Den første tiden i Nuugaatsiaq

Vi kom ikke til at tælle varerden første dag, der var nok at gøres med at å møbler på plads, vi skulle jo have et sted at være om aftenen, og vi var derfor nødt til at pakke mine møbler ud, for ham der skulle rejse havde pakket sine. Det var et spændende arbejde, jeg var lidt spændt på at se, hvad møbler, man havde købt til mig. Jeg blev ikke skuffet, møblerne var fine, meget finere end de ville hav været, hvis jeg selv skulle have købt dem. Dagligstuen er i teak og eg, og spisestuen er i teak. Så flot ville jeg nok ikke selv have været, jeg havde jo været nødt til at se lidt på priserne før jeg bestemte mig. Jeg har regnet ud, at der var møbler for over tre tusinde kroner, og deri ikke medregnet møblerne til kontoret. Til kontoret var der en regnemaskine en skrivemaskine et skrivebord og et jalusiskab. Det vil sige, at der var for et sted mellom tre og fire tusinde til. jeg ville blevn fattig, hvis jeg selv skulle have købt alt det.

Optællingen gik meget godt, det tog tre dager med det hele, og så blev jeg alene. Endnu er jeg ikke klar over, hvor meget der er varer for, men jeg tror det bliver et sted mellem 75 og hundrede tusinde, jeg skal komme tilbage til det, når jeg bliver ferdig med regnskapet, altså årsafslutningen, for vi skriver den 12 januar i dag.

Det gik meget godt med at være alene, jeg morede mig lidt over fangerne, for de trode, at fordi jeg var så ung, kunne jeg ikke vide ret meget. Da der var gået nogle dage kom kateketen og sagde, at fangerne gjerne ville have et møde med mig for at tale med mig om ind handlingen, mødet skulle finde sted i skolen, og kateketen skulle være tolk.

Da jeg om aftenen kom til skolen, var de fleste af stedets fangere mødt op, og en af dem var antagelig udpeget til ordfører, for han begyndte at holde en lang tale, som kateketen oversatte. Jeg måtte beherske mig for ikke at briste i latter. Han sagde bl a, at nu var jeg jo ble et udstedsbestyrer, og så skulle jeg ham der bestemte alt hvad der skulle skje i handelen, jeg måtte ikke lade mig diktere af nogen, det var altid min mening der var den afgørende. Han fortsatte med at sige, at det kunne være vanskeligt for så en ung en mand som mig, men han håbede at jeg ville klare det, og han sluttede med at sige, at befolkningen var glad for, at jeg ville være blandt dem. Så var det min tur til at holde tale. Jeg begyndte selvfølgelig med at takke for den pæne velkomsttale, og derefter forsikrede jeg fangerne om, at de ikke behøvede at frygte for, at jeg ikke skulle sætte min mening igennem, jeg fortalte dem, at jeg var vant til at lede et arbejde, og jeg var vant til at blive adlydt, når jeg gav en ordre. Jeg ventede også at blive adlyst her, men jeg agtede ikke at blande mig i ting, som ikke vedrørte handelen. Jeg gik derefter over til at fortælle dem, at jeg ventede, at de ville øge produktionen i det år der kom, og jeg fortalte, at de fisk, som de fangede sidste år var kommen til København, og at man der var meget glade for dem, fordi det var meget fin fisk. I 1958 ville vi gerne have mere end dobbelt så mange. Jeg fortalte dem også, at skindene fra Nugatsiak var pæne, men vi gerne skulle have nogle flrer af dem vaskede. Da vi gik hjem, tror jeg ikke der var nogen, som var bange for, at jeg skulle være for ettergivende.

Dermed var jeg altså igang med det arbejde, som jeg håber skal komme til at lykkes for mig. Jeg venter mig selvfølgelig ikke alt for store resultater til at begynde med, og jeg ved, at det arbejde jeg nu er i gang med ikke kan gøres færdig på de tre år jeg har til min rådighed, men jeg håber, at jeg må få nogle af resultaterne at se, før jeg rejser, og jeg håber ligeledes, at min etfterfølger til den tid vil føre mit arbejde videre. Ja det undrer jer måske, at jeg taler om det, som om det var en mission, jeg var gået i gang med, men faktisk er det en slags mission, det er nemlig ikke alene min opgave at styre handelen. Det er i lige så grad min opgave at søge efter bedste evne at få fangerne til at arbejde mere, med andre ord at få dem til at øge produktionen. Om dette arbejde vil lykkes mig, vil tiden vise, jeg hverken tror eller håber noget. Det jeg går i gang med er nemlig ikke noget, som man kan tage og føle på, og desuden, mine år her i Grønland har lært mig, at man ikke må stille for store forventninger, og at den første betingelse for, at ens arbejde kan lykkes er, at man bevarer tolmodigheden, og fortsætter trods skuffelser og modgang. Det eneste man skal kan stole på er en selv, man må ikke et øjeblik svigte sine idealer, og man må aldrig trættes, selv om det til tider kan se håbløst ud. der er kun en vej, og det er fremad, farten kendeer man ikke, før man vender og ser tilbage.

Endnu kan jeg ikke sige noget om, hvordan det går, jeg har kun været her knap tre måneder, og det er for kort en tid, til at der kan ses noget i det hele taget, det eneste jeg kan sige er, at det ikke har gået tilbage. Men der må gøres meget, før der kan blive tale om fremgang, der mangler meget endnu inden man kan begynde arbejdet met at lære folk at spare, endnu er der nemlig ikke noget at spare på.

