Tovskussak, det er der der er hvalstation, og vi skulle ind og have noget hvalkød med op til Umanak. Vi var der ikke så længe, at jeg ville gerne have været inde og købt eller stjålet nogle kaskelottænder og nogle hvalbarder. Jeg mødte iøvrig en mængde bekendte fra Umanak der, for der ar ikke mindre end tolv Umanakkere som arbejdede med hvalflænsning. Min hundemand var en af dem , men desværre var han også den eneste jeg ikke fik hilst på, han var nemlig ikke med ude ved skibet. Jeg fik en hilsen sendt ind til ham, og da han senere kom til Umanak, telegraferede han til mig, at han ahvde fået min hilsen. Vi sejlede som sagt ret hurtig igen, og næste sted vi skulle anløbe var Egedesminde. På ture dertil så vi en del udenlandske trawlere, som endnu drev fiskeri i de nordlige farevande. De var store, jeg tror de var på 3 til 400 ton, og de havde alle garn i søen. Jeg undte dm en god fangst, for det var en kold bestilling at ligge og rage helt oppe ved Holsteinborg, ved denne tid på året.

Vi ankom til Egedesminde om Mandagen, vi var der allerede klokken 3 om morgenen, men vi begyndte ikke at losse før ved ottetiden. I Egedesminde gik jeg tid til en lille tur i land, jeg var i de og hilse på butikbestyreren der, ham kendte jeg fra i sommer. Han var vildt bestyrtet ved at få vide, at jeg agtede mig til Nugatsiak som udstedsbestyrer. Jeg tror han syntes, at det var omtrent det samme som at blive deporteret til Sibirien. Lige meget hvad vi talte om, kom han hele tiden tilbage til dette med udsted et, det var som om han ikke kunne begribe, at jeg virkelig mente det alvorlig. Jeg kunne se på ham, at han tænkte, mon han nu også er helt vel forsvaret. Om det egentlig gik op for ham, at det virkelig var sandt, kan jeg ikke sige, da jeg gik var hans udtryk stadig tvivlende. Det var morsomt, at se en mand så forvildet, og jeg forstår ikke hans betænkeligheder, for han er grønlandsk gift, og jeg regner med, at det er hans agt at blive al sin tid her i landet, så jeg synes, at der var større grund for mig til at være engstelig for hans vedkommende. Jeg bliver ikke forundret, hvis jeg en dag får at vide, at han er bleven udstedsbestyrer et eller annet sted i Egedesminde distrikt, for jeg tror nok, at den væsentligste grund til, at han ikke kunne forstå mig, var den, at han syntes, at alt hvad der lå nordligere end Egedesminde, var noget, somingen fornuftig sjæl burde beskæftige sig med. Det er nu ikke sikkert, at han har ret i denne betragtning, for det er måske netop det som ligger nord for Egedesminde, som er værd at have med at gøre. Set fra mit synspunkt, er alt hvad der ligger syd for Nugsuak ikke meged værd, men sådan skal man måske ikke sige, for jeg tro Grønlands værdi for den enkelte helt og holdent afgøres af hvor man først er kommen til. Jeg ved ialtfald, at alle som første gang de kom til Grønlans, kom til Nord-Grønland, ikke nogensinde finder sig til rette nede mot syd. Den sidste påstand er ikke noget, som er grebet ud af den rene luft, i sommer da jeg var i København, hørte jeg nemlig personalechefen og direktøren beklage sig over, at når folk en gang havde været i Nord-Grønland, var det ikke til hverken med det gode eller med trusler, at få dem til at tage en stilling i den sydlige del af landet. Direktøren spurgte mig, hvad det var som bandt folk til Nordgrønland, men jeg kunne ikke svare ham på hans spørgsmål, for selv om jeg selv føler mig bundet til de nordlige egne, er jeg ikke klar over, hvad det er som binder mig.

