Perioden 1/4 til 21/6 1956
6/4
Så gik påsken, vejret blev ikke helt så godt som jeg havde håbet. Langfredag var det meget dårligt, det sneede hele dagen, og vinden var også slem en tid midt på dagen. Der blev ikke nogen køretur den dag. Skærtorsdag var det solskin, men en sydøst – kuling bragte så meget varme med sig at sneen på isen blev våd og tung. Hundene fik det for varmt hvis de skulle løbe ret langt og alt som kom i berøring med sneen blev vådt og tungt. Jeg nøjedes derfor led at køre en lille tur rundt om øen, det er kun 15 km og det varede ikke mere end en god times tid. De to sidste dage var vejret fint, det var solskin og stille med – 20°. Føret var dog ikke så godt, der var temmelig meget sne at køre i, og der var ingen spor lavet nogen steder. Jeg fik dog et par gode ture ud af det, så helt galt gik det altså ikke. Nu er det så snart ved den tid da vi atter kan vente at få post fra luften, vi har begyndt at glæde os til at læse brevet igen.
Kloge mennesker siger at isen vil forsvinde tidligt i år, det lyder meget fornuftigt, men man kan nu aldrig vide. Sidste år blev der også spået om tidlig vår, men denne spådom gik jo ikke i opfyldelse. I år er isen imidlertid ikke nær så tyk som på samme tid sidste år og temperaturen er vist heller ikke så lav. Ialtfald synes jeg aldrig det er særlig koldt mere, men det kan måske også skyldes at jeg er bleven vandt til klimaet. Dagene er ved at være lange nu, når jeg står op om morgenen kl 7 står solen højt på himlen og om aftenen kan jeg se, at læse uden lys helt til kl 20.30.
Når mørket er tættest midt på natten er det lige så lyst som en midsommernat hjemme i Danmark, temperaturen er imidlertid lidt lavere.
På søndag skal der være kapkørsel med hundeslæder her i Umanak, der skal vist deltage ca 40 slæder. Hverken mine hunde eller jeg skal med. Jeg kan ikke lide at bruge hunde til den slags pjat. Hvis vejret er godt, skal jeg ud på en lille tur for mig selv.
Vi har nu fået besked om at vi kan vente første skib fra Danmark omkring den 12 Juni, det bliver en af A. E. Sørensens både som kommer og den medbringer ca 400 ton varer. Antagelig er det meste af det bygningsartikler. Vi regner med at håndværkerne kommer med dette skib, og at det er meningen, at de skal i gang med butiksombygningen straks de kommer. Nu må i altså se at få ende på all det strejkevæsen, så vi kan komme i gang til tiden. Vi skulle helst være færdige inden det begynder at fryse alt for hårdt.
11/4
Tiden går videre, stadig med en god fart, posten som vi er bleven lovet omkring den 4. er endnu ikke kommet, men jeg tror ganske bestemt, at den kommer i morgen. Grunden til denne min faste overbevisning er den, at vi nu tilsyneladende får mere stabilt vejr igen. Efter nogle dage med tåge og sne er vinden gået til nord. Temperaturen er faldende til – 15 og skyerne og tågen er forsvunden igen.
Dette kan måske synes at være sagen uvedkommende, men det er ikke tilfældet. Den første betingelse for at flyverne kan udføre sit hverv er nemlig, at vejret er klart og forholdene rolige. Når skydækket ligger nede i en højde af 4-500 m vil i nok kunne forstå at det er en temmelig farlig spøj at gå igennem det for at få landkending. Hvis man ved første forsøg er så uheldig at gå ned et sted hvor fjeldene rager op i en tilsvarende højde bliver det antagelig sidste forsøg denne pilot kommer til at gøre i dette liv.
Selv om vi gerne vil have breve, vil vi nødig have at man skal løbe nogen unødig risiko for at kaste den ned til os. Vi gør altså som amerikanerne, venter til at vejret bliver bedre.