Der må investering til, man mangler alt. kun få har hunde nok til at drive fangst på en måde som virkel ig kan give en indtægt . De fleste mangler også fangstredsaber, de få de har er i en sørgelig forfatning. Reserver har man overhovedet ikke, når fangsten slår fejl en tid er man på sultegrænsen, og varer det længe inden der igen bliver fangst, er man henvist til fattighjælp. Det er med andre ord ikke netop ideelle forhold, Men det bliver nok bedre med tiden. De mangler jeg har omtalt er kun de der i øjeblikket er aktuelle, når vi når sommeren, kommer der mere, som ikke er som det skal være. Vi mangler både og kajakker, tre joller og lige så mange kajakker vil så vidt jeg kan skønne afhjælpe den værste mangel men hvor de skal komme fra ved jeg ikke. De tre både vil komme til at koste over tre tusinde kroner, hvis vi kan nøjes med fladbundede pramme, det kan vi dårligt , men vi bliver sikkert nødt til det , for skal vi have rigtige både slipper vi ikke under 7500 kr , og så mange penge har vi ingen mulighed for att få fat i. Kajakkerne bliver også dyre , jeg vil tro, at de kan laves for 500 kr pr stk , måske noget billigere, men det bliver sikkert ikke meget. Så er der arbejdsindsatsen og det er også et ømt punkt. Jeg ved endnu ikke hvordan jeg skal gribe den side af sagen an, men jeg finder vel ud af et eller andet. I øjeblikket er det sådan at når en fanger har været heldig en dag, ja så holder han ferie to eller tre. Det er klart, at den måde ikke duer , det kan ikke føre fremad.

Der må kontrol til på en eller anden måde, men hvordan? Ja se jeg tænker på at anskaffe en båd, og hvis jeg nu gjorde det, skulle jeg, jo have folk til at sejle med den , og folk er der nok af her, så det bliver ikke vanskeligt at få arbejdskraft men om jeg kan få nogle, som vil gøre en virkelig indsats bliver så en anden sag. Jeg tror nu nok det skulle være muligt, der en del helt unge her, som hverken har det ene eller det andet hvad angår red skaber , men de har lyst til at fiske . Hvis jeg nu kunne

få dem som mandskab, så tror jeg også, at det vil lykkes mig a t få dem til at arbejde. Problemet med ferie efter en heldig dag kommer jeg let over for de skal betale leje af båden, og de skal lægge noget til side, så de kan få råd til at købe redskaber til vinteren. Alt så kan jeg ved at regulere afgiften efter fangsten lave det sådan, at det bliv er umulig for dem at holde en fridag hvis de også vil have noget at spise. Det kan synes en hård metode, men den er til deres eget bedste, så det må gå som det kan. Vi får se tiden an, noget må der gøres, for det kan ikke blive med at gå, som det går nu.

Nå det var femtiden, nutiden spiller også en rolle, og jeg har gennemført en lille reform. Man er vant til at sove længe her, min forgænger åbnede ikke butikken før kl l0, og han stod ikke op ret meget før. Jeg begyndte selvfølgelig i samme skure som han sluttede i, man skal ikke lave for store forandringer, før man kender sine pappenheimer. Nå helt samme skure kørte jeg nu ikke i, jeg stod op noget før, for jeg var selv med når fangerne kom med deres produkter. Jeg opdagede, at fangerne når de havde solgt deres fangst, gik og drev rundt uden at foretage sig noget. Og jeg opdagede også, at de gjorde det fordi de ikke syndes de kunne tage ud før de havde været i butikken. Den gamle plan så således ud. Indhandling fra kl 9 til 10 butikken fra kl 10 til 12 og 1 til 2. Det var en meget dårlig ordning, for der kom aldrig mennesker om formiddagen, da kunne vi stå og glo. Kl 1 kom de allesammen, og så kunne vi ikke få lukke før en halv eller en hel time efter tiden. Jeg besluttede derfor at ændre tiderne. Jeg lod det sive ud, at jeg var ked af, at fangerne ikke kunne komme afsted før 1030 og jeg syntes også det var forkert, at folk ikke kunne få deres kul og petroleum udleveret før en halv eller hel time efter den tid, som var fastsat. I det gamle program stod der nemlig, at petroleum blev udleveret kl 1400. Så den 15 januar begyndte der en ny tid i Nugatsiak, indhandlingen var nu fra kl 800 til 900, og butikken fra kl 900 til 1200 og endelig petroleum skulle udleveres fra kl 13 til 14.

Den nye ordning går fin, der har ikke været klager af nogen art, jeg har tværtimod hørt flere sige, at det var en fin ordning, så nu har jeg bestemt at der fra 15 marts skal inføres en endnu bedre ordning. Da skal vi have indhandling fra kl 7 til 8 og butik fra kl 8 til 12, og jeg håber, at det bliver muligt for mig at finde ud af et eller andet system, som kan virke på en sådan måde, at vi kan udlevere kul og petroleum i butikstiden. Det bliver ikke nemt, men det må kunne lade sig gøre. På denne måde øger

jeg fangernes arbejdstid med to kostbare timer, alene det må kunne hjælpe på produktionen. Ak ja det er ikke nemt at være konge, jeg misunder ikke frederik, og han har endda ikke så meget at sige som jeg har. Det går nu nok altsammen, jeg har til dato ikke haft nogen grund til at klage, og jeg håber ikke jeg får det i fremtiden heller.

Min opgave er ikke alene at drive butikke og købe de produkter, som fangerne kommer med, hvis jeg kunde nøjes med det, va r der i kke arbejde til mere end det halve af tiden, og på denne må de tror jeg tilværelsen ville blive ensformig og trist. Som jeg før har fortalt er jeg også kæmner, og den stillinge giver også en del arbejde, det er min opgave at inddrive de renter og afdrag der skal betales på husbygningslån, og det er også min opgave at udbetale aldersrente og fattighjælp. Det sidste dog kun undtagelsesvis, – heldigvis – for når folk er så fattige, at de skal have hjælp fra kommunen, er det ikke meget ved at være her. Ja ikke sådan at forstå, at de er sure og urimelige af den grund, det er de skam ikke, de tager det med knusende ro, men alt står stille, der bliver ikke fanget noget, og der bliver selvfølgelig kun købt det aller nødvendigste, og hvis i vidste hvor lidt det er, tror jeg i ville korse jer. Jeg skal afholde mig fra at fortælle det, for jeg vil ikke ødelægge jeres gode nattesøvn, men når jeg kommer hjem om et par år, så vil jeg prøve at gøre jer begribeligt, hvad det vil sige at leve på grænsen af eksistensminimumet.

Man tror i Danmark, eller i det sydlige Danmark, som man siger i Grønlands Radio, at der er en grænse for hvor lidt man kan nøjes med, det er der måske også, men jeg tror ikke der er nogen hjemme, der ved hvor grænsen går. I Umanak og i andre byer langs kysten stiler sagen sig anderledes end her, der har mange arbejde en stor del af året, og i den tid kan de fornuftige lægge lidt fra til de dårlige tider. Her har man ikke tre dages arbejde pr person hele året, man er helt henvist til at leve af det man fanger.