Nå det var en lille filosofisk afhandling, som for så vidt ikke har noget med Egedesminde at gøre. Jeg vil derfor skynde mig tilbage til, det emne, som jeg kom bort fra. Egedesminde er, som jeg vist fortalte i sommer, en ret stor by, ialtfald efter grønlandsk målestok. Men til trods sin størrelse, har den som Godthåb ikke mistet al sin sharme. Den er stadig en grønlandsk by, og selv om dens beliggenhed ikke er så smuk som mange andre af de grønlandske byers, virkker den ret tiltalende. Det er imidlertid ikke noge rolig by, der er skinsanløb både tidlig- og silde, for byen har mange udsteder, som er ret store, og som derfor skal have store forsyninger af varer. Dessuden virker Egedesminde som transithavn, og mange af de varer, som skal til byerne nord på, bliver omladet der, og bliver senere sendt videre med skonnerter eller motorbåde.

Det store nye fryseri som netop ble udvidet i sommer skaber også travlhed. Dertil sendes nemlig fisk, ikke alene fra Egedesminde distrikt, men også fra Godhavn og Christianshåb. Et fryseri har byen haft i flere år, i 1950 byggede Claus Sørensen fra Esbjerg et ret stort frysehus i byen, og det er et som Den kgl. grl. Handel nu har købt og udvidet ganske betydelig. dette fryseri bruges også som lagerplads for de frosne rejer, som kommer fra Christianshåb og som fra Egedesminde bliver hjemsendt med fryseskibe. De frosne rejer, ser man ikke meget til i Danmark, de fleste af dem sendes til USA, men en del går også til Frankrig og Spanien. I det hele taget er rejerne ved at blive en exportartikel af betydning, og det ser ud som om rejebankerne unden for Christianshåb er utømmelige. Den eneste grund til, at produktionen ikke er større en tilfældet, er at fabrikken ikke er i stand til at aftage de rejer som bliver bragt ind. Dette forhold vil sikkert blive rettet i nærmeste framtid, for vi har ikke råd til ikke at udnytte rejeforekomsterne fuldud.

Som i de fleste af de større grønlandske byer, er der også i Egedesminde en del private forretninger. Deres vareudvalg er måske ikkke så stort som i de private forretninger i Godthåb, men til gengæld skæmmes byen ikke, som godthåb, af en beværtning med spiritusbevilling2. Det nye sygehus, som jeg vist fortalte om i sommer, var næsten færdig. Den ene fløjnregnede man med at kunne tage i brug ved nytårstide, og den anden skulle efer beregningen blive færdig i løbet af foråret og sommeren 1958. Hvad dette byggeri vil komme til at koste ved jeg ikke, billigt bliver det næppe, men det ser ud til, at det bliver solidt og praktisk. To ting som ikke er uden betydning, prisen, jeg mener den reelle pris bliver vel derfor mindre, end den rent umiddelbar synes at være. Jeg håber, at det må være en trøst for de i forvejen hård ophænkte danske skatteydere. Der var altså en del at se på i Egedesminde, og jeg nåede at se en hel del, selv om vi kun var i byen i to timer.

Vi sejlede videre mot Jakobshavn kl ti. Sejlturen er der ikke meget at sige om, det var tåget, så vi så ikke andet end det vand vi sejlede i, og selv om jeg havde været en dygtig forfatter, tror jeg næppe jeg ville have været i stand til at skrive en spændende beretning om vandet. Det eneste jeg kan sige om det er, at det var forholdsvis roligt, og at det så ud til at være temmlig koldt. Det sidste kunne i måske tænke jer til, deet er jo sjældent, at isvand har nogen særlig høj temperatur. Heldigvis lettede tågen noget, da vi kom op til Jacobshavn isfjord, vi fik de vælsige ismasser som vælter sig ud fra bræen at se, og selv om det var et flot syn, må jeg for mit vekommend indrømme, at jeg havde ventet mig noget, som var mere storslået. Jeg var med andre ord ikke så lidt skuffet, men jeg lod mig, af hensyn til de andre passagerer ikke mærke med noget, de lod nemlig til at være meget begejstrede.