Mens vi venter kan jeg lige fortælle en morsom oplevelse som jeg havde i dag. Jeg fik en gave af Amalia. Gaven bestod af en 10 øre, det er måske ikke nogen stor gave, men jeg ved at den var givet i god mening, og det er vel det det kommer an på. Amalia ved nemlig ikke rigtig hvad en 10 øre er værd, d.v.s hun ved nok at når hun har tilstrækkelig mange af dem kan hun købe en pilsner, men hvor mange der skal være og hvorfor den ikke er nok har hun ingen begreb om. Amalia er nemlig småtosset. Hun er gammel og smovse, hendes ansigt ligner et overgemt æble og når hun går ser det ud som om hun triller hen over jorden. Hun bor sammen med sin mand Peter (kaldet Peter Kajstein) i et gammelt utæt jordhus med kun et rum. Hvad hun lever af ved jeg ikke, lave mad kan hun efter sigende ikke (hendes mand spiser på sygehuset) i det hele taget forstår hun ikke ret meget. Hun lever i sin egen lille verden, en verden som selv om den har snævre grenser vist slet ikke er så trist endda. Nede under hendes hus bor der nogle ånder som hun taler med, de giver hende gode råd, men ti gengæld må hun sørge for at de har visse bekvemmeligheder. Tobaksrøg tåler de ikke, der er derfor ingen som må ryge i de i huset.
Bortset fra disse små særheder, som hun ikke generer andre med, er hun godheden selv. Af og til laver hun kaffe (af bredt barkebyg og Rick’s) som hun holder i et gammelt blikkrus og går ud i byen med for at fortære det til en eller anden som har gi et hende en lille skilling engang eller som har vist hende venlighed på anden måde. Heldigvis er jeg endnu ikke ble et beæret med sådan en gave, men hvis jeg bliver det drikker jeg kaffen og siger tak til, det gør alle andre, så kan jeg også.
Da Peter fyldte år var jeg oppe og drikke kaffe hos dem, det smagte ikke så galt, men det var også en anden som havde lavet det.
Så nu kender i Amalia.
I denne tid er der mange udstedsbeboere på besøg her i byen. Blandt dem er der nogle af de rigtige fangere. I dag havde vi besøg af en fanger på 70 år, når man så ham skulle man tro han kun var tyve. Han gik så rank og let, løbe kunde han også, jeg så han søndags løbe bag efter sin slæde. Han er en af de få som endnu kan fange sæl fra kajak ved hjælp af kun en harpun. Sådanne gamle fangere er folk med selvrespekt og frihedsfølelse. De nyder megen agtelse blandt deres landsmænd og blandt danske også. Når sådan en mand kommer ind i butikken kan man straks se at han ikke er et dusinmenneske. Hans skridt er målbevidse hans smil er åbent og han ved hvad han vil have.
Hvis man holder sig til almindelige skønhedsbegreber kan man måske ikke sige han er nogen skønhed. Men hvis man ser lidt mere end det vejrbidte ydre kan man se at man har et fribårent menneske for sig, og jeg mener at alle mennesker med selvagtelse som bliver agtet af andre på grund af deres dygtighed og menneskelighed er det smukkeste man kan se.
Jeg tænker på bedstefar hver gang jeg møder sådanne gamle høvdingeskikkelser her oppe. De ligner ham måske nok ikke umiddelbar, men jeg synes alligevel der er en vis lighed.
24/4
I dag var årets hidtil varmeste dag med 3° varme i skyggen. Sneen smelter nu hurtigt, alle vegne strømmer vandet ned mod havnen. Der er sølet og vådt overalt, men det er nu alligevel dejligt. Solen skinner hver dag og dagene bliver længere og længere.
Nu er der så atter kommen gang i sejladsen på Grønland. Det var også på tide, alle vore skibe er en måned forsinkede. Antagelig bliver det nødvendigt leje flere fremmede skibe end planlagt for at få forsyninger bragt her op i sommerens løb.