Vel, det kan man også leveaf, og man kan leve godt, hvis man har redskaber at fange med vel at mærke, og har man ikke det, ja så kan man ved hjælp af dårlige midler fange så mæget, at man kan holde livet i den gode tid, men man kan ikke lægge noget op til dårlige tider. Lån til redskaber kan man ikke få mere, man har kunnet, men loven om erhvervslån blev misbrugt, hovedsagentlig af folk i byerne, som slet ikke skulle have behov for at låne, og nu er den ophævet til skade for dem som virkelig havde brug for den. Nå sådan er der så meget, men som man siger, det kan ikke nytte at græde over spildt mælk, og det kan heller ikke nytte at fortabe sig i minderne om, hvordan det var engang. Vi må se at finde på noget nyt, og jeg har funden på noget, hvad mere er, jeg har også sat det i system.

Jeg har oprettet en lånebank, man skal bruge fine ord, så tæller det lige som lidt mere, men indretningen er ikke noget særligt. Systemet går ganske simpelt ud på at yde rentefrie lå til fanger, som ikke her råd til at anskaffe fangstredskaber af en sådan kvalitet, at de kan tjene noget ordentlig ved at bruge dem. Intet lån udbetales i penge, det er punkt et i programmet. Jeg er nemlig ikke tilbøjelig til at lade folk selv afgøre, hvad pengene skal bruges til, det vil jeg selv være ham der bestemmer.

Det andet lunkt hedder, at lånet er rentefrit, og at det ikke skal afdrages med en bestemt fastsatt rate. Det tredie punkt hedder, at man ikke fritages for pligten til at betale, selv om de redskaber der er udleveret som lån bliver ødelagte eller driver til havs. Det fjerdepunkt hedder, at man skal tilbagebetale lånet så hurtigt man kan, og for å opnå lånet, må man skriftelig give mig ret til at tilbageholde et beløp, som ikke må overstige 1/3 af det beløb, som vedkommende fanger får for de produkter, han sælger til handelen. Det samlede lånebeløb, eller rettere det beløb som er til dispotion til udlån er på 200 kr, og det kan ikke forventes at det bliver større, med mindre, produktionen stiger så meget, at jeg anser det for forsvarligy st investere flere penge i fangsten. Det er derfor vigtigt, at de der nyder gost af lånet gør eres yderste for at udnytte de til deres disposition stillede redskaber på en sådan måde, at de vil være i stand til inden for en kort periode at tilbagebetale deres lån, så også andre kan få gavn af ordningen.

Som i ser, er det tilsyneladende et filantropisk foretagende, men ser man nærmere efter, vil man opdage, at det ikke er så filantropisk endda. Ganskevist tager jeg ineg renter, eller jeg tager tilsyneladende ingen renter. Det vil altså sige, at det er en yderst dårlig pengeanbringelse, ja sådan ser det ud, men det er nu slet ikke tilfældet. Jeg får nemlig 4% af handelen af alle de fisk, jeg køber, og ved at låne penge ud til redskaber, hjælper jeg fangerne til at fange flere fisk, og mig selv til at få fler %%% så jeg var altså ikke ham der skulle have englevingerne, nå hvad skulle jeg nu med dem, der er alligevel for koldt til, at jeg ville kunne nyde en flyvetur.

Foretagendet kan med et poetisk navn kaldes Socialmerkantilrobinhoodsk. Idet jeg låneer penge ud uden renter til folk som visselig ikke har råd til at betale renter, og jeg lader folk der har råd til det betale renerne, og derved erhverver jeg mig selv en stor fortjeneste. Den første sætning er den sociale side af sagen, den anden er den Robinhoodske, og den tredie er den merkantile, er i så med.

Jeg har planer om at starte flere virksomheder af samme slags, men er er endnu ikke klar over hvor jeg skal sætte ind. Jeg venter derfor og ser tiden an nogle måneder endnu. Man skal ikke forhaste sig, det er altid værd at huske, at Rom ikke blev bygget på en dag. Det er ikke dermed min agt at begynde at drage nogen sammenligning mellem Rom og Nugatsiak. Jeg skal nok vogte mig for sligt, men jeg vil dog ikke lægge skjul på, at af de to byer langt vil foretrække sidsnævnte.

Det var igen etlille sidespring, men det er vel nødvendigt at gå lidt uden for emnet engang imellem, for at det ikke skal blive alt for kedeligt. Nu skal jeg imidlertid søge at komme tilbage igen.

Foruden det allerede nævnte arbejde har jeg radioen, jeg er glad for den, den sætter mig lidt i forbindelse med den verden, som ligger et stykke borte fra Nugatsiak, og selv om Nugatsiak er en del af verden, er det dog så lille en del, at det er rart at høre lidt om hvad der foregår andre steder også. Til jul var der en masse arbejde, jeg sendte 72 juletelegrammer, og jeg modtog 56. Det lyder måske ikke af så meget, men i må huske, at en stor del af telegrammerne var på grønlandsk, og det gør det hele lidt vanskeligt. Jeg forstå ganskevist en hel del af hvad der bliver sagt, når folk taler til mig, men jeg aner kun lidt om, hvordan ordene staves. Derfor er nødvendigt, at alle tlegrammer, som jeg motager bliver bogstaveret fra Umanak. På den måde kommer det til at tage længere tid, jeg skal dog indrømme, at det er dem i Umanak, der har det meste arbejde, men jeg må dog lægge tiden til. Når jeg sender telegrammen, må jeg også bokstaverre- en del av ordene, for det er ikke dem alle jeg kan udtale, ialtfald kan jeg ikke udtale dem, så ham der modtager telegrammerne kan forstå det, og da han nødvendigvid må forstå alt, bliver jeg nødt til at bokstavere. Det at bogstaverne er noget af en kunst, man kan nemlig ikke nøjes med at sige bogstaverne og så lade det være godt, nej man må betegne hvert bogstav med et navn, og det må ikke være et tilfældigt valgt navn. I regulativet står hver bogstav i alfabetet opført med et navn, og kun de navne der er angivet må bruges. Jeg kan nævne, at a hedder anna, og b heddeer birthe c cecilie d david e erik f frederik g georg h hans i ida j johan k karen l ludvig m marie o.sv. Altså altid samme navn til det samme bogstav. Det kan synes meningsløst, men det skal være sådan, at man automatisk slår ned på den rigtige taste på skrivemaskinen, når man hører navnet, og det kan man ikke gøre hvis navnene er forskjellige fra gang til gang. Hvis det er danske telegrammen, er bogstavering kun nødvendig ved stedsnavne, og eventuelt ved personnavne, som ikke er almindelig brugt her på Grønland, og det er langt lettere at bogstavere danske telegrammer end grønlandske, fordi de danska ord for det meste kun er halvt så lange som de grønlandske. Når de grønlandske ord er så lange, skyldes det, at man på Grønland ikke bruger tillægsord’, jo det gør man nok, men man kobler dem bag efter hovedordet, det giver færre ord, men det giver til tider meget lange ord. Grønlandsk skrift fylder mere end dansk, og det skyldes de lange ord, og den omstændige måde man må anvende på grønlandsk, hvis man vil skrive om noget, som er fremmed for den almindelige grønlænder. Man kan ikke uden videre bruge et fremmedord, som man gør det på dansk, hvis man gjorde det ville ingen eller ialtfald kun få forstå, hvad der var ment.