I Jacobshavn kom vi ikke i land, vi var ikke engang inde i havnen. Vi kastede anker uden for, og der kom et par pramme ud til os, for at tage de vare ombord, som vi skulle aflevere der. Det tog ikke mere end et par timer, og da det på det tidspunkt vi kom, var ved at være mørk, var det ikke meget vi fik at se af den by. Det næste sted vi skulle anløbe var kudtligsaat. Der findes ingen havn der, og vi var derfor lidt spændt på, hvordan vejret ville arte sig. Hvis det ville blæse, ville det ikke være muligt for os at sætte de passagerer i land der, som vi skulle, for det er umuligt at få en lille båd ud fra land, hvis det ikke er stille vejr.

Heldet var med os, da vi ankom kl to om natten, var det fuldstændig stille, der var neppe en vind der rørte sig. Jeg er ikke klar over, hvor mange varer vi kom af med, for da det var temmeligt sent på dagen, gik jeg til køjs. Jeg skulle jo gerne være udvilet til næste dag, for da skulle vi nå Umanak. Jeg havde på hele turen fortalt mine medrejsende, at alt hvad de fik at se på vej op langs kysten, kun var et forspil til den oplevelse det ville blive at se Umanakfjorden. Jeg kunne godt mærke, at de ikke troede mig, men da vi kom ind i Umanakfjorden, måtte de give mig ret i, at det de nu så, var det smukkeste de havde set på hele turen. Og smukt var det, vejret var det allerbedste, der var skyer, og de hang så lavt, at man kunne se fjeldtoppene over dem, og det er et syn, som kan betage selv den mest forhærdede. Da Umanakfjeldet dukkede op, tror jeg samtlige passagerer var på dæk, og da vi kunne se op i dennordlige del af fjorden, altså op mod Nugatsiak tror jeg, at alle var betaget. Der var et par piger med, de skulle være børnehavelærerinder et eller andet sted, og da de så hvor jeg skulle bo, tilbød de mig omgående, at de ville være husbestyrerinder for mig. Jeg er nu ikke sikker på, at de ikke ville trække deres tilbud tilbage, hvis de kunne se, hvordan det ser ud her, nu da mørket har sænket sig over landet.

Da jeg så Umanak nærme sig, havde jeg på fornemmelsen, at jeg atter var hjemme efter en lang rejse. Nå sådan må jeg måske ikke sige, men det var noget i den retning, og jeg kan ikke finde nogen anden måde at beskrive mine følelser på. Det var dejligtnat se de gamle kendte mærker dukke op. Vi gik ind i havnen klokken fem, det var da mørkt, men jeg kunne alligevel se det hele derinde. Der var som sædvanligt roligt og stille i Umanak. Egentlig var det vel meningen, at jeg skulle have været i land straks, men det kom jeg nu ikke, der skulle nemlig være fest ombord, og kapteinen inviterede mig med, og så var jeg jo nødt til at blive, og jeg kan heller ikke sige, at jeg var ked af det. Vi havde da også en hyggelig aften.

Der var selvfølglig mang inde fra land, der var med til festen, og det var vældig hyggeligt at se alle mine gamle venner igen. Da jeg kom i land ved tolvtiden, var jeg oppe og hilse på mine hunde, der var to døde, det var sorteper og david, jeg var meget ked af det, men det kunne ikke nytte noget, de blev ikke levende igen af den grund. Hvalpene var blevet store, de kunne ikke kende mig igen, men det kunne de tre andre. Bamse var helt vild, han sprang op af mig, og han lavede en koncert af en anden verden. Mary var også vældig glad, hun dansede for mig og fortalte en hel masse. Kornak var mere værdig, men jeg kunne mærke på ham, at han var glad, og han kom stille hen og lagde hovedet ind til mine ben. Mens jeg var i Umanak boede jeg på handelens gæsteværelse, og jeg spiste hos bestyreren.