Ja, det blev en dyr fornøjelse med den strejke, og i tilgift til de tabte arbejdsfortjenester regner bøderne nu ned over de stakler som ikke havde så meget omløb i knolden at de kendte deres egen begrænsning. Nå lad del nu bare more sig, det ser jo ud til at vi får hvad vi skal have, så får det andet gå som det kan.
Jeg har ikke strejken, men det ser ud til at jeg alligevel kan risikere at få mere i løn. Jeg har fået tilbud om at blive aflønnet efter følgende regler.
Fra 1. jan 1956
Grundløn 8.700.00 kr
+ dyrtidstillæg 32% 2.784.00
11.484.00 kr pr år
Fra 1 apr 1956
Grundløn 8.700.00 kr
+ dyrtidstillæg 36% 3.132.00
11.838.00 kr pr år
Fra 1 jan 1957
Grundløn 8.900.00 kr
+ dyrtidstillæg 36% 3.204.00
12.104.00 kr pr år
Hvis jeg godkender denne aflønning må jeg ganskevist give afkald på betaling for overarbejde, men da jeg endnu ikke har fået nogen sådan kan dette jo ikke siges at være noget særligt stort offer. End videre indeholder tilbudet bestemmelser om et alderstillæg 1. Jan 1959 700 pr år og yderligere et 1. Jan 1960 på 400. således at grundlønnen efter 4 års forløb kommer op på 10000. kr eller bruttolønnen på 13.200 med de nuværende 36% dyrtidstillæg.
Alt i alt må det siges at være en nogenlunde god løn, om de sidste stigninger nogensinde kommer til at blive aktuelle er så en anden sag.
Jeg har endnu ikke afgivet mit samtykke til denne lønstigning, men som sagerne står kan jeg næsten ikke se noget som skulle hindre mig i at gøre det inden længe.
Det var vist hvad jeg kunne finde på at skrive om i dag, jeg finder nok på noget mere inden længe.
28/4
Jeg glemte helt at fortælle om luftposten. Som jeg før har omtalt ventede vi den ca 9. april, men den blev 10 dage forsinket. Vi gik og talte om hver morgen om nu ikke luftposten vilde komme i dag. Til sidst begyndte folk at blive utålmodige, en telegraferede til den danske forbindelsesofficer på Sdr Strømfjord for at bede ham hjælpe os med at få den hårdt savnede post sendt op. Politiet telegraferede til Godthåb og fortalte radioavisen at en ondartet sygdom der gør sig udslag i nakkestivhed og flimren for øjnene var brudt ud i Umanak. Grunden til sygdommen var, at folk hele tiden gik og kikkede efter flyvemaskinen.
Endelig den 19. apr om aftenen kl 17.00 kom flyvemaskinen. Folk som kikkede opefter, fik den ikke at se, før den havde smidt posten. Den kom nemlig i ca 10 m højde ind af fjorden, så langt var den nede, at der var mange som fotograferede den fra oven af.
Denne gang var det en stor 4 motoret maskin, så der blev ikke nogen paradeflyvning efter at posten var kastet. Maskinen fortsatte hen over eller rettere ved siden af bensøen (den lille ø som ligger midt i havnen) og videre venstre om storøen hvorefter den i stor højde drejede næsten mod syd og forsvandt.
Denne gang fik jeg brev fra New Zealand, dette brev havde været 6 uger undervejs. Det er det ferskeste brev jeg har fået fra den kant siden jeg kom til Grønland.
I har haft meget smukt vejr i mange dage nu, I går st bededag var det næsten helt varmt. Nu ser det ud til at vi skal have ustabilt vejr en tid. I de sidste dage har vinden været i alle verdenshjørner, der har været sne og der har været vindstille med solsind. Kort sagt April vejr.
8/5
Så kom maj, den er imidlertid hverken sød eller mild som der så smukt står i sangen. Tværtimod, vejret er surt og koldt, vi har fået en lille smule sne i de sidste nætter og temperaturen vil ikke ret gerne op over 0 grader. Isen er stadig lige tyk, og så længe vinden bliver i nord er der ikke store chancer for at situationen bedrer sig foreløbig.