Jeg har forbindelse med Umanak 2 gange om dagen, nemlig kl 12 og kl 21, det er ikke hver dag der er telegrammer, men hvis der ikke er andet, så plejer jeg at sende vejrmelding. Det er der ganskevist ingen som har nogen gavn af, men på den ande side er der heller ingen der har ondt af det, så det skader ialtfald ikke. I denne tid er der ingen forbindelser, for den motor der skal trække mit lille elværk er gået i strejke. Det er mig ikke muligt at starte den, så jeg må nøjes med at lytte på mit provate apparat. Det var lidt iriterende de første dag, personalet i Umanak kaldte og kaldte, men jeg svarede af god grunde ikke. De kunne selvfølgelig ikke forstå hvorfor jeg var tavs, så de kaldte flere gange, og når de ikke havde tid længere, medelte de, at de ville komme igen senere. De sendte meddelser til kateketen, han er den enste for uden jeg, der har radio, og de bad ham sige til mig, at de havde kaldt, men at de ikke kunne høre mig, og at de ville derfor komme igen kl 15. Det belv ved i flere dage, så kom de i tanker om, at jeg måske var syg, og derfor ikke kunne komme ud til motoren. De bad derfor kateketen om at gå til mig og få mig til at sætte ham ind i hvordan motoren skulle msættes i gang, så han kunne starte den for mig, så regnede de med, at jeg kunne stå op og svare dem, når de kaldte igen om så eller så lang tid. Jo det var rørende, og jeg glad for at høre hvor omsorgsfulde de var, de kunne jo havde havt ret i deres antagelser, og så ville det have været en stor hjælp for mig. Nu har jeg fået et brev sendt til Umanak, og jeg regner med, at de i løbet af nogle dage får at vide hvad der er i vejen, det må jo være lidt underligt for dem, at gå og intet vide.

For nogle få dage siden fik vi den triste meddelelse, at bestyreren på vort naboudsted, Kristian Johansen Igdlorssuit var afgået ved døden efter få dages sygdom. Han blev kun 43 år gammel. Det var merkeligt at få en sådan besked, for det var ikke mere end en uge siden jeg havde brev fra ham, da klagede han godt nok over, at han var stærk plaget af gigt2, og han skrev, at han havde ligget i sengen i en uges tid. Jeg skrev og trøstede ham med, at selv om gigt var noget meget ubehageligt, så var det dog noget som gik over med tiden, eller ialtfald kunne man forvente, at det ville blive mindre generende ialtfald en tid. Nu tror jeg ikke det var gigt han led af, han blev for et års tid siden opereret for en leverlidelse, og jeg tænker, at det var den der forvoldt hans død. Han efterlader sig hustru og fem børn. De tre af børnene er endnu ret små, mens den eldste søn er i lære hos læmneren i Umanak, og den ældste datter er på realskole i Godthåb. Heldigvis er der ingen fare for, at de skal komme til at lide nød økonomisk set, deres mor er en meget dygtig jordemoder, og desuden får de pesion efter deres far. Jeg havde glædet mig til at besøge dem engang i marts, og jeg havde inviteret dem til at komme til Nugatsiak en tur i Påsken. Alt dette bliver der ikke noget af, der kan hurtig ske ting, som kan forandre meget.

Nu kommer der så en ny nabo, jeg er lidt spændt på hvem det bliver. Jeg er bange for, at det bliver en af mine gamle folk fra butikken i Jmanak, menhelt sikkert er det ikke. Når jeg skriver, at jeg er bange, betyder det ikke, at den unge mand ikke er som han skal være, det er han nemlig, men jeg mener, athan er for ung til at overtage en så krævende stilling, og jeg synes det er forkert, at man sender så unge folk ud. Husk på, at de, når de overtager et udsted bliver ansvarlig for store værdier. HVis det ikke går for dem, bliver det deres egen pengepung det kommer til at gå ud over, og det kan betyde, at de resten af deres liv kommer til at slæbe med en gæld, som de skal afbetale 100 kr om måneden på. Nu synes 100 kr måske ikke så stort et beløb, men i må huske, at de ikke er ansat på vilkår der blot nogenlunde svarer til dem jeg har. Jeg regner med, at en ung mand som ham jeg her taler om, vil kunne opnå en løn af ca 600 kr pr måned. Når jeg skriver, at han er for ung, siger det jer egentlig ikke noget om hvor ung han er, men han er kun 20 år, og når i ved det, er jeg sikker på, at i vil give mig ret i mine betænkninger. Nå vi får se, det kan jo være, at de finder en som er lidt ældre, men hvor de skal finde ham, ja det må jeg indrøme, at det ved jegikke. Mig bekendt er der i Umanak, som egner sig til stillingen, med mindre man da skal tage en af dem som man har kasseret een gang, Denne løsning er for mig at se ikke særlig god, men man kan blive nødt til det, af den simple grund, at det ikke er en anden utvej.

Nogle dage senere!