Jeg havde det som blommen i et æg, det blev kræset for mig på alle måder. Alle mine bekendte inviterese mig, men jeg kunne ikke nå at besøge dem alle, der var kun tre eller var det fire dage, jeg husker det ikke længere. Noget særligt hændte der ikke i denne tid, jeg gik rundt og kikede lidt på de forskellige ting uden at foretage mig noget særligt. Det var morsomt at høre på folk, jeg kunne mærke når de talte med mig, at de havde ondt af mig fordi jeg skulle ud til Nugatsiak, det var som de anså mig for at være en sølle forvist sjæl, som var bleven dømt til at tilbringe en nærmere tidsbegrænset periode ude i den store ensomhed. Jeg lo ad dem indvendig, men jeg sagde ingenting, jeg havde ondt af dem, men det kunne aldrig falde mig ind at give mig til at fortælle dem det, for så ville de bare tro, at jeg var bleven tosset, så jeg lod være at sige noget, og drog så meget fordel af deres medlidenhed, som jeg kunde, det gjorde jeg blandt andet ved at spise deres mad, og fortælle dem lidt om, hvad der var sket derhjemme. Jeg fortalte dem om skatterne, og om alt det jag der er der hjemme, det er ikke min skyld, hvis der er nogle af dem, som rejser hjem for at blive hjemme, når de til næste år er ferdige med deres kontrakt. Jeg fortalte dem også at jeg var glad da jeg skulle rejse hjem, men at jeg var endnu gladere for at vende tilbage, det første kunne de alle forstå, men det kneb lidt med det sidste. Det gør ikke noget, for til næste år, når de selv har været hjemme en tid, forstår de også det.

Der var ikke sket noget særligt i Umanak, mens jeg havde været væk, livet havde gået sin gang, roligt og stille som det plejer. Der var kommen en ny lagerforvalter, men det viste jeg jo i forvejen. Jo så var det kommen en ung dansk pige på sanatoriet, jeg tror nok, hun er en del ombejlet af alle de ungkarle, der bor i Umanak, og med det udseende hun har, er der ikke noget at sige til det. Hvis hun er kommen til Grønland for at blive gift, er der ingen tvivl om, at hun har en mulighed for at få held med sit foretagende. Nå jeg må indrømme, at jeg gik og ventede på at komme videre, for selv om det er morsomt at hilse på alle som man kender, er det endnu morsommere at komme i gang med det arbejde, som jeg var rejst op for at overtage. JEg var selvfølgelig nyskerrig efter at se det sted, so jeg skulle arbejde og bo i de kommende tre år. Vejret var imidlertid ikke så godt, så den skonnert, der skulle komme fra Egedesminde for at sejle mig videre, blev en del forsinket. Det var meningen, at den skulle komme om lørdagen, men den kom ikke før natten til mandag.

Afgangen blev så fastsat til tirsdag kl 8. Også denne dag blev vi en del forsinkede, det frøs nemlig så hårdt, at havnen blev islagt. Det tog os over en time at slippe ud af havnen, så vi kom faktisk ikke afsted før klokken var ni. Vi skulle ind om et udsted, som hedder Uvkussigssat for at hente min husholder, hun vidste, at vi kom, så det tog ikke mere end en lille times tid. Vejret var imidlertid ikke så godt, det var begyndt t blæse en del fra nord, og der gik en kraftig sø da vi igen kom ud i åbent vand. Vi fortsatte til Igdlorssuit, der skulle vi sætte en passager i land.

Det gik også så nogenlunde, og jeg var ved at regne med, at vi kunne fortsætte til Nugatsiak og nå der op til ved ottetiden om aftenen. Men så let gik det nu ikke. Da vi klokken seks talte med Nugatsiak i radioen, fik vi at vide, at der oppe blæste en nordlig storm, og at sgtbarheden var meget ringe. Skipperen anså det derfor for klogest at gå i læ ved Upernavik ø. Der lå vi natten over2, og næste morgen ved sekstiden sejlede vi videre. Vi kom til Nugatsiak kl 9. Flaget var hejst, og næsten alle stedets beboere var mødt op for at tage imod os., det var nemlig en stor begivenhed, at derskulle komme en dansk udstedsbestyrer. Nå selv var jeg også lidt spændt på, hvordan det ville gå, så det var vel ikke noget at sige til, at de også var det.