Nu er posten ellers begyndt at blive Sendt hjemmefra, jeg tror nok der er ca 30 sække undervejs til os, men der vil nok gå det meste af en måned før vi får nogen af dem at se.
Der er ellers kommen fart i skibstrafikken igen, I øjeblikket er der 10 skibe på vej til eller fra Grønland. Desværre er det hele bleven en måned forsinket som følge af strejken. Der har været tale om, at der skal sættes 2 ekstra skibe ind for at vi kan nå at indhente det forsømte i løbet af sommeren. Ja den strejk har været dyr, også for sømændene.
Om en uge er det så to år siden jeg ombord på ”kronprins Olav” forlod Norge, hvor jeg længes efter igen at sejle ind gennem den skønne Oslofjord. Jeg længes efter at se de mørke granskove de lyse birkelunde og de blødt formede fjeldpartier. Jeg længes efter at indånde den friske skovluft og efter igen at lytte til elevenes klukken og fosvanes brummende sang.
Jeg længes efter at tale med folk som taler rigtig klingende norsk, efter at lytte til dette sprogs særlige musik. Tit tænker jeg på de mange lyse sommeraftner jeg oplevede i dette mit drømmeland, til tider synes jeg næsten jeg kan føle duften af blomstrende frugttræer og af nyudsprungen birk. Når det en sjælden gang regner her oppe kommer jeg altid til at tænker på den milde grødefulde vårregn som faldt på Hvalstad. Hvis det rigtig regnede kunne jeg om aftenen ligge i min seng og høre hvordan vandet rislede og klukkede udenfor og samtidig kunde jeg lugte den regntunge luft. Når jeg nu vågner en søndag morgen, har jeg flere gange taget mig selv i at ligge og lytte efter om der kommer mange biler forbi og om jeg kan høre dækkene synge i asfalten. Først når en hund gør eller lader bliver jeg helt vågen og klar over at jeg må lytte meget længe og intens hvis jeg skal fange nogle af disse lyde.
Jo jeg længes, men ikke på den måde som et barn længes hjem på. Min længsel er ubevidst og uvillet, den er noget som kommer af sig selv. Jeg tror nok det kan lade sig høre at bekæmpe den hvis jeg rejser et andet sted hen hvor alting er nyt. I altfald vil jeg så kunne få bugt med den for en tid.
15/5-56
Nu har vi fået at vide, at det første skib i år ankommer den 11/6. Selvfølgelig kan denne ankomstdato meget læt blive ændret, det afhænge af om isen vil bryde op så tidlig at besejlingen bliver mulig til den fastsatte tid.
Endnu er der ingen udsigt til at isen vil forsvinde, vejret har været temmelig køligt i de sidste fjorten dage og nogen rigtige storme har vi ikke haft i lange tider. Isen kan sikkert ligge længe endnu selv om det bliver varmere, men hvis vi kunne få en rigtig storm vil den blive slået i stykker, og så varer det ikke mange dage før den forsvinder. Egentlig vil det blive dejligt igen at få vand at se, nu er det fire måneder siden jeg sidst har prøvet at bo på en ø.
Det er ellers en stille tid nu, der sker ikke noget særligt, det er som om folk er gået i dvale, og kun lever i forventningen om at den første post og det første skib skal komme. Når to danskere møder hinanden plejer de at kaste et blik ud over fjorden og sørge hinanden ”tror du snart isen går? ”
Enkelte er optimister, men de fleste mener ikke isen vil gå før først i juni, og jeg slutter mig til de sidstnævnte.
I aften blæser det fra nord og nu er det helt overskyet, dagen igennem har vejret ellers været klart, temperaturen har været nede omkring frysepunktet.
Jeg regner med at mit første brev til jer i år nu er på vej hjem, måske får i det allerede omkr. 1 juni.