Jeg har være ved at studerenenkelte af de nyere retskrivningsregler, og jeg har opdaget, at der er sket en del ændringer, endnu er jeg ikke helt klar over hvor mange, men jeg er da bleven klar over, at jeg ikke er i stand til at fælge reglerne slavisk. Flere af ændringerne er nemlig efter min mening ganske meningsløse, og dem vil jeg selvfølgelig ikke benytte. Jeg kan nævne en af dem, man anfører, at kerne skal skrives med e, men at kærnemælk skal skrives med æ, nå ja lad gå, men når man når man forlanger, at taleordene een og eet skal skrives med enkelt e med accent, synes man at være gået lidt for langt, der er vist ikke ret mange skrivemaskiner, der ejer et accenteret e, ialtfald ikke i Danmark, og jeg tvivler om, at der blive fremstillet nogle. Nå der står også, at de kan skrives med almindeligt e, menman må i ingenm tilfælde brige dobbelt e. For fremtiden kan man altså ikke se, om det skal være et skib eller eet skib, men måske det ikke gør så stor forskel, for landkrabber betyder det nok ikke alverden, og det er vel sådanne der har være mestre for den nye retskrivningsordbog. Når noget er sejg, skal man skrive, at den er sej, og og hvis nogen er fejg, skal man skrive, at han er fej, og når man vil have nogen til at feje, skal man sige til han- fej. Hvis man skal skrive om et train, skal man skrive træn, så det bliver nødvendigt at inføre ordet øv eller øve i stedet for træn eller træne, for at der ikke skal blive misforståelser. Geografiske navne som Saar Maas Kanaan Trnsvaal skal skrives med bolle å, men de skal stadig udtales som før, det er vel nok logisk. Det er værd at bemærke, at vædske skal være uden d, jeg havde endda regnet med, at dette ord var afledt af ordet væde, og det kan jeg ikke med min bedste villie skrive uden d. Fjeder skal være med d, for når det gælder en springfjer skal det skrives uden d, formodentlig har man ment, er der i dette ord ikke kunne være mulighed for nogen fejltagelse. Desuden er det værd at bemærke, at kigge eller kikke er det samme, og at begge former er tilladt, men hvad mon de vise herer ville sige, hvis de fik en stil til rettelse, hvori ordet kikkert var skrevet med gg? Det skulle jo synes tilladt at anvende denne skrivemåde, men mon det er det, jeg tvivler. Remse skal være med e, jeg har aldrig set det skrive anderledes, men formodentlig er forfatterne til boge københavnere, det er derfor, de bemærker at der skal bruges e og ikke æ, hvis det var jyder der havde skrevet bogen kunne de med lige så stor ret anføre, at jeg staves j e g og ikke a. Selv hanerne har skiftet sprog, for sagde de kykkeliky, men nu siger de kykleky, jo der sker fremgang på alle fronter. Tumbet staves med p, det er der også mer fut i, så den forandring kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Med tiden vænner man sig vel til alt det nye, men helt nemt bliver det nu ikke, når jeg tænker på, at jeg knap er inde i den gamle skrivemåde, er jeg klar over, at det vil kræve en del arbejde at få lært den nye til bunds..

Tegnesætningen er ikke ændret væsentlig, man har lov til at stryge et komma mellem to sætninger, som har meget med hinanden at gøre, og man har lov til at dele en sætning med et komma, hvis dette fremhæver meningen. Sevfølgelig har man stadig lov til at bruge andre tegn så som 3/4, ja det var nu ikke det jeg mente, det var det : og det ; og eventuelt dette – 2 , Nej nu blev det galt igen jeg mente « og 7 !!!!!!. Jo der er stadig mange muligheder, men der er vist ikke ret mange som agter at udnytte dem. De fleste mennesker bruger vel ikke hverken , – : ; for det er for besværligt at få dem anbragt. Jeg kan nu godt lide tegnsætningen, der err noget festligt ved den, men jeg hylder princippert om fuld frihed. Det passer mig ikke at være bunden af bestemte regler, og så vidt jeg ved, bruger de store skribenter også deres eget system, skulle det ikke også være tilladt vi mere almindelige mennesker? Jeg vil, uanset hvad den nye retskrivninsordbog siger, fortsætte med den frie tegnsætning, og jeg holder på, at en fri tegnsætning giver det skrevne mere personlighed, og så får reglerne ellers have det så godt. Stavemåden ser jeg helst overholdt, ialtfald til en vis grad, det ser ikke godt ud, når det sløses alt for meget, som det f. eks. kan være når ganske ukyndige personer giver sig i brevskrivningens ædle kunst. Jeg har fået breve som var bokstaveret på en sådan måde, at jeg på trods af deres ofte meget sørgelige indhold – vedkommende brevskriver lider nemlig af mange og fryktelige sygdomme – var like ve at revne af latter. Selvfølgelig er denslags glædeligvis undtagelser, og jeg indrømmer, at det her nævnte tilfælde er særlig greit, men der er alt for mange, som ikke er i stand til at skrive et sprog, som det kan forstås, uten læseren må tale fantasien til hjelp. Sørgeligt, ja vist, men også komisk. For det kan vist med rette hævdes, at der ikke findes mange sprog, som er mere enklerei opbygningen end dansk. Der er mange grønlændere, som ikke skriver deres eget sprog korrekt, men efter nogle få års undervisning skriver de dansk betydelig bedre end mange, som er født og opvokset i Danmark. Man kan selvfølgelig til danskernes forsvar anføre, at de for det meste har dialekter at slås med, og at de ikke taler samme sprog som de skriver, og desuden må man også gå ud fra, at de fleste grønlendere som lærer dansk er ret velbegavede. Det kan de nemlig godt være, fordi de ikke er i stand til at skrive fejlfrit grønlandsk, for hvis der i det hele taget er folk, som skriver fejlfrit grønlandsk, tror jeg de må søges blandt sprogforskere eller ialtfald blandt folk, som har stor interesse for sprog, og som bruger det meste af sin tid til at sætte sig ind i gramatil og stavemåde.

Nu er det ved den tid, da i spørger jer selv, hvad har nu alt dette med vinterberetninger at gøre, der står jo ikke noget om hvad han laver, og alt det sludder om sprog og retskivningsregler, er det noget, som er værd at spilde så mange ord på – Jeg svarer ja nej, det er et tvetydigt svat, men det giver neppe anledning til uenighed, og det er altid en god ting. Iøvrigt henvises til Osvalds brev til Bulagning, af hvilken det fremgår, at det ene afhænger af hinanden på en langt mere vidtrækkende måde, end folk i almindelighed regner med.

Nu er det vist på tide, at jeg begynder at beskrive Nugatsiak, det burde vist have været det første jeg foretog mig, for det er når alt kommer til alt rammen om det øvrige. Jeg mener dermend, at Nugatsiak er det sted, som jeg arbeder, altså kan man sige, at naturen, d.v.s selve øen og den omgivelser er den ydre ramme om mit virkefeldt. Som i sikkert ved har naturen altid haft stor betydning for mig, jeg holder af dens ro, dens storhed, dens vildhed, dens fredfyldte stilhed og dens smilende ynde. Kort sagt, jeg jeg synes om den i alle dens afskygninger. På Grønland kan man vist godt sige, at storheden, stilheden og til tider vildskaben er de mest fremherskende træk. Ynden og idyllen hører hjemme i den sydlige del af Danmark, så den kan i nyde hver dag, hvis i vil, og hvis i har tid.

Som jeg fortalte jer i sommer ligger Nugatsiak på en ø, jeg vil løselig anslå dens størrelse til at være ca 50 kvadratkilometer, hvis den blev målt ved havoverfladen. Det er altså ikke nogen stor ø, men jeg tro alligevel, at den er så stor, at der er steder på den, hvor intet menneske nogensinde har sat sin fod. Øen er nemlig meget vanskelig tilgængelig, dens højeste punkt måler 1700 meter, og den midterste del er dækket af evig sne og is.

Øen ligger inde i fjorden, og kun på et smalt stykke mod sydvest har vi udsigt til havet. Ellers er den øvrige del av synskredsen spærret af fjelde. Det betyr dog ikke, at man føler sig indelukket, for nogle af fjeldene ligger mere end 100 km borte, men de er i kraft af deres højde i stand til at danne horisont. Nu må i forestille jer, at i står i Nugatsiak, og vi begynder med at se mod syd. Mod syd kan man se Nugsuak, den ligger 100 km borte, men for det meste kan man tydelig se dens høje fjelde. Vi drejer os nu mod øst, og vi behøver ikke at dreje os ret langt, før Nugsuak bliver borte. Den forrevne Upernavik ø spærrer for udsigten. Også denne ø er høj, og dens næsten uhyggelig forrevne fjelde rejser sig næsten lodret op af havet, og når på deres højeste steder op i over 1700 m. Hvis vi drejer videre mod øst bliver den nærliggende Karat ø som spærrer for videre udsigt. Denne ø er som Upernavikøen meget forreven, men den er ikke så høj. Alligevel tager den sig kolosal ud, og det skyldes, at den kun ligger 5 – 6 km borte. Denne ø er lang og smal, og i ældre tider rummede den to bopladser, som nu er nedlagt. Længere inde mod øst er der udsigt mod indlandsisen og de stele fjelde i fjorden. Der er smukt derinde, og når solen i disse dage sender sine første stråler mod de snedækte tinder og farver dem luende røde, er det et betagende syn at skue. Jeg vil ikke søge med ord at beskrive hvor smukt det er, for ord slår ikke til, men derimod vil jeg en af de første dage tage nogle billeder, som jeg vil sende hjem til jer, så kan i selv se det. Mod nord er der kun ringe udsigt, nogle få hundre meter fra mit hus rejser de stejle fjelde sig, også de er smukke, og deres farver står sikkert godt til den flade slette som byen ligger på, jeg mener om sommeren, når græsset er grønt, nu er det hele hvidt. Mod vest er der udsigt til Svartenhug, også der er der høje fjelde, men da de ligger 30 til 40 km borte, virker deres højde ikke overvældende. Mod syd-vest har vi så udsigten mod havet, o0g drejer vi lidt mere mod syd, har vi udsigt til Igdlorssuit, den ø som på de fleste kort er betegnet med navnet Ubekendt Ejlande. Jeg havde hørt at der var smukt her oppe, men jeg havde ikke forestillet mig, at det var så smukt, som det er. Jeg skulle ønske, at i kunne komme en lille tur herop, skønt det ville måske ikke være så godt, for så ville far ikke være til at styre, når han igen kom til Norge. Han vile ikke bestille andet end at fortælle Inga og Erland, at åsen er en flad bakke, og han ville have en vis ret til det, for når man er vant til fjelde- af den størrelsen vi har her, så synes åsen virkelig som en lille flad bakke.

Men som jeg før skrev, nogen ynde findes der ikke her, og efter min mening har åsen ynde, så nyd den når i kommer derop igen, det varer vel ikke så længe. I kan hilse og sige, at jeg kommer igen, så snart jeg kommer hjem, men at jeg antagelig kun kommer på ferie, for det ser ikke ud til, at man har brug for mig til andet end turist i Norge.

Deet er ikke noget at sige til, og jeg behøver heller ikke at være andet, for til Grønland kan jeg altid komme igen, hvis jeg vil. Her er der også noget at tage fat på, og hvad mere er, der er noget interessant at tage fat på. Det er vel for tidligt at lægge planer for den tid der kommer efter min næste ferie, men jeg må hellere i god tid forberede jer på, at jeg kn ske at rejse ud igen. Selvfølgelig er det ikke sikkert, at jeg gør det, men det kan ikke skade at være forberedt på det værste. Det kan foreløpig være lige gyldigt, jeg kommer ialtfald hjem på ferie i 1960, og så kan vi se til den tid, der er ikke så længe til.