23/5
I dag døde Bojsens lille pige. Hun blev syg i går morges og i morges kl 6 udåndede hun. Det er et hårdt slag for dem, i mandags 2 pinsedag var jeg oppe hos dem for at drikke eftermiddagskaffe, da var de så glade fordi den lille lige havde begyndt at gå, hun lo og pludrede.
Ja det er sært at tænke på at nu kun 2 dage efter er hun død. Bisættelsen skal antagelig finde sted lørdag morgen, og Jensen og jeg skal bære den lille kiste. Det er vist meningen at de vil have hende hjem til deres familiegravsted til sommer.
_______
Nogen bedring i vejr – og is situationen er der endnu ikke, det er stadig koldt og isen ligger fast så langt ud som vi kan se. Det tegner med andre ord ikke så godt, antagelig bliver det senere sommer end sidste år, men hvis den så bliver bedre når den endelig kommer gør det heller ikke noget.
26/5-56
Snestorm – 2°, så sommervejr kan man altså ikke sige at det er endnu. I det hele taget er vejret meget drilagtigt i denne tid, det begynder ofte med solskin og varme, men som regel slutter dagen med kold nordenvind til tider med sne. I aften er særlig ondartet, det fyger som om det var midvinter, og vandpytterne har fået et tyndt islag.
Nu er der kun 14 dage til det første kystskib skal komme, men ak, endnu ligger der et isbælte på ca 60 km bredde mellem os og havet, så udsigterne for gunstige sejlforhold er ikke store.
Endnu håber vi at alt skal ordne sig i rette tid, men nægtes kan det jo ikke jo ikke, at chancerne for hver dag der går, bliver mindre og mindre.
5/6
Solskin forholdsvis varmt, dog stadig temmelig stærk nattefrost. Isen ligger her stadig og der er faktisk ikke sket nogen nævneværdig bedring i situationen. Kystskibet slipper næppe ind når det kommer på søndag, men så venter vi til den 17., da kommer vort første skib fra Danmark – hvis isen går-.
16/6-56
Så er underet sket, den 14 gik isen og nu har vi det mest vidunderlige sommervejr. Kystskibet kom den 8., d.v.s. det kom kun til iskanten ca 6 km nord for byen, men posten og passagererne blev kørt ind på hundeslæde. Lasten derimod måtte skibet tage med sig igen.
Det første skib fra Danmark kommer den 20 og det andet kystskib kommer den 21. Der bliver altså travlhed på havnen et par dage. I denne tid har vi pest i byen, jeg tror nok ca ½ delen af befolkningen er sengeliggende, og sygdommen breder sig stadig.
Det er den sædvanlige forårsinfluenca, men den er værre end den plejer. Heldigvis er den ret kortvarig, de første som blev syge er på benene igen efter 4-5 dages sygdom.
Med mit personale står det også dårligt til, i går sendte jeg to mand hjem og i dag gik der en til, nu er der kun to tilbage og det er ikke meget til to butikker. Det er da held i uheld at mange af kunderne også er syge, ellers klarede vi der ikke.
I skal have tak for brevet som jeg fik med skibet den 8., det var ikke mange nyheder der var med, men der kommer vel flere senere.
Nu varer det så kun 11 ½ måned inden min kontrakt udløber, så det bliver altså sidste sommer jeg tilbringer her i Umanak. Jeg håber at jeg kan komme herfra i begyndelsen af juni næste år, så jeg kan komme hjem til din 55 års dag mor.
Bestyreren taler godt nok om at det vilde være bedst hvis jeg kunne blive en månedstid efter min afløser er kommen, men det vil jeg nu ikke. Når kontrakten udløber standser jeg mit arbejde og begynder at pakke mine ting sammen, så jeg kan rejse med det aller første skib, så må de selv om hvordan de går og tuller med det.
Jeg kommer til at tænke på, at det netop i dag er to år siden jeg rejste hjemmefra, jeg må indrømme at disse to år har været de korteste i mit lange liv.