Tiden går, solen er igen stået op, og det er atter dag i Nugatsiak. Solen stod op i dag, den 28. januar, hvor er det dejligt. Nu er det igen lyst og dejligt. I skulle vide, hvor dejlig solen er, men jeg tror ikke i ved det, for i har den vher dag, og så bliver det til en vane. Vi som må undvære den i over to måneder ved hva den er værd, når den endelig kommer tilbage. Hele landskbet skifter karakter, der kommer noget mildt og lyst over det, og jeg tror også menneskene forandrer sig, de bliver gladere, og de får mere lyst til arbejdet. Januar har iøvrigt været en god måned for os her. Vejrmessigt set, har jeg ikke oplevet januar så dejlig som i år. Det har ikke været koldt, ja i den første del måske, da havde vi nogle dage, hvor temperaturen lå nede på minus 26, men da vinden i disse dag holdt ferie, var det ikke noget at tale om. Ikke engang i butikken var det særlig koldt, ja for fingrene var det nok lidt køligt, men det var nu ikke mere, end enhver ville kunne holde ud. Min petroleumsovn gør i øvrigt god nytte, ved hjælp af den kan vi selv på kolde dage få temperaturen helt op på minus 6 – 10, og så er det faktisk ikke så slemt at stå i butik. Ja jeg ved godt, at hvis det var hjemme i det sydlige af Danmark, men ville byde mig en sådan butik, ville jeg sikkert betakke mig, -men det er det altså ikke, det er her, og det gør en ikke ringe forskel. Hjemme i landet ville arbejdet sikker heller ikke være så spændende, her er det så spændende, at spændingen alene er nok til at holde en varm. Med andre ord, jeg lider ingen nød, selv om jeg ikke har en butik, hvor et oliefyr sørger for stuetemperatur. Jeg kan sagtens udholde de tre timer daglig, og nu da solen er kommen, er der da slet ingen grund til at klage. Jeg har min kasse stillet op ved et sydvendt vindue, så det varer ikke længe, før solen vil varme mig. Altså både vejret og arbejdet har været tiltalende i denne måned. Indhandlingen har ikke været overvældende, men den har været dobbelt så god som desember, og alene den kendsgerning at det har været fremgang er jo glædelig. Vi har det bedste fiskeri heroppe, der nogensinde har været så tidlig på året. Fra den 15 til den 28 har jeg opkøpt ikke mindre end 2500 kg fisk. Desværre er prisen ikke særlig god, den ligger på 15 øre pr kg, så der er ikke nogen, som har tjent sig rige på fisken endnu. Men selv om pengene er små kommer de alligevel i rette tid, for der var ikke en som havde penge tilbage fra efteråret, da julen var overstået.

Jeg er glad for for det gode fiskeri, for når direktøren kommer til sommer, er det dejligt at kunne vise ham, at der virkelig er brug for at få opført et salthus, så vi kan salte fisken i stedet for at tørre det hele til hundefoder. Hvis vi kan salte, bliver prisen nemlig 35 øre pr kg i stedet for 15, og det er ikke svært at regne ud, hvad det ville betyde i penge til hver enkelt fisker. Foruden det fiskerne ville få mere, ville der blive beskæftigelse til mindst tre eller fire kvinder i hele vintertiden, og det ville jo også hjælpe betydeligt på de økonomiske forhold på stedet. Desuden ville fiskeindhandlingen blive en bedre forretning for handelen, og udstedsbestyreren ville komme til at tjene dobbelt så meget. Det sidste har dog ikke så stor betydning, som det måske kan lyde til, for min fortjeneste på indhandling af 2500 kg fisk er ikke mere end ca 15 kr. Men hvis saltning blev mulig, ville jeg ud over deet lidt mere end fordoblede beløb få 1,50 kr pr 100 kg i saltepræmie, så hvis der kunne blive mange 100 kg, kunne det også blive til en lille skilling.. Dog dette er underordnet, det vigtigste er, at der bliver skabt bedre indtjeningsmuligheder for befolkningen, så deres levestandard kunn blive sat en del i vejret. Det er nemlig noget, som er meger strengt nødvendig. Der er nemlig ingen tvivl om, at en bedre kost, og en lidt bedre betaling for anstrenelserne ville kunne skabe større foretagsomhed og mere lyst til at kommen endnu højere.

Det ville også sætte folk i stand til at erhverve nogle møbler, en radio, og måske bøger, og andre ting, som vi hjemme anser for at være nødvendigheder. Jeg ved godt, at det er fremtidsmusik, men det er også fremad vi skal. Vi skal fremad til bedre tider, til mere renlighed, til en mere udbredt interesse for litteratur, til en dybere forståelse af, at der er en verden uden for vor egen, og til selvrespekt og selvagtelse. Er det drømme, er det tomme fraser,? Ja nogen ville måske sige det, måske endda folk som har levet mange år i Grønland. De vil sige, at de har set hvordan det går, og de vil mene, at de ved, at det går tilbage. Men de har ikke ret.. De må ikke have ret, og de får det heller ikke. De venteer, at hvis de siger til en grønlænder, at du skal gøre sådan og sådan, og han ikke gør det, ja så er han fortabt. Han står i den stampe siger de, de glemmer, at det de er nået til selv, ikke er noget som de har måttet kæmpe sig til2, at de var født til det. Deres forfædre keæmpede og nu høster de og jeg med, frugten af den kamp, som generationer har kæmpet. Det er altsammen meget godt, det er dejligt at kunne høste når man aldrig har behøvet at så. Sædemændene er døde for længst, så vi kan roligt selv tage æren – heller måske skammen – for hvad vi er i dag. De grønlændere der lever i dag er sædemænd, og først de generationer som kommer skal være dem som høster. Vent blot og se, der vil til den tid – om 30 eller 50 år blive en rig høst til dem også.

Det vi skal gøre nu er ikke andet end at hjælpe dem til rette i den vanskelige overgang fra naturfolk til civilisation. Og midlerne vi skal bruge er ganske simpelt tålmodighed. Vi har et stort ansvar, og jeg tror at de fleste af os er deres ansvar bevidst. Vi har ret til at stille krav til grønlænderne, men vi må aldrig glemme, at de største krav skal vi stille til os selv. Grønlænderne har ret til at blive trætte, det har vi ikke, vi skalaltid være dem som opmuntrer og hjælper fremad. Så nu er han bleven missionær igen — nej pokker er han ej, men han lærer for hver dag som går, husk på, at han er ved at blive gammel. Han er tredvie år til marts, efter kalenderen altså, men i realiteten er han 32, for som bekendt skulle det anstrengende liv han fører under de nordlige himmelstrøg betyde 1 1/2 år for hvert kalenderår.

Igen en lille afstikker, det er den slags, som i må finde jer i, når i læser årsberetningen. Der har allerede været en del, og der kan ske at komme flere. I øjeblikket vil jeg skynde mig tilbage til virkeligheden og til beretningen. Som jeg vist omtalte for nogen tid siden, var min radiosender gået i stykker, nå senderen var det nu ikke, det var motoren. Resultatet var, at jeg blev uden forbindelse med omverdenen. I dag kom solen, og i aften startede motoren. Altså to glædelige begivenheder på en dag, kan man ønske sig mere. Ikke hos mig ialtfald. Jeg fik forøvrigt et brev fra jer i går, det var sendt fra Danmark den 9. november. Jeg kan altså ikke prale af, at jeg har nogen særlig hurtig postforbindelse, men det kom frem, og det må jo siges at være hovedsagen. Jeg fik ved samme lejlighed et brev fra Johannes, og et kort fra telegrafbestyrer Petersens. Der til en bundt breve af tjenestlig art, dem har jeg ikke læst endnu, og jeg glæder mig egentlig ikke til at komme i gang med dem, for det er bare en hel masse love og anordninger, samt regulativ for afsendelse af postpakker fra Grønland til Danmark og omvendt. Desuden en hel dynge forskellige regler for regnskabsføring, en liste over gamle erhvervslån, som er forfaldne til betaling. Jo der er mange dejlige ting, og jeg bliver vel vel også nødt til at skal igennem det hele, men som sagt, lysten manglet. Det haste nu heller ikke for det er allerede gammelt, måske nogle af de love jeg har fåeet er forældede, hvem ved, der bliver jo lavet om på dem hver dag, og posten er som sagt fra november.

I nat kl 24 drejede jeg tilfældigt på min radio, jeg kom ind på en amerikansk sender, jeg kunne høre, at der var noget særligt på færde. Stemmen jeg lyttede til var stærk ophidset, og han talte som om det gjaldt at få sagt så meget som muligt på kortest mulig tid. Jeg begyndte at lytte efter, og det varede ikke længe inden jeg blev klar over, at amerikanerne også hadde opfundet en sputnik, og at den var lang bedre, end den russerne havde opfundet. Det lød som om man ovre i amerika mente, at russernes sputnik var noget af det mest forældede der fantes i verden. Amerkanerne har det største i verden, de har det mest moderne, de har de længste floder, de har de længste broer, de har de flotteste biler, de har en ungdom som i ladhed og ligegyldighed overgår al anden ungdom i verden, de har de mest mekaniserede kvinder der findes, de har verdnes fleste skilsmisser, de har verdens skrækkeligste reklame, de har verdens hæseligste smag for hvad der er smukt, de har næsten alt,- men den mest forældede sputnik, -den har russerne, og hvad mere er, amerikanerne indrømmer det.

Det er fremgang i visdom og forståelse af sine medmennesker, når man kan indrømme, at også andre har noget. Lad os håbe, at denne amerikanske gestus kan hjælpe med til at nærme nationerne til hindanden og skabe en bedre mellomfolkelig forståelse. Jeg har endnu ikke sendt præsident Eisenhawer min hyldest i anledning af, at en forhenværende nazist, som han har givet lov til at opholde sig i amerika, langt om længe har bragt amerika lige så langt frem, som russerne har været i seks måneder. Jeg sender nok heller ikke noget, men hvis jeg gjorde, skulle det lyde som følger. Gæder mig meget, at De endelig er dukke frem af middelalderens mørke stop håber De viser Dem værdig til deres nye plads blant verdens moderne nationer.

Nå amerikanerne kan være gode nok på en måde, vi må ikke glemme at det er dem som sørger for, at vi får post om vinteren. Det kan måske synes at være en lille ting, ja for jer, men ikke for os. Og der en anden ting som gør, at jeg forsvarer dem en lille smule, og det er, at de ikke er helt voksne endnu, det er ungt folk, som ved arbejdsomhed og foretagsomhed er nået op til en levestandard, som siger spar to til alt. At de ikke i åndelig henseende er vokset tilsvarende er der vel ikke noget at sige til, for hvornår skulle de få tid til at tænke på den åndelige side af sagen.

At det med levestandarden er måske lidt overdrevet, jeg kommer til at tænke på «Tobaksvejen» og en anden bog, hvis tittel jeg ikke i øjeblikket husker, jeg kan kun sige, at den er skrevet af Steinbeck og at den handler om folk der på grund af jordspekulationer eller måske rettere på grund af jordspekulanter bliver drevet bort fra deres jord. De søger mod vest, hvorfor ved jeg ikke, men jeg kunne tænke mig, at vesten for dem var landet man skulle drage til, når deer ikke længere var værd at leve mod øst. Det har vel ligget dem i blodet, deres forfædre havde jo engang begyndt denne vandring mod vest, og det var derfor en naturlig ting fortsætte denne vandring. I bogen skildres dere vandring en vandring som ikke foregik helt på samme måde, som den deres forfædre havde benyttet. Der var ingen maleriske prærieskonnerter eller romantiske indianeroverfald. Hele rejsen forgik i et gammelt udslidt automobil, som de hele tiden måtte reparere på. De sultede lidt, og deres gamle døde under turen, dels fordi de ikke kunne udholde rejsens strabadser, dels fordi deres hjerter brast i sorgen over, at de skulle forlade det land, som deres forældre og de sevl havde slidt på i mange år.

Dete er ikke det amerika, som vi kender fra filmene og fra farvestrålende turist – og reklameplakater, men det er amerika. Det er en usmykket skildring af, hvordan der også kan være i Guds eget land ( for hvide).

Jeg bebudede for noget siden, at jeg ville tage flere afstikkere fra mit egentlige emne, dette var en af dem, og jeg kan godt love, at det ikke bliver den sidste. Det er muligt, at disse afstikkere keder jer, men så kan i bare springe over dem, jeg vil have fornøjelsen at skrive dem.

Alt går stadig, vinteren går sin gang, snart er det varmt, snart er det koldt, men det er naturligt, og det betyder ikke noget, vi har solen, og hvor der er sol er der liv, og hvor der er liv, er der godt at være.

Radioen er atter i funktion, det kan ligge i en lille ting; og det gjorde det også i dette tilfælde. Det var såmænd bare en ledning som var gået i stykker, men det var ikke nemt at opdage denne lille fejl, deet tog over en uge, men det gik, og det er hovedsagen